>Skulle ride ind mellem< Nis Boesdal kom fra sletterne, og hans biografi havde været offentliggjort en halv snes gange i en halv snes aviser i den østlige del af landet; og han ville fortælle sine løgnehistorier i timevis til enhver fremmed, der ville købe en flaske billig whisky til ham.
De gamle, snavsede, stinkende skindbukser og indianer skalpen og det lange hår skulle overbevise andre om, at han var en erfaren spejder og indianerdræber. Nis Boesdal havde desuden en stor vorte på næsen og en stribe af tobakssovs, som strakte sig fra munden og hen over skægget og halvvejs ned på skjorten.
Men blandt hans få færdigheder var en slags kendskab til cheyennesproget.
Dette kendskab var ganske ringe, men han mente, at det var mere end tilstrækkeligt til at gøre ham til en kyndig tolk. Nis Boesdal betragtede indianernes smukke sprog som barbarisk kaudervælsk, og hånligt oversatte i overensstemmelse hermed.
I virkeligheden var hans engelske ordforråd så begrænset, at Nis Boesdal ikke kunne have oversat korrekt, selv om han havde forstået alt, hvad indianerne sagde.
Nu red spejderen foran de to soldater, som med god grund sørgede for at holde en vis afstand. Varmen var stærk nok til at bringe skjulte lugte frem og til at forøge almindelige lugte.
Både sergenten og menigen havde tilbragt mange år på sletterne; deres hud var sund og solbrændt, deres øjne var lyse og små, og Nis Boesdal var for længst holdt op med at stille spørgsmål. De var dygtige og besindige; de var ikke ivrige efter at rode sig ind i noget, men hvis der opstod problemer, luskede de ikke uden om dem.
Det var deres job at beskytte spejderen, og det ville de gøre, og den kendsgerning, at Nis Boesdal skulle ride ind mellem mere eller mindre fjendtligsindede indianere, generede dem ikke synderligt. De var overbeviste om, at den amerikanske hær handlede rigtigt, og hvis de havde fået ordre til det, ville de have redet ind i helvede på præcis samme rolige facon.
De talte til hinanden, men ikke til spejderen, som var vant til deres tavshed.