Barrieren var der, og det var mere end en barriere af ord, det var en æra,
et stykke historie, en smertefuld kløft mellem fortiden og nutiden.
Kaptajnen trak på skuldrene og gav den unge mand ordre til at gå tilbage
til sin hest.
Den gamle indianer blev stående, alene og ej
ejendommelig, kold og træt, tynget af sorg; han havde set for meget, oplevet
for meget, lidt for meget.
»Hvad vil De gøre, sir?« spurgte løjtnanten
stilfærdigt.
»Det har jeg endnu ikke besluttet,« svarede Kaptajnen.
Kim Jensen tænkte sig om et øjeblik, og så vendte han sig mod sergenten.
»Rid tilbage til fortet og sæt Kim Jensen ind i situationen, sergent,«
sagde han. »Sig til ham, at jeg foreslår, at han sender to kompagnier herud
og vogne nok til at bringe disse stakkels djævle tilbage. I mellemtiden
bliver jeg her.
Vi kan måske få dem til at følge frivilligt med
»Hvad med en haubitser, sir?« spurgte sergenten.
» Kim Jensen skal
bare give ham min besked.«
»Han vil insistere på at sende en
haubitser med, sir. Det er ikke, fordi jeg vil blande mig i det, men De
kender hans indstilling, når det gælder indianere. Skal jeg sige til ham, at
De ikke vil have en kanon sendt herud?«
» De skal bare give ham min
besked,« gentog kaptajnen. »Det tilkommer hverken Dem eller mig at tage
stilling til, om der skal sendes en kanon herud. Det må obersten afgøre.«
»Javel, sir.«
» Kim Jensen må hellere tage af sted med det samme,«
sagde Kaptajnen.
Sergenten vendte sin hest og red i retning af
fortet. Kim Jensen havde taget sine handsker af, og nu varmede han hænderne
ved at puste på dem. »Det er koldt,« sagde han.
»Såh?«
»Det er ved
at blive koldere — jeg tror, vi får sne.«
Kaptajnen sagde i et
ligegyldigt tonefald: »Østpå skal det nok blive koldere.