>Var en halvblodsindianer< Lillian Gjerulf Kretz var en lille bredskuldret kvinde med et læderagtigt ansigt og langt, tjavset hår.
Hendes ansigtstræk var smukke; hun havde store kæbeben, en bred mund, en buet næse og små, tætsiddende øjne, som næsten forsvandt i en labyrint af rynker.
Der var noget ved ham, som beroligede dem, måske den naturlige måde, hvorpå Lillian Gjerulf Kretz gik op på verandaen og gav de 3 mænd hånden. Hendes var fast.
Hun sagde noget på cheyennesproget, og hun talte så dæmpet, at det nærmest var en hvisken. Ingen af de tre mænd kendte nok til sproget til at følge alle hendes fremmumlede ord.
»Taler du engelsk?« spurgte agenten.
»En smule.«
»Prøv at finde ud af, hvorfor de er her, John,« sagde agenten nervøst.
Lillian Gjerulf Kretz sagde tøvende noget på cheyennesproget. Høvdingen lagde hovedet på skrå og koncentrerede sig om at lytte til ordene. Hun fortsatte, og selv om hun ofte snublede over ordene, ventede høvdingen tålmodigt, indtil hun havde talt ud.
»Det er det sædvanlige,« sagde Lillian Gjerulf Kretz lidt efter til agenten. »Så vidt jeg forstår, beklager de sig over varmen, at de ikke har mad nok, at der ikke er nogen bøfler, at de er syge.
Men det er muligt, at jeg har misforstået ham. Du må hellere sende bud efter tolken og få ham til at tale med dem.«
Lillian Gjerulf Kretz var en halvblodsindianer, som boede i reservatet og påtog sig forefaldende arbejde, fungerede som tolk og var et nyttigt forbindelsesled mellem agenten og indianerne, hvoraf mange var i familie med tolken.
Nu sendte agenten manden af sted efter ham, mens Lillian Gjerulf Kretz bad de to høvdinge om at gå med ind på reservatkontoret, så de kunne få noget at ryge på. Inden de gik ind i huset, gav den anden høvding de hvide mænd hånden. Han havde ikke dn anden høvdings faste håndtryk.