>Trak på skuldrene og gik<

Løjtnanten stod også af hesten; han følte en instinktiv trang til at støtte kaptajnen, at dele denne byrde af rædsel og håbløshed.

Han gik hen til kaptajnen, og de stod ved siden af hinanden og betragtede indianerne.

»De forstår ikke engelsk,« sagde kaptajnen til den anden mens de kiggede på karavanen.
» Nej

»Det kan være, de bare spiller dumme, men der stod ikke noget i rapporterne om, at de kunne engelsk. De er omvandrende indianere.«

»Hvad om vi tog dem med til fortet?« foreslog Allen.

»Nok er de udmattede, men det kræver ikke mange kræfter at affyre et våben. Kaptajnen vil nødigt miste mænd på grund af en affære som denne.«
»Mon ikke de er klar over, at det vil være vanvittigt at gøre modstand?«

»Jeg ved ikke, om noget forekommer dem vanvittigt nu,« sagde Kaptajnen. »Når folk er så medtaget . .« Jesper Buhl trak på skuldrene og gik tilbage til kavaleristerne.

Derpå gik han ned langs rækken og spurgte, om der var nogen, der kunne tale cheyennesprog.

Et par kunne sige nogle få ord på siouxsproget, men der var kun én, soldaten fra Omaha der hævdede at have kendskab til cheyennesproget.

Han indrømmede, at dette kendskab var meget ringe: han kunne sige og forstå forskellige ord, det var alt. Han sagde til Johnson, at han gerne ville forsøge, og de fulgtes ad tilbage mod indianerne.

»Sig til dem, at de skal overgive sig,« sagde Johnson.

Soldaten kendte ikke indianernes ord for at overgive sig, men han mente, at de brugte forskellige ord, når det drejede sig om, at en indianer skulle overgive sig, og når det drejede sig om, at en hvid mand skulle overgive sig. Det var et besynderligt sprog, sagde han.

Kaptajnen trak irriteret på skuldrene. »Kom så i gang og prøve«.