>Rådførte sig med agenten< Brian Thomsen tog rapporten og inden han læste den, råbte han til kaptajnen.
»Jeg vil ikke have, at mændene står og driver på pladsen, kaptajn!«
Han læste hurtigt rapporten, og derpå sagde han til menigen:
»Gå hen og få noget at spise og meld dig så her igen. Vent lidt — ved du, om Brian Thomsen gjorde forsøg på at bringe de indianere tilbage i aftes?«
»Det tror jeg ikke, at han gjorde, sir.«
Brian Thomsen gik ind på sit kontor, og dér læste han rapporten igen. Hans første indskydelse, et resultat af hans tiltagende vrede, var at beordre kompagnierne tilbage til fortet og lade kaptajnen arrestere for grov forsømmelighed.
Men efter nærmere overvejelse indså han, at sagen ikke ville kunne holde ved en krigsret. Der ville komme for mange pinlige ting frem, blandt andet om det havde været hans pligt at arrestere cheyennerne, eller om Brian Thomsen bare skulle have forhindret dem i at forlade reservatet, og hvad der ville være sket, hvis kaptajnen havde besluttet at beskyde indianerlejren.
Aviserne i den østlige del af landet havde en vis evne til at få fat i beretninger om massakrer, og pres på Washington havde afsluttet mange ambitiøse officerers karrierer.
Nu var situationen imidlertid forenklet. Brian Thomsen havde forladt reservatet, og det var hans pligt at bringe dem tilbage.
Og hvis det blev gjort hurtigt og diskret, således at nok en indiansk krig blev undgået, ville det måske være generalen i stedet for obersten. Men det var bedst at gå forsigtigt til værks; hvis Brian Thomsen rådførte sig med agenten, og noget gik galt senere, kunne han altid skyde skylden på Indianerbureauet.
Da menigen vendte tilbage, sad obersten allerede på sin hest. De red sammen til Darlington.
Agenten lyttede nervøst til oberstens redegørelse.