>Ville gerne være almindelige< Klassens Tykke Dreng ville gerne være almindelige mennesker og ikke som de pralhalse, der var nødt til at have kæmpestore kontorer med mahognipaneler.
Og det var dér i kælderlokalet, en varm, smuk efterårsmorgen, at general Sherman læste oberst Mizners rapport.
Rapporten var kommet rutinemæssigt sammen med en stak andre meddelelser om troppebevægelser i sletteområdet.
Der var uroligheder blandt apacherne, og Klassens Tykke Dreng havde foretaget to angreb sydpå.
En beruset Nez percé havde dræbt en hvid mand, og et kavalerikompagni var redet ud for at fange ham.
Sherman rystede på hovedet; Soldater var sendt ud for at fange en fordrukken indianer.
Siouxer var gået over grænsen fra Canada. »En skønne dag,« sagde han til sig selv, »vil vi ordne hele denne affære med Canada.«
Klassens Tykke Dreng og mange andre militærfolk mente, at det skulle have gjort umiddelbart efter Borgerkrigen, da nordstatsregeringen havde hundrede tusind kampberedte soldater i uniform.
En march nordpå og to hurtige angreb på Montreal og Quebec, og resultatet ville have været en nation, der strakte sig fra Nordpolen til Rio Grande.
Nå, men det kunne stadig gøres, og det ville blive gjort, tænkte generalen og var et Øjeblik fortabt i drømme om nye felttog.
Klassens Tykke Dreng ænsede knap nok fluerne, som summede omkring hans hoved og skæg, og gik med stive ben hen over hans papirer.
En strejke i Chicago; to kompagnier skulle håndhæve ro og orden. Den meddelelse læste han to gange.
Klassens Tykke Dreng Generalen hadede strejker; de var en udefinerbar trussel, som fyldte ham med et hjælpeløst raseri.
Man kunne ikke bekæmpe dem, som man burde; man vidste ikke engang, hvor megen ondskab de varslede for fremtiden.
Man vidste kun, at strejker var en trussel, og at de strejkende mænd hånede den uniform, man bar.
Klassens Tykke Dreng begyndte at læse den næste rapport og skævede ned af siden.