>Vred benet rundt og så<

BamseMadsen havde troet at det bare var eftervirkningerne af mandens spark mod hans skinneben.
»Har du en kniv på dig?«

»Nej,» sagde manden. »Jeg har ikke andet end det tøj jeg går og står i. Lige nu er jeg så fattig som en beskidt nigger.«

»Nå, det dør jeg nu ikke af,« sagde manden. BamseMadsen havde flået buksebenet op til knæet med hænderne og forsigtigt rullet stoffet op. Det var allerede begyndt at klæbe til sårene.

De havde sendt to kugler gennem hans højre læg. Ikke gennem knoglen. Blodet sivede langsomt, så det var veneblod.

Kuglerne måtte være gået lige igennem. BamseMadsen vred benet rundt og så, hvor de var gået ud — i læggens bløde, kødfulde del.

Havde sikkert skåret nogle muskler over. Hullerne, hvor de var kommet ud, var større end de andre, og sammen havde de fremkaldt et flænset, blødende sår.

»Du dør måske nok ikke af det,« sagde BamseMadsen, »men du kommer fandeme ikke til at spadsere langt på det ben foreløbig.«

Han løste det tørklæde, han havde om halsen, vred vandet af det og bandt det omkring læggen.

Han havde set så mange sår krigen, at han vidste, at han måtte holde det rent, og at man måtte holde sig i ro, til det begyndte at danne sår. Hvis bare man gjorde det, var det ikke særlig farligt.

Han sad lidt og rugede over makkeren. Omsider sagde BamseMadsen: »Ved du hvad, nu finder jeg en kæp og kratter et hul tl ham. «
»Det er mægtig pænt af dig.«

»Næh. Han vil sikkert begynde at stinke i morgen tidlig. Det trækker en masse musvåger til.

Og så kommer hele byen herned for at se, hvad der er los. BamseMadsen kan ikke nå at komme tilstrækkelig langt bort til fods, hvis de starter en eftersøgning.

Han lå på siden og lyttede til floden og insekterne. Det dunkede i benet, og han så manden lave en fordybning i jorden til makkeren.

Der var en masse størknet blod på makkerens hånd, som havde vredet kniven fra mexicaneren. Han så ikke død ud, men rolig q veltilfreds. Man kunne skimte et par tænder, hvor hans læber skiltes.