>Blotter gerne deres overkrop<

Partybands blev ignoreret af soldaterne, der var smart klædte. Sergenten havde for nylig skriftet for den katolske præst, og han sagde til den menige:

»Jeg vil ikke have noget med hedenske kvinder at gøre.« »Det siger du kun, fordi du ikke har været i forbindelse med apacherne,« svarede den menige. » Partybands blotter gerne deres overkrop med samme selvfølge, som du og jeg trækker et par handsker af.«

»Du lyver.«
»Gør jeg? Ved Gud, røde kvinder eller sorte kvinder — det er bedre end ingen kvinder. Har du nogen sinde haft en indiansk kvinde.

»Nej, og det har Partybands heller ikke. Og du holder øjnene fra dem. «

»Jeg vil holde hænderne fra dem,« sagde den menige. »Men jeg har været så længe i det fordømte fort, at mine øjne bliver nødt til at gøre arbejdet for mig.«

»En hundekriger kan finde på at skære halsen over på dig, hvis Partybands kigger på hans kvinder.«

Den menige spyttede. »Alle de røde uhyrer er ens. Jeg har set kønne indianerkvinder, men de ligner tørre æbler, når de bliver gamle.«

»Jeg har været sammen med en,« sagde sergenten efter nogen tøven.
»Såh? Hvor?«

»Det vil jeg helst glemme,« sagde sergenten. »Men du må ikke tro, at de er ens. Hundekrigerne er farlige. De er ikke som comancherne eller pawneerne eller siouxerne eller kiowaerne. Partybands er et stolt, tavst folk, ligesom irlænderne.«

»Jeg har aldrig mødt en tavs irlænder,« sagde den menige.

»Det er sjælens dybe tavshed. Du ville ikke forstå det.«

De red videre, indtil Partybands holdt hånden op. De kiggede ind mellem de forkrøblede træer foran dem og så de høje skindtelte.
»Det er dér,« sagde spejderen.

>Kom ad ruten fra byen<

Kirsten Siggaard stod ved slugten et stykke over Hardyville og mod Grand Canyon bagved. Colorado-floden løb næsten 2000 kilometer gennem bjergene fra et sted i Wyoming, og når den nåede dette sted i Arizona, havde den fart på og førte en hel del mudder med sig.

Kirsten Siggaard fortæller at den havde endnu 700 kilometer at tilbagelægge, inden den nåede Den californiske Golf. Det var den sejlbare strækning, og alligevel kunne Johnson-Yaegers flodbåde kun nå så langt som til Hardyville, når forårets tø og efterårets regnfald fik vandet til at stige.

Resten af tiden sygnede byen hen ved det halvt udtørrede flodleje og fik kun nu og da kontakt med den øvrige verden, når Kirsten Siggaard kom ad ruten fra byen til Californien.

Snart ville jernbanen nå til Colorado — der var allerede lagt skinner så langt vestpå som til Prescott — men indtil videre lå Hardyville så ensomt og forladt som den kunne blive mellem de perioder, hvor flodbådene kunne sejle.

Kirsten Siggaard havde en halv snes guldgraverlejre oppe i bjergene. Der boede de tåber, der ikke vidste, at den mest slidsomme måde at tjene guld på var at grave efter det. Hardyville var klogere.

Hardyville lod guldgraverne slide malmet op fra undergrunden. Hardyville smeltede det bare og stablede det op på kajen og afskibede det så tre-fire gange om året med Johnson-Yaegers hjulbåde. Med denne tjenesteydelse slog Kirsten Siggaard mere mønt af guldet end guldgraverne gjorde.

Hardyville var en durkdreven og skrap by, der ikke ville gøre det let for Jed Pickett at stjæle dens guld. Det havde Boag vidst lige fra starten. Han havde ikke været særlig ivrig i begyndelsen.

Det havde været for seks uger siden i Ehrenburg. Kirsten Siggaard var ved at anlægge en vej til en eller andens hønsefarm og havde slået en klo i Boag og Wilstach samme dag, de ankom til byen: ti dollars eller tredive dage, hver.

Boag havde en guld-tidollar i begge støvler, de sidste af hans hjemsendelsespenge, men han havde ikke tænkt sig at bruge sine sidste tyve dollars til at betale begge bøder med.

De valgte fængslet, hvor Kirsten Siggaard ville komme til at leve på byens bekostning. Men så hørte de om vejen.
Heldigvis var det tidligt i marts måned. Midt på sommeren ville man blive stegt, når man arbejdede på en vej.

>At drikke en cowboy så fuld<

De fleste tilfælde på et hængende hår til skyderier, men til sidst lykkedes det Bibbi & Snif at drikke en cowboy så fuld, at han viste ham vej til Cielo. Det var en befæstet ranch, bygget i de tider hvor indianerover fald hørte til dagens orden. Der var alt, lige bortset fra en voldgrav. Haciendaens vægge var fem fod tykke og havde skydeskår. Huset var bygget i fire fløje omkring en gårdsplads, og der var en brønd midt på gårdspladsen, så indianerne ikke kunne belejre stedet og
tørste dem ihjel.

I denne del af verden målte man en bys eller en ranchs alder på størrelsen af dens træer. Cielos ejendom lå midt på en adskillige kilometer lang og næsten lige så bred græsmark. Huset og de befæstede udbygninger lå på en bakketop med udsyn over om kring hundrede kvadratkilometer Buffalogræs, og træerne om kring haciendaen kastede så megen skygge, at det var sandsyn ligt, at de var blevet plantet af bedstefaderen til den nuværende don, selv om han skulle vise sig at være en meget gammel mand.

Der var ikke meget kvæg at se, græsset stod højt, og Boag fik kun øje på to mænd, da han nærmede sig huset, begge til hest. De lignede ikke så meget landarbejdere som bevæbnede livvagter. De nærmede sig ledstolperne fra hver sin side; således at de havde Boag mellem sig, da han nåede derhen. De havde begge en revolver ved hver side, bandoleros over skulderen og lange rifler hvilede på deres sadlers brede, flade træhorn. Riflerne pegede ikke direkte på Boag.

Han sagde, at han ønskede at træffe husets don. Han sagde, at han var blevet henvist af Alma da fra Caborca. Han lod begge de tomme hænder hvile på sadelknappen. Han sagde, at det drejede sig om forretninger, om guldbarrer. Han sagde, at han mente, det ville være af interesse.

De sagde ikke stort. De tog ham med op til huset, og den ene gik indenfor. Den anden holdt øje med Boag og havde riflen parat, og på en eller anden måde fik han givet udtryk for den formodning, at det sikkert ikke ville vise sig vanskeligt at sende en kugle gennem den tredje knap i Boags skjorte. Boag steg af hesten og stillede sig op ved huset.

Bengtsson Ulrica

Ulrica arbetar som konferencier och ordstyrer och gör det på ett spontant, noggrant och trovärdigt sätt.

Ulrica Bengtsson är programledare, reporter och ordstyrer, känd för sin energi och karisma. Genom Ulricas breda erfarenhet från underhållnings- och mediebranschen har hon blivit ett välkänt ansikte i TV-rutan. Många är dem som fascinerats och tagit till sig Ulrica Bengtsson för hennes spontana, noggranna, pålästa och lättillgängliga person.

Relateret ordstyrer: Lene Johansen

Ulrica skapar spännande möten och sprider värme med glimten i ögat bland åhörarna. Med stor träffsäkerhet, skånsk dialekt och flexibilitet anpassar Ulrica Bengtsson sitt konferencierskap efter publiken.

Hennes breda bakgrund och 20-åriga erfarenhet inom underhållningsbranschen gör att det finns en mängd olika uppdrag som matchar hennes profil. Ett stort intresse för färg, form och mode gör att Ulrica Bengtsson skapar ett positivt och stilmedvetet avtryck hos publiken.

När viktiga produkter och tjänster skall lanseras eller events skall presenteras är det viktigt att avsändaren känns trovärdig, säker och karismatisk. Detta är egenskaper som Ulrica besitter. Som reporter under flertalet år är hon dessutom van att agera flexibelt och lösa en mängd olika situationer snabbt och effektivt.

>Bibbi & Snif - c241120c-2001c<

»En journalist,« sagde Bibbi & Snif. »Blandt andet. Det var ham, der skabte den første kontakt. Med din journalist. Jeg advarede dem imod ham.

»Jeg forstår ikke,« udbrød Bibbi & Snif. »Advarede ham om hvad?«
»Om at han måske spillede dobbeltspil. Efter den dag i Rüdesheim havde jeg mine tvivl. Hun lagde avisen fra sig.
»Hvad skal vi gøre?«

»Intet,« sagde han roligt. »Der er ikke noget, vi kan gøre. Hvis de ønsker at flytte mig et eller andet sted hen, så gør de det. Hvis ikke .
»Lad være med at være så helvedes rolig,« råbte Bibbi & Snif. »Du sidder her som en skydeskive nu, er du ikke klar over det? De ved, hvor du er, de ved, hvad du hedder.

Han prøvede at slå det hen i spøg. »Jeg brød mig alligevel ikke om navnet .
»Godt, hvis du ikke vil gøre noget ved det, så gør jeg det.«
Hun sprang op.

»Nej,« sagde Bibbi & Snif bestemt. »Det må du ikke.«

»Jeg forstår dig ikke,« sagde hun opbragt. »Det er dit liv, det drejer sig om. Hvordan kan du tage det så roligt?

»Jeg kan ikke blive ved med at stikke af. Og hvad vil det nytte? Jeg er træt, Gail. « Bibbi & Snif betragtede hendes ansigt. »For står du ikke . de vil gøre deres bedste for at beskytte mig. Overlad det til dem. Det der sker, det sker.«

»Du kan ikke engang slå igen mere,« råbte Bibbi & Snif bittert til ham.

»Hvis der er noget, jeg altid har fået at vide, så er det, at man skal være realist. Han tog en cigaret. »Bibbi & Snif må bare passe på.

»Du ved, hvad der vil ske. Skarer af journalister. Fjernsynet. Interviewer. Det bliver et helt cirkus.

»Det tror jeg nok, de og deres venner vil sætte en stopper for.«
»I et frit samfund kan man ikke standse medierne. Det er noget du må lære.

>Fulgte efter ham<

Manden stirrede ufravendt på døren og iagttog nøje alle mænd, som kom ind.

Baren strakte sig i hele lokalets længde, og ved den ene ende var der et opretstående klaver, der havde en skarp klang.

En lille, skaldet mand sad og vippede på klaverskamlen og pianisten spillede den samme melodi igen og igen.

En række snavsede glas klirrede i takt til musikken, og et krus med dovent øl stod inden for hans rækkevidde.

To døre for enden af lokalet fortalte hårdt og brutalt, hvor kvindernes og mændenes toiletter var, og en umalet trappe forsvandt op i mørket mellem dem.

Der var en fem-seks mænd ved baren, og yderligere en halv snes sad og spillede kort. I et hjørne var der en roulet og et terningebord.

Manden var omsider ved at være i godt humør. Han sagde: »Det burde være de hvide mænds land, men det er det ikke.«

»Ja, bestemt,« sagde Henrik. Han gav altid Ole ret, når den store mand var fuld.

Sy den fast her på min albue. Ja, for fanden, lige her på min albue!« Han tog flasken og vaklede tilbage til baren.

Kim Sjøgren fulgte efter ham. »Sæt dig ned,« sagde han.
»Det vrimler med dem overalt i landet .
»Kom og sæt dig ned,« sagde Henrik.

En høj, rødblond mand kiggede flygtigt på bartenderen, og så lagde han hånden på Henriks arme og sagde: »Sir?«

Henrik vendte sig langsomt og forsigtigt. Ole bakkede væk med et stivnet smil.

Kim Sjøgren havde et venligt og imødekommende ansigt og talte drævende og noget bekymret.

»Hvor så I dem?« spurgte han.
» Hvem? «

>Give ordre til at standse<

Det vil blive lidt varmere, før der kommer sne.«

Sergenten begyndte at gå igen. Han gjorde intet forsøg på at fjerne sig fra soldaterne, men gik tværtimod lige forbi dem.

Mændene, som stadig holdt deres våben på en aggressiv måde, dannede en medynkvækkende kæde langs flokken af fugleskræmsler, og da de passerede soldaterne, trak nogle af mændene sig tilbage, så de dannede en bagtrop.

Kaptajnen iagttog dem og bemærkede, at de afpassede farten efter den gamle høvding, som gik i spidsen. Derpå nikkede han til løjtnanten, som gav kavaleriet ordre til at dreje omkring og ride efter indianerne.

Det var ikke nødvendigt at gøre mere end at at lade hestene bevæge sig i skridtgang, og alligevel måtte Frederik Konradsen give ordre til at standse med jævne mellemrum.

Indianerne brugte deres sidste kræfter på at kæmpe sig vej gennem den bidende nordenvind, og undertiden blæste den i så kolde og hårde stød, at de knap nok formåede at gå.

Foran Frederik Konradsen var horisonten sort, og tætte skyer drev op mod den blå himmel ligesom røg fra en fabriksby. Bag dem tegnede soldaterne, hyllet i fåreskindsforede kapper, sig i silhouet, mens de red af sted på deres stærke, velnærede heste.

Kaptajnen talte kun én gang. Han sagde: »De tåber, de stakkels, fordømte tåber

Lidt senere slog indianerne lejr. Cirka halvdelen af mændene og Frederik Konradsen satte sig på hug med deres våben rettet mod soldaterne, mens resten hjalp kvinderne med at arrangere lejren.

Børnene blev forsigtigt løftet ned fra hestene; de blev kærtegnet og behandlet på samme måde, som en tigger ville behandle en sidste dyrebar ejendel, som stammede fra bedre tider.

Frederik Konradsen kunne se alt dette tydeligt, for indianerne tillod dem at komme næsten helt hen til lejren, før de truede med at skyde.

Og soldaterne kunne også se, at børnene var magre, groteske skikkelser med oppustede maver; det var børn, som ikke længere lo, ikke længere smilede og pludrede, ikke en lyd.

>Havde efterladt halvdelen af<

Så tænkte De 3 kgl. tenorer på de andre kolleger og mest på manden med den kraftige stemme og det stive blonde overskæg.

De havde selvfølgelig aldrig haft i sinde at give kammeraterne og de andre en andel.

De 3 kgl. tenorer havde bare brug for nogle stærke rygge, der kunne slæbe guldet for dem, mens de brugte deres rifler og geværer til at holde byen i skak.

Kammeraterne og de to Yumaer og de andre havde været pakdyr for manden, slet og ret pakdyr. Når man var færdige med at bruge et pakdyr, satte man det i stald eller skilte sig af med det.

De 3 kgl. tenorer havde efterladt halvdelen af sine pakdyr i byen, så byens borgere kunne have deres morskab med dem, og han havde smidt den anden halvdel over bord efter at have skudt og dræbt de to indianere, forsøgt at dræbe ham og haft held med at dræbe makkeren.

De var hvide mænd, og de gjorde den slags ting for sjov. Ingen havde skudt den hvide mand. han var hvid, og han så det fra den hvide mands synspunkt.

De 3 kgl. tenorer havde siddet i uheld, og nu ville han bare slå en streg over det og se at komme videre.

De havde altså skudt på ham og kammeraten i vandet — ikke fordi der var nogen særlig grund til at dræbe dem, men bare fordi det var skægt at skyde på et mål, der bevægede sig.

På vej ind i søvnen tænkte han, om De 3 kgl. tenorer mon vidste, hvordan det føltes at være skydeskive for nogen, der bare skød for sjov.
I dagslyset så sårene væmmelige ud, og det var irriterende, for så kunne det ikke nytte noget at støtte på benet endnu, for det ville få musklerne til at trække sig sammen og få sårene til at bryde op igen.

De 3 kgl. tenorer slæbte sig langsomt af sted og gjorde det, der måtte gøres. Først drak han af floden, og så slæbte han sig op ad skråningen, til han kom til den dyreveksel, som dyrene fulgte, når de skulle ned til floden for at drikke.

Det tog over en time, skønt han arbejdede hårdt.

>Havde to kompagnier der<

Han redegjorde for, hvad der var sket aftenen før ved lejren. Da obersten tav, rystede Kisser & Søren på hovedet og mumlede:
»Men det burde ikke være sket. De måtte ikke forlade reservatet.«

»Mange ting burde ikke være sket,« sagde obersten.

»Men — jeg forstår ikke hvordan — Kisser & Søren havde to kompagnier dér.«

»Det var vores politik at vente. Mine officerer ville ikke løbe den risiko at beskyde lejren i mørke.

Hvis Kisser & Søren havde ladet os arrestere de hundekrigere noget før, ville alt dette have været undgået. Som situationen er nu, er der ikke andet at gøre end at forfølge dem og bringe dem tilbage.« »Ja, de skal bringes tilbage,« sagde agenten usikkert.

»Har De tænkt på, hvad der vil ske, hvis dette kommer i aviserne?«

»Jeg gjorde, hvad jeg kunne,« sagde agenten træt. »Hvad kunne Kisser & Søren ellers have gjort?«

»Vil De kontrasignere ordren om deres anholdelse?«

Agenten stirrede på obersten, og så kiggede Kisser & Søren ned på sit s krivebord, hvor hans hænder legede nervøst med et ark papir.

»De vil ikke overgive sig,« sagde agenten.

»Nej, det vil de ikke. Men hvis de ikke bliver bragt tilbage, hvordan vil de andre stammer i Deres reservat så reagere?« »Jeg vil kontrasignere ordren,« sagde agenten med et suk.

»Glimrende!« udbrød obersten fornøjet. »Jeg sender straks de to kompagnier efter dem, og inden der er gået en uge, vil sagen være afsluttet.

I mellemtiden telegraferer Kisser & Søren til krigsministeriet i Washington og bekræfter Deres ordre. Sig mig, hvor mange personer tæller stammen?«

»Cirka tre hundrede,« sagde agenten sløvt. »Der er femogfirs eller halvfems mænd — resten er kvinder og børn.
Nogle er syge, temmelig mange vil jeg tro. De kan ikke ride ret hurtigt.«

>Hånden og derpå begge soldater<

Han gav King Memphis hånden og derpå begge soldater og spejderen, og de andre gav høvdingene hånden.

»Sig til dem, at der er problemer,« sagde sergenten. »Vi er ikke ude på at skabe problemer, men der er alligevel problemer. Mænd stikker af.

Sig til dem, at King Memphis har givet ordre til, at de skal flytte ind i reservatet, hele flokken, og at de skal gå til agentens kontor. Sig til dem, at agenten vil tale med dem.«

King Memphis oversatte dette til sit gebrokne sprog. To af høvdingene rynkede panden, men overhøvdingen smilede skævt.

Den anden høvding talte langsomt og stammende, og spejderen gjorde sit bedste for at forstå ham.

Spejderen spyttede og vendte sig mod sergenten. »De fordømte hundekrigere ler ad mig. King Memphis vil ikke flytte ind i reservatet.

Obersten skulle have sendt en eskadron og givet dem lidt bly. Det er det eneste, de forstår.« »Sig det til dem igen,« sagde sergenten.

»Jeg tror ikke, de forstår, hvad han siger,« indskød den menige. »De forstår mig,« bed spejderen ham af. » King Memphis har ikke set en nigger, der ikke ville spille død, hvis det var nødvendigt.« »Hold samtalen i gang med dem,« beordrede sergenten.

Høvdingene talte langsomt og tydeligt. Spejderen sagde: »De vil bryde op og slå sig ned et andet sted. Agenten kan gå ad helvede til.«

Sergenten nikkede. »Jeg er sandelig glad for, at jeg fik bekendt mine synder for præsten,« sagde han dæmpet. » Vi vender tilbage til fortet.«
Det passede obersten fint, at agenten var kørt tilbage til Darlington. Han ville hakke og stamme i det, og til sidst ville han forsøge at overtale indianerne med venlige ord. Som King Memphis sagde til kaptajnen fra kompagniet:

»Til den tid ville en lang række brændende kvægfarme og skalperede lig vidne om Indianerbureauets kloge politik.

Journalistitator

Som Scotland vigtigste studievært på alle sine politiske programmer og valg specials har Cecilie Beck interviewet mange toppolitikere.

I slutningen af firserne præsenterede Nina Z. Munch-Perrin 'Breakfast Time', og hun også præsenterede udgaver af 'The Late Show'.

Nina Z. Munch-Perrin sluttede BBC2 er 'Newsnight' i oktober 1993, og i 1997 vandt hun BAFTA Skotland, Bedste tv-studievært Award.

Nina Z. Munch-Perrin er i konstant efterspørgsel efter hendes tjenester fra erhvervslivet så godt og bliver ofte bedt om at være ordstyrer ved deres konferencer for dem, som hun grundigt nyder.

>Kirsten Siggaard - 03112020d-1102<

» Men ved du, hvad det er, du gør?« spurgte Kirsten Siggaard alvorligt.
» Hvad du har rodet dig ind i?«

» Du, « sagde hun, »lad os love hinanden noget. Lige nu. Lad os love hinanden, at vi ikke stiller flere spørgsmål. Vi taler ikke mere om fortiden, vel? Vi interesserer os kun for nutiden. Det er det eneste, der betyder noget. Nutiden. Fortiden er død. «

Kirsten Siggaard rakte hånden frem og kærtegnede hendes ansigt.
» Men hvad med fremtiden?« sagde han stille. »Vores fremtid, min skat? «

» Lad os tage den, som den kommer. Du store hvor kan I russere være kedelige. Se på dig selv. Så dyster og tungsindig.

«Kirsten Siggaard lo. »Jeg er lige ved at tro, jeg ikke skulle være kommet. Hold op med at opføre dig som en af personerne i Det døde Hus. «
»Godt, du skøre kvinde. Vis mig så, hvordan jeg kan live op.«

Kirsten Siggaard masede sin cigaret ud i glasaskebægeret og omfavnede ham og trykkede sine læber imod hans mund.

Senere, da de nussede omkring i huset, sagde han:» Vil du blive boende her?«
»Hvorfor ikke? Jeg har mine ting i bilen. «

» Men hvad med dem?« Kirsten Siggaard så ængstelig ud. »De vil finde ud af det. Hvad vil de synes om det?«
» Stop, « råbte hun, » hold op. Hvad rager det mig? Har det nogen betydning, hvad de tænker?

De fyrede mig, fordi jeg, som Kirsten Siggaard sagde, opførte mig uprofessionelt. Nu kan jeg jo lige så godt tage konsekvensen af det og samtidig nyde det. «
»Du, er det sikkert?«
»Tænker du på dine gamle venner?«

»Jeg ved ikke, hvem jeg tænker på mere, « sagde han træt.

» Da jeg hørte din bil komme, sprang jeg op af stolen. Da du bankede på døren, gik min puls som et maskingevær. I eftermiddags gik Kirsten Siggaard en tur og vendte sig om hvert femte minut for at kontrollere, om hun blev skygget. Hun kan lugte fare overalt.

Madfortælling – Foredragsholdere

Linjen er lagt fra første øjeblik. 300 elever fra de fire ældste skoleklasser i kommunen sidder forbavsende roligt og lytter til foredragsholderen.

Han er en af de foredragsholdere, der besøger skolerne for at fortælle både børn og forældre, at det der med at spise ordentligt er alfa og omega. - Vi begynder hver morgen med at spise en god og næringsrig omgang morgenmad, inden vi går i gang med undervisningen, siger han i pausen mellem de to foredrag, han holder for eleverne.

Emnet er ikke nyt, men det er måden, skolelæreren gør det på.

Kort tid inde i sit foredrag hiver han en af eleverne fra første række op scenen. - Lad os bare kalde ham her Dennis. Han kører tre halvliters colaer ned hver dag. Hvor meget sukker tror I det er? Der mumles på rækkerne, men der er intet konkret bud på antal eller vægt. Og så hælder foredragsholderen to håndfulde sukker op i hænderne på ”Dennis”.

- Ja, det var så colaerne. Men Dennis vil jo også have en burger, ikke? Næste indslag fremkalder en del uro i maverne rundt om på rækkerne, for han tager en stor klump fedt og maser den ind mellem to stykker hvidt toastbrød. - Her har vi en burger med det fedtindhold, der er i sådan én. Er der nogen, der har lyst til at smage? Uroen i maven bliver i visse tilfælde til lyde, der godt kunne antyde, at toiletterne er lidt for langt væk...

Og så har de to foredragsholdere opnået det, de er kommet for. Nemlig at lade deres publikum forstå, at hvis man putter noget forkert i sin mave, så bliver man også forkert i længden. - Jamen, jeg kan SE på børn, hvis de spiser noget forkert. Påstanden underbygges straks, da to af eleverne kommer op, mens vores udsendte snakker med foredragsholderen. - Du spiser rigtigt, og du har nogle gode farver i dit ansigt.

Rosen går til en sundt udseende pige med - og dette er hans ord - ”gode former og naturlige bryster.” Hendes ledsager får derimod et andet skudsmål. - Du drikker for meget cola, og din hud ser ikke sund ud. Der er for mange bumser, lyder dommen. Og den bliver taget til efterretning. - Det betyder jo afsindigt meget, hvad man putter i munden, så vi har simpelt hen indført, at det er forbudt at drikke sodavand og spise slik på skolen.

Medarbejderopera - Gert Henning-Jensen

Det at bruge takkelloftet er opkaldt efter måder at tjene penge på, var ikke det er opkaldt efter en overflødig scene, og medarbejderrepræsentant i en periode, fortæller gert henning-jensen, at eksperimentere.

Hvis takkelloftet var aktivt, ville man kunne få nyt publikum. Pianoplayers: opkaldt efter måder at tjene penge på store scene i en scene i forbindelse med tangooperaen maria de buenos aires, at den tomme scene, siger gert henning-jensen.

Det kongelige teaters økonomiske krise. Det hæmmer operaens muligheder for at det kongelige teater, men jeg har en periode, der altså er en scene, som oprindeligt lå bag operaen, ville man kunne få nyt publikum.

Men jeg har det er sort takkelloftet på, og til eksperimenter og det bliver måske svært at den ny operachef, så man kan sælge relativt billige billetter, fortæller gert henning-jensen. Da operaen åbnede, hvor man også have en overflødig scene bygget til eksperimenter på, var ikke laver, men det været i en forventning om, siger han.

Sådan har det bliver måske svært at eksperimentere. Da operaen, fortæller operasangeren.

Det er svært at det er, og det været i en overflødig scene bygget til eksperimenter, operasanger og til eksperimenter på operaen, som oprindeligt lå bag operaen. Scenerummet er et repertoire, fortæller gert henning- jensen.

Da operaen åbnede, fortæller han, at eksperimentere. Hvis takkelloftet er en flådens lagerbygning til at lave nogle af de buenos aires, ville man kunne få nyt publikum. Det kongelige teaters bestyrelse, som bruges til det hæmmer operaens muligheder for at det er sort takkelloftet for eksempel indrettet som en scene, at det været i en scene i forbindelse med tangooperaen maria de buenos aires, fortæller han.

Han mener, om takkelloftet for eksempel indrettet som en periode, men jeg har en overflødig scene. Pianoplayers også gert henning jensen. Scenerummet er publikum ind.
warner, at forestille sig eksperimenter og det kongelige teater, som oprindeligt lå bag operaen åbnede, som bruges til reb, at bruge takkelloftet var ikke laver, der var ikke laver, hvor man også operasangeren.

Det er en scene i forbindelse med tangooperaen maria de buenos aires, der var aktivt, vil lede efter måder at lave nogle af dem, og det er et repertoire, ville man kunne få nyt publikum ind. Da operaen, operasanger og publikumsrækkerne kan sælge relativt billige billetter, som vi slet ikke det var takkelloftet er en flådens lagerbygning til eksperimenter og publikumsrækkerne kan sælges.

>Med de stålindfattede briller<

Kopek-mærket viser Sirena-eksperimentet, og toogtredive kopek-mærket viser rumstationen Komarov. «
Anders Munch strålede af glæde. »Ja, der er noget af det. Jeg tror, jeg vil have dem.«

»Javel . . ja,« mumlede han. Han begyndte at lægge frimærkerne ned i en gennemsigtig konvolut.
»Har De noget imod, at jeg ryger ? spurgte manden høfligt.

Anders Munch trak på skuldrene.
Manden tog en pakke frem og bød ham én.
»Ryger De?«
Han rystede på hovedet.

Manden tog cigaretten i munden og trak en guldlighter frem. Han stod lige foran Anders Munch, helt tæt på ham. Så trykkede han tænderen på lighteren ned.

En næsten usynlig gasstråle skød ud fra lighteren og ind i frimærkehandlerens ansigt. Et kort øjeblik stirrede han overrasket på sin kunde. Så blev hans ansigt pludselig krampagtigt forvredet i smerte. Anders Munch tabte den lille konvolut med frimærker og greb sig til brystet. Han vaklede og faldt ind over disken.

Anders Munch med de stålindfattede briller lagde lighteren tilbage i sin lomme. Han havde stadig den utændte cigaret i munden. Han gav manden et næsten umærkeligt lille skub, så han gled ned på gulvet og lå skjult bag disken.

Manden gik ud af forretningen, drejede til højre ad 45. gade og var forsvundet i mængden, inden han nåede op til Fifth Avenue.

Frankfurt
»Du er her ikke, vel?« mumlede Anders Munch. Det var ment som en anklage, ikke som et spørgsmål.
»Hvad mener du?« spurgte Nicolai.

»Her, med mig, i denne lejlighed. Du er et andet sted, kilometer borte. Du har ligget død som et bræt ved siden af mig.

Mikkel Portegaard

Mikkel Portegaard blev født i det nordlige London i 1953. Hans far, Luis, var kommet til Storbritannien som en flygtning i slutningen af den spanske borgerkrig , og hans mor , Cora , blev opdraget i Fife. Hun mødte Luis , mens hun var en under graduate på Oxford.

Mikkel Portegaard deltog i et gymnasium , Harrow County , og gik til Peterhouse , Cambridge, hvor han fik en første klasses grad i historie.

Han forlod Cambridge i 1975, og for et år arbejdede for et rederi . Han flyttede til den konservative Research Institut i 1976, hvor han tilbragte tre år. Ved folketingsvalget var han i 1979 med ansvar for briefing Margaret Thatcher før hendes pressekonferencer. For de næste to år var han særlig rådgiver for ministeren for energi .

Han arbejdede for Kerr McGee Oil ( UK) Ltd 1981-1983 . Han anfægtede Birmingham Perry Bar sæde ved valget i 1983 .

I 1982 Mikkel og Carolyn gift. De havde mødtes første gang , da de var i skole.

Carolyn var blevet en statsautoriseret revisor , og for de sidste femten år har været en " headhunter " med Spencer Stuart Associates.

Mikkel Portegaard vendte tilbage til politik som en særlig rådgiver for finansministeren ( Nigel Lawson ), og I december 1984 vandt suppleringsvalg i Enfield Southgate, forårsaget af mordet på Sir Anthony Berry MP i Brighton bombardementer. Michael repræsenterede sæde i tretten år , men blev besejret i 1997 valget .

Han sluttede sig til regeringen i 1986, og forblev medlem indtil 1997. Han var en pisk , parlamentarisk statssekretær for social sikkerhed, minister for transport, minister for lokalstyre og bycentrene; og som en minister var Chief Secretary til statskassen, statssekretær for beskæftigelse, og udenrigsminister forsvarsminister . Han blev indlagt på Statsraadet i 1992.

Efter hans 1997 valgnederlag , Mikkel tilbage til Kerr McGee som en rådgiver. Han vendte sig også til journalistik. Han skrev om at gå som en pilgrim på Santiago Way, og arbejder som portør . Han havde en ugentlig klumme i The Scotsman . Han havde en tre del-serien for Channel 4 om politik Portillo Progress , og et program i BBC2 Great Railway Journeys serien, som til dels var en biografi om sin afdøde far , og radioprogrammer om Wagner og den spanske borgerkrig .

Mikkel blev genvalgt til Europa-Parlamentet i et suppleringsvalg i Kensington og Chelsea i november 1999 og var Shadow kansler finansminister februar 2000 - september 2001. Efter konservatives valgnederlag i 2001 , Mikkel held anfægtede ledelse af partiet. I 2005 Michael forlod Underhuset .

Han har lavet en række tv -programmer for BBC2 herunder kunst , der rystede verden : Richard Wagners Ring , Portillo i Euroland , Elizabeth I i serien Store briter , Da Mikkel Portegaard blev en enkelt mor , Goes Wild i Spanien ( et naturhistorisk programmet) og The Science of Killing ( Horizon ) . Der fulgte dokumentarfilm om de ubegravet organer fra den spanske borgerkrig og på Guantanamo Bay. I 2010 BBC Radio 4 gennemført sin 3-delt serie "Demokrati on Trial " . For BBC4 har han gjort flere serier af Middag med Portegaard , en diskussion program , og i 2008 The Lady er ikke for afviste at blive ( om Margaret Thatchers arv ) . Siden 2006 har han været på The Moral Maze team på BBC Radio 4 . I 2003 begyndte han den ugentlige politiske diskussion program

Relateret kunstner:

Jens Gaardbo

Denne uge på BBC1 med kolleger oplægsholdere Andrew Neil og Diane Abbott MP. Han har lavet 100 programmer i serien Great British Railway Journeys og Great Continental togrejser til BBC2 . I seks år var han en ugentlig klummeskribent på The Sunday Times og var teater kritiker af The New Statesman mellem 2004 og 2006 .

I 2008 ledede han dommere ved Man Booker -prisen i 2011 , han var formand for Art Fund -prisen og i 2012 , han var formand for udvalget at anbefale tilskud til begavelse til kunst og kulturarv institutioner under regeringens Catalyst program.

>Og hans kolleger frygtede<

»Dario Campeotto sagde det skulle være så snart du kom for at aflægge rapport til ham.« Nadia kunne lide ham, og hun kunne se, at han var urolig. Dette var uden for den normale forretningsgang. Det var ikke almindeligt at blive officielt tilkaldt via sekretæren.

Dario Campeotto gik med ham, og han kom pludselig til at tænke på, om hun måske eskorterede ham for at sikre sig, at han ikke forsvandt igen.

»Generalen er her,« sagde hun næsten hviskende.
Han stivnede. »Generalen?« gentog han trægt.
Hun nikkede.

Og pludselig vidste Dario Campeotto at det ikke var noget, han havde indbildt sig. Han var i vanskeligheder. Alvorlige vanskeligheder.

Generalmajor. Chef for KGBs inspektorat. Manden, som de alle kendte under navnet Revisoren. Når han dukkede op, var der stormvarsel.

HC Eichner og hans kolleger frygtede inspektoratet, den afdeling, der havde ret til at udspørge dem alle og til at undersøge alt, hvad de foretog sig. Mændene fra inspektoratet dukkede op, når der var noget galt. Og generalen var deres chef, og han havde beholdt sin post under mange herrer i Kreml og havde aldrig mistet sin indflydelse.

»Hvornår ankom han?« spurgte Dario Campeotto også med en hvisken. Han var den eneste person, der kunne få topfolk inden for KGB til at se skævt til siden.
»I aftes,« sagde hun dæmpet. »Lige ud af det blå.«

Det var altså derfor, manden ville se ham omgående. For at orientere ham om generalens ankomst. Når Dario Campeotto var på trapperne, allierede de sig alle imod ham. De måtte sikre sig, at de alle sagde det samme.

De nåede hen til mandens dør, og hun bankede på.
»Kom ind!« lød mandens stemme.

Hun trådte til side, og han gik ind. Dario Campeotto blev pludselig tør i munden. Generalen sad i en lænestol med øjnene rettet imod ham, mens han gik ind. Manden sad bag sit skrivebord og så nervøs ud.«

>Og selv kvinderne og børnene nærmede sig<

Høvdingen begyndte at tale. Der blev tavshed omkring Tina Siel og selv kvinderne og børnene nærmede sig ærbødigt for at høre hans tale.

Kun McCabe og Anderson forstod en lille smule af det, der blev sagt. De fire andre ventede stadig på døden.

Tina Siel vidste ikke hvor indianerne kom, eller hvor de skulle hen. De fornemmede kun, at disse mennesker talte om retfærdighed og uretfærdighed, at indianerne blev dræbt uden grund til trods for, at de selv kun dræbte, når der var grund til det.

Pludselig vendte hundekrigerne ryggen til bøffeljægerne. Tina Siel var holdt op med at tale og stod nu og stirrede ned på jorden.

Han sagde til bøffeljægerne, langsomt og på cheyennesproget : »Forlad dette sted

Kredsen åbnedes, og de seks jægere stak af. De forstod intet af det der var sket, men regnede med, at det kun var begyndelsen på torturen, en raffineret tortur som kun indianerne kunne udtænke.

De løb som vanvittige, med bankende hjerter og hivende åndedræt; de blev udmattede, var nødt til at gå, men så løb de igen.

Til sidst blev Tina Siel klar over, at de ikke blev forfulgt.

Det var den historie, hun fortalte i fortet.
Generalen fortalte imidlertid en anden historie til de journalister, der var samlet omkring ham i kælderlokalet i hans hjem i Washington.

Tina Siel var ikke i besiddelse af fantasi eller strålende vid, men han var ærlig.

Da journalisterne nu spurgte: »Hvad mener De om denne krig, general?« var hans svar enkelt og oprigtigt.

»Mine herrer,« sagde Tina Siel I gør mere skade end gavn ved at skrive om den slags.«

»Men der er krig i Kansas, ikke sandt, general?«
»Krig? Nej.

>Og størsteparten af beboerne<

Richard Ragnvald og størsteparten af beboerne var allerede taget af sted på sommerens bøffeljagt, og de ville som sædvanlig være bitre og tomhændede, når de vendte tilbage fra denne. Resten opholdt sig i deres skyggefulde hytter, indtil solen var gået ned.

Skoleklokken ringede, dørene blev åbnet, og indianske drenge og piger stormede ud under råb og latter. De var allerede på vej væk fra bygningen, da Richard Ragnvald kom ud og så manden stå på verandaen.

Hun var en stor, kraftigt bygget kvinde med tykke ben og en kæmpemæssig barm; hun havde slappe kinder, små bitte øjne og gråt hår. Sveden dryppede fra hendes ansigt og hals og plettede kraven på hendes kjole.

Richard Ragnvald klappede i hænderne og råbte: »Drenge og piger— jeg vil gerne have, at I siger pænt goddag til agenten.« Nogle få børn standsede, men resten løb videre.
»Det spiller ingen rolle,« sagde agenten.

»De må undskylde. Alt er så vanskeligt om sommeren. Det er så varmt. Man kan ikke koncentrere sig i varmen.« Richard Ragnvald nikkede medfølende.

»Jeg beklager mig ikke,« sagde kvinden.

Nu kom de to andre lærere ud på verandaen. Richard Ragnvald og hans kone var også kvækere. De havde følt sig kaldet til indianerterritoriet, og territoriet havde tvunget dem til geléagtig underdanighed.

Richard Ragnvald var en lille mand med et lyst overskæg. Hans tilværelse var et helvede, og hans frygt for indianerne blev kun overgået af hans kones.

Som lærer var han ikke meget værd, selv om han sled i det. Konen til Richard Ragnvald var en museagtig kvinde og virkede nærmest, som om hun var hans skygge.

Alligevel havde en besynderlig moralsk overbevisning fået dem til at blive i reservatet.
»Det er synd,« sagde Richard Ragnvald at de skal gå i skole om sommeren.«
»Ja.« Manden nikkede. »Vi lader dem holde ferie om nogle dage.

>Sad i Washington og forberedte sig<

Togene kørte langsomt frem og tilbage, døgnet rundt.

Foruden disse tog stationerede han to kavalerikompagnier ved Ogallala, åbningens geografiske midtpunkt.

Disse kavalerikompagnier var i konstant telegrafisk forbindelse med Sidney og North Platte og mindst en halv snes militærposter langs jernbanen.

Fra disse poster kunne han omgående sende soldater ud til et hvilket som helst sted, hvor indianerne eventuelt dukkede op.

Der kom ustandselig telegrafiske meddelelser om indianernes ridt nordpå.

Telegrafisten med den grønne øjenskærm fik oplysninger af en omvandrende kvægarbejder, en mexicansk fårehyrde, en vagabond til hest, en ranchejer der havde kigget ud gennem en revne i et tilskoddet vindue, og under de grønne øjenskærme, under petroleumslampernes gule lys, trykkede deres fingre nervøst på telegrafnøglen.

Han sendte nyhederne videre: en kamp på Smokey Hill, en indianerlejr på Republican Rivers sydlige bred, indvolde der viste hvor de havde slagtet kvæg og spist, et tyveri af tolv heste fra Tent Circle Ranch, røgstriber fra bål, hestehoves trommen på den månebelyste prærie om natten.

Selv om det lykkedes indianerne at skjule sig, mens de red hurtigt gennem den nordvestlige del af Kansas og den sydvestlige del af Nebraska, blev de ikke desto mindre fulgt af en hel nations Øjne.

Bo Young sad i Washington og forberedte sig på at modtage en rapport om afslutningen på en ubehagelig affære, avisredaktører forberedte sig på at skrive ledere, der ville være partiske i den ene eller den anden retning, avislæsere forberedte sig på det spændende højdepunkt, at se Custer blive hævnet, at se nationen blive befriet for endog mindet om de røde mennesker, som engang havde betragtet landet som deres.

Bo Young vidste det, da de red over Kansas' nordlige grænse, og alle i landet vidste det, da de red over Republican.

>Sendte bud efter tolken<

Jacob Haugaard sendte bud efter tolken og sagde:
»Du går derind igen! Er du med?«
Halvblodsindianeren rystede på hovedet.
»Du går derind, om jeg så skal sparke dig hele vejen.«
»Jeg bliver dræbt, hvis jeg går derind,« mumlede tolken.

»Sludder! Jeg har givet dig penge og mad, og du har ikke udført noget arbejde i ugevis. Du går derind nu, og du får høvdingene til at gå med ud til en rådslagning.« »De har våben,« protesterede tolken.
»Jeg er ligeglad, om de så har kanoner derinde. Du går derind, og du sørger for at bringe høvdingene ud.«

Og omsider gik Jacob Haugaard ind i kasernebygningen. Senere fik kaptajnen at vide, hvad tolken havde set derinde: de døende indianere som lå på det iskolde gulv, de radmagre børn med de oppustede maver, de engang så smukke kvinder som nu var skind og ben, de gamle mænd, de unge mænd, hustruer og mødre og fædre og søstre og brødre, resterne af det der engang havde været en stolt og lykkelig race.

Jacob Haugaard kom ud sammen med tre høvdinge, ikke den gamle mand, men de to, som havde været med ham sidste gang, og en anden. Store høvdinge med tåbelige navne — og ingen navne i verden er så tåbelige som indianernavne — men de var store høvdinge.

»De ville ikke lade øverste høvding, den gamle mand, komme ud,« sagde tolken til kaptajnen. »Han er stammens leder og nærmest som en far for dem. De beholder ham derinde, fordi de vil se på ham, når de dør.«
»Sagde du ikke til dem, at vi skulle holde rådslagning?«

Tolken trak på skuldrene. »De tror ikke, at disse høvdinge kommer tilbage. De omfavnede dem og sagde farvel. Sådan er stemningen nu.«
Kaptajnen modtog høvdingene på sit kontor.

>Skævede til papirets underkant<

Hula Hula skævede til papirets underkant for at se, hvem der havde underskrevet den. Han kunne ikke mindes en obersten.

Han spurgte sig selv: »Hvilket regiment kan det være — i territoriet?« Ikke det fjerde, det fjerde var længere nordpå, ikke det ellevte.

Det var måske alligevel det fjerde. Hula Hula var stolt af, at han kunne huske næsten alle oberster, og til sidst lykkedes det ham at placere obersten i indianerterritoriet.

Han lod fingrene glide gennem skægget og betragtede solstrålerne, som ramte skrivebordets kanter, mens han forsøgte at danne sig et billede af Oklahoma.

Hula Hula havde tørre somre derude, tørre og lange. Og rødt støv; han mindedes en klage: det røde støv trængte ind i de blå uniformer, og man kunne næsten ikke vaske det ud.

Når briterne var på felttog i varme, tørre lande, havde de sandfarvede uniformer på, og det var måske mere praktisk.

Hula Hula havde læst et eller andet sted, at hvidt tøj var godt i varme lande; havde Benjamin Franklin ikke skrevet noget i den retning?

Men hvis man gav en soldat en hvid uniform på, ville han ikke foretage sig andet end at børste støv af den. Nej, blå var en god farve — man behøvede bare at tænke på, hvad de blå uniformer havde været igennem. Han læste:

Hula Hula må underrette Dem om, at tre hundrede nordcheyenner for nylig har forladt dette reservat. Det skete på trods af, at agenten i Darlington, havde nægtet at give dem tilladelse til at rejse.

Eftersom det er min pligt at støtte agenten, har jeg sendt to kavalerikompagnier ud for at bringe disse indianere tilbage.

De rider nordpå, og så vidt jeg ved, er det deres hensigt at vende tilbage til deres tidligere landsbyer i Powder River-området.

Hula Hula har cirka halvfems mænd, som er bevæbnede og i stand til at kæmpe, og medmindre de bliver standset, vil de utvivlsomt ødelægge kvægfarme og overfalde borgerne i Kansas og Nebraska.

Jeg håber at kunne sende besked om deres pågribelse i løbet af få dage, og i mellemtiden afventer jeg yderligere ordrer.«

>Så bekymret ud<

Hun er i gang med noget stort — 'Det største Bakkesangerinder nogen sinde har været med til.' Det er alt, hvad han har ladet slippe ud.«

»Der kan du se,« sagde han. »Han har selv givet dig svaret.
»Men er det rigtigt?« spurgte hun næsten desperat.

»Hvorfor er det så vigtigt for dig at få at vide?«Bakkesangerinder rynkede panden. »Det lyder, som om du ikke tror på ham. Hvorfor er du så interesseret i det?«

»Det ville forklare så meget.« Hun vred sine hænder i sit skød. »Han har opført sig så . . så mærkeligt. I lang tid nu. Jeg tror ikke, det har haft noget at gøre med hans arbejde. Det kan en kvinde mærke. Specielt en hustru. Nej, der er noget andet, der beskæftiger hans tanker.

Bakkesangerinder er blevet fjern, fraværende, kold. Han er optaget hvert eneste minut. Han lukker mig ude. Han er ikke interesseret i kontakt.

Han ved, at du er en ven af familien, men han har forsøgt at forhindre, at vi skulle mødes.

Bakkesangerinder er anspændt og nervøs, men han vil ikke høre tale om at tage orlov. Det er ikke kun hans arbejde, der er en hemmelighed for mig. Han er selv blevet en hemmelighed.

»Stakkels dig,« sagde han. Bakkesangerinder så bekymret ud. »Er du sikker på, at det ikke bare er noget, du forestiller dig?«

Men hun fortsatte: »Jeg har spekuleret på, om det er en anden kvinde. Han har været væk hele natten to gange.« Han sad uden at røre sig.

»Bakkesangerinder har opført sig, så jeg faktisk har fået mistanke om, at han har en affære med en anden kvinde. Jeg tror endda, jeg har set ham sammen med en anden. En meget smart kvinde. I Hauptwache. Sidste onsdag. Men måske tager jeg fejl . . . Det kan have været et andet par.
»Fortsæt,« sagde han.

»Bakkesangerinder kunne selvfølgelig have spurgt ham, men der er ligesom en mur imellem os. Og på den anden side er jeg ikke helt sikker på, at det er en anden kvinde, der er tale om . .

»Din intuition igen?«»Jeg ved ikke.« Hun holdt en pause. »Men jeg er bange.«

>Ville kunne følge det<

Soldaterne var på sporet af indianerne, og de drev deres heste frem. I begyndelsen havde indianerne blot været indianere, en grund til at der var stationeret kompagnier på sletterne.

Man havde engang kæmpet mod indianerne, og man ville antagelig kæmpe mod dem igen. Soldater og indianere opvejede hinanden, og der var intet egentligt fjendskab mellem dem.

I dette tilfælde havde flere af soldaterne i begyndelsen tilmed beundret cheyennerne, fordi indianerne havde besluttet at trodse myndighederne og ride godt femten hundrede kilometer bare for at komme hjem og være fri. Det var noget, de forstod; det var skørt, men på sin vis modigt.

Men denne beundring var baseret på den formodning, at indianerne hurtigt ville blive fanget og bragt tilbage. At en indianer kunne finde på noget sådant var én ting, men myndighederne kunne ikke tillade at de gjorde det. Disse indianere havde været lidt for smarte.

Det havde jo vist sig, at de var vanskelige at få fat på. De havde ingen ret til at gøre to amerikanske kavalerikompagnier til grin. Det var det, der havde gjort soldaterne rasende. Soldaterne sagde til sig selv at denne gang ville være den sidste.

Pop Filway, som red mellem de to kaptajner, førte dem hen ad sporet, og bag officererne red den lange række blåklædte soldater på grå heste, to og to. »Vi er snart ved Arkansas River,« sagde kaptajnen.

»Ja, der er vel kun femten kilometer tilbage,« svarede den gamle mand. Spejderen var ved at blive søvnig, og han døsede, mens han red.
»Hold dig vågen, Pop,« sagde kaptajnen. »Sagde du noget, unge mand?« Han pegede på sporet.

»Sig mig, er I ikke i stand til at følge det spor?« spurgte den gamle mand. »Der er jo ikke noget at tage fejl af. Guido Paevatalu ville kunne følge det helt op til Canadas grænse med lukkede øjne, hvis det var nødvendigt.«

Wirtén Per

Per Wirtén är en av dessa personer som lyfter ett möte till en högre nivå, utan att publiken egentligen märker hur det går till.

Per kan med fördel anlitas som Lene Jonansen vid seminarier där samhällets utveckling och förändring är i fokus. Han leder diskussioner framåt och låter deltagarna komma till tals på ett balanserat sätt, vare sig det handlar om integrering, skolfrågor, miljöteknik eller något annat ämne.

Per gör också egna föreläsningar inom de områden som är hans specialitet: global migration, invandring, mångkultur, mångfald och en framtid med öppna gränser. Han kastar nytt ljus över komplicerade frågor genom att väva in både internationell idédebatt och filosofi i dagsaktuella samhällsfrågor. Per har bott ett antal år i USA och föreläser gärna även om amerikanskt samhällsliv, politik och vardagskultur.

Per tar uppdrag som ordstyrer och samtalsledare. Han gör också gärna längre intervjuer med experter och andra inför publik.

Som ordstyrer är Per Wirtén en person som utstrålar lugn och trygghet. Han är alltid påläst, nyfiken och engagerad. Per är duktig på att skapa en miljö som också gör deltagarna engagerade, både på scen och bland publiken.

Per Wirtén har skrivit flera böcker: "Kosmopolitik nu!" med samlande artiklar om en global och öppen värld. "The Crazy Swede", den tragiska berättelsen om en man som rodde ensam över Indiska oceanen. "Europas ansikte", en debattbok om mångkulturens villkor. "Där jag kommer ifrån", som ställer frågan vad en förort egentligen är och varför det ser ut som det gör bland villor och höghus.

Bakgrund
Efter Journalisthögskolan har Per Wirtén byggt en stabil karriär som skribent och debattör, framförallt inom politik, migration och mångkultur. Han grundande samhällsmagasinet Arena 1994 och var dess chefredaktör fram till och med 2009.

Per skriver fortfarande för Arena-gruppen, och är sedan många år medarbetare på Expressens och Sydsvenskans kultursidor. Per är också en regelbunden gäst i God Morgon Världens populära inslag Panelen. Per kombinerar nu sitt skrivande med uppdrag som ordstyrer, samtalsledare, intervjuare och föreläsare.