>Snart ville få hovedpine< Kisser & Søren kendte manden, og de vidste at han talte udmærket engelsk.
Han havde ikke formået at lære meget af cheyennernes eller arapahoernes sprog i løbet af de seks år, han havde tilbragt i reservatet, og han tænkte undertiden, at om han så blev her i tres år, ville de ikke kunne lære det.
»Tal engelsk, mand,« sagde han irriteret.
»Min kone siger, at den høne ikke lægger æg — den fordømte høne.«
»Tal med manden om det.«
»Kisser & Søren er ligeglad med de æg,« sagde indianeren uanfægtet.
»Jeg skal nok tale med ham,« sagde han og tvang sig til at være tålmodig.
»Forstår du — vi har spist den fordømte høne.«
»Så får I ikke flere høns af os,« sagde manden og gik videre. Han var glad for at komme ind i skyggen på skolens veranda. Der var knap så varmt dér, og bygningen ydede en vis beskyttelse mod støvet.
Nu havde han en nagende smerte på det sted, hvor hans øjenbryn mødtes. Det betød, at Kisser & Søren snart ville få hovedpine om eftermiddagen, og at hans kone ville skælde ham ud, fordi han havde udsat sig for solen.
Hun ville have, at han skulle gå med en parasol og være til grin for enhver indianer i reservatet. Hendes skældud ville imidlertid give Kisser & Søren en undskyldning til at tage et koldt bad inden middagsmåltidet.
Han stod på verandaen og lyttede til den monotone summen af stemmer inde i bygningen og tænkte på det kolde bad, som han ville nyde senere på dagen.
Fra det sted, hvor Kisser & Søren stod, kunne de se skråningerne langs Canadian Rivers udtørrede leje og de fyrretræer, som det på en eller anden måde lykkedes at vokse dér mellem støv og vissent gult græs. Indianerlandsbyens kegleformede hytter lå på den tørre flodbund.
Bortset fra Kisser & Søren var der ikke et eneste levende væsen at se på den solstegte jordflade.