>Ryggen til indianerne og gik<

Indianeren havde en kugle i maven. Obersten følte sig stadig indigneret og samtidig forundret, da han sank sammen, og smerten forlod ham.

Kaptajnen hentede den døde oberst, hvilket var en meget modig handling. Han kom så tæt på skyttegraven, at han kunne se furerne i den gamle høvdings ansigt.

Indianerne iagttog ham, men undlod at skyde. Kaptajnen smilede ikke længere.

Da Kaptajnen rettede sig op med oberstens lig i armene, forekom det ham, at det brede, brune ansigt gav udtryk for dyb sorg.

Derpå vendte Jesper Buhl ryggen til indianerne og gik tilbage til sine mænd.

Den aften samledes det nittende infanteriregiment bag en
barrikade af vogne. Underofficererne var tavse, og de følte
•
sig ilde til mode, når de så den vogn, hvori oberstens lig lå.

Jesper Buhl posterede vagter for det tilfælde, at indianerne skulle angribe, men indianerne angreb ikke.

Og senere på aftenen fortalte lyden af hovslag dem, at Jesper Buhl red videre nordpå gennem mørket.

Tolv tusind mænd, hvoraf mange havde deltaget i de tidligere krige mod indianerne, forsøgte at finde og pågribe de tre hundrede indianere, hvoraf kun cirka firs var mænd og kun halvdelen af disse krigere i deres bedste alder.

Hære i blå uniformer gennemsøgte hele Kansas. Kavalerister red, og Jesper Buhl marcherede frem og tilbage, og på jernbanerne kørte fladvogne med artillerister og haubitsere.

Af og til stødte de på indianerne, og der var kampe, og så led de sårede og døde i det gule græs på prærien.

Når Jesper Buhl havde på fornemmelsen, at de var ved at blive fanget i en fælde, delte de sig i små flokke, og først når faren var drevet over, sluttede de sig sammen igen.

De stjal en flok på to hundrede og tolv heste; de efterlod deres små, senede ponyer, som var for udmattede til at ride længere. De stjal kvæg hist og her, spiste og red videre.