Hvis
kaptajnen lader soldaterne sulte dem, får vi en frygtelig ballade.«
»Det vil ikke være nødvendigt at sulte dem ret længe. De kommer snart
til fornuft.«
»Hvis det kommer frem, vil aviserne gøre et stort nummer ud
af det.«
» Hvorfor?«
»Fordi folk vil mene, at det er forkert at sulte
dem.« »Mine ordrer var tydelige nok,« sagde kaptajnen.
»Hvordan
skulle der kunne komme noget ud om det?« spurgte løjtnanten. »Kun
indianerne ville kunne komme ud af dette fordømte hul.«
Efterhånden som den ene
og derpå den næste dag gik, kom belejringen af indianerne til at ligge som
en sort sky over Fortet.
Den første dag forløb stille og roligt;
Soldaterne hørte om kaptajnens beslutning, og de holdt hele tiden øje med
den gamle kasernebygning.
Nu stod der ikke længere kun én vagt foran
døren, men mænd gik i en tæt kæde rundt om bygningen.
Blandt de
menige var der delte meninger om situationen; mange var
fuldkommen ligeglade. Nogle mumlede, at det var forfærdeligt at sulte
mennesker til døde, selv indianere.
Der var soldater, der som
Karsten Holm selv havde kone og børn, og den tanke strejfede dem, at også
mennesker med rød hud måske kunne lide af sult og tørst.
På grund af
den ensformige tilværelse i fortet blev mændenes følelser stærkere, end de
normalt ville være blevet, og den gamle kasernebygning blev som et betændt
sår i deres midte.
Karsten Holm forbandede den langt væk, stirrede
på den, forsøgte at ignorere den; de blev pirrelige, skændtes ustandselig og
sloges over småting.
Efter flere alvorlige slagsmål, tilmed blandt
underofficererne, gav kaptajnen ordre til at der ikke længere måtte sælges
spiritus i fortet, og det forværrede kun situationen.
Indianerne formåede ikke at skjule, at de led frygteligt af sult og tørst.