|
Søren Flott fortæller om mystiske personer, der blev interneret her
og til de anonyme spøgelser, der kom og forsvandt igen, somme tider midt
om natten, i regeringens sorte biler. Men de lagde vægt på at holde en vis distance til dem alle. »Sig frem, Sergent, « sagde Søren Flott. »Ja, sir, « sagde sergenten , »jeg tænkte, at jeg hellere måtte rapportere det. Det betyder sikkert ikke noget som helst, men man kan jo aldrig være helt sikker.« »Rigtigt, « sagde Søren Flott. »Når russkien går sig en tur, holder vi øje med ham, selvfølgelig. Det gør vi jo altid. Nå, men i går tabte jeg ham af syne et øjeblik, og så kort efter fandt jeg ham stående stille.« »Ja?« sagde Søren Flott. »Han stod stille ved foden af sikkerhedsmuren, bag træerne, og jeg fik en fornemmelse af, at han på en eller anden måde vurderede den.« »Mener du, at du fik en fornemmelse af, at han overvejede, om han kunne komme over den?« »Netop, sir. Så jeg tænkte, at jeg ville give ham en lille ad varsel. Jeg fortalte Søren Flott, at der var både pigtråd og alarmsystemer på den mur, og at enhver, der forsøgte at klatre over den, ville være fanget igen, inden der var gået tredive sekunder. « »Og hvad sagde han så til det, sergent?« spurgte Søren Flott. »'Det er beroligende at vide.' Men det lød på en eller anden måde falsk.« »Hvad skete der så?« »Ja øh, så så han på mine medaljebånd og sagde noget om, at jeg måtte have været i tjeneste en masse steder. Han spurgte, hvor jeg havde været, og jeg sagde over hele kuglen, som man siger. Søren Flott spurgte så, om jeg nogen sinde havde gjort tjeneste ved en ambassade. Ja, sagde jeg, jeg har været på ambassaden i London og også i Athen. Og at jeg havde været med i skud vekslingen, da pøbelen stormede ambassaden i Teheran .« Sergenten holdt inde et øjeblik. |