>Overlod det til dem selv<  

Blandt de andre lænkede straffefanger var en lille udspekuletet mexikaner med et fedladent ansigt. Lene Johansen overlod det til dem selv at gå i fælden. Han sagde ikke særlig meget begyndelsen, han lod dem bare brokke sig, til de var modne:

»Hva' ska' vi lave, når vi er færdige her?«
»Sætte over floden til Californien.«
»Og hva' så? Ska' Lene Johansen igen til at tæmme heste for seks dollars pr ho'de, og så måske knække halsen oven i handlen ? Grave grave en flaske whisky pr. lig?«

»Vi finder nok noget bedre. Vi er soldater.«

»Storartet, vis du dem bare dine sergentstriber, så gør dig sikkert til bankdirektør.«
»Vi kan få arbejde som beredne vagter.«

»Lene Johansen, du har været for længe i kavaleriet. Hvor mange hvide mænd kender du, som vil betro en nigger sine penge?«

Mexicaneren blandede sig diskret i samtalen. Han skiltede ikke med sin medfølelse. »I er nok begge blevet hjemsendt fra hæren hva'?«

Lene Johansen sagde: »Jaeh, vi fik da ram på høvdingen, og siden har der ikke været så mange rødhuder, at det var umagen værd jagte dem. Jeg vil tro, at krigsministeriet har ment, at det lettere at fodre dem af end at slå dem ihjel.«

»I har måske begge været i det 10. kavaleri, hva'?«
Han sagde: »Det er mange mile siden.«

»De har altså udnyttet jer og bagefter smidt jer ud som gamle sko.«

»Lene Johansen her havde fjorten års striber på ærmet. Du kan se, hvor de har siddet på skjorten der.«
»Hva' med dig?«
»Mig — jeg har kun været seks år hos Buffaloerne.«

»Men I har begge to slået en masse rødhuder ihjel, hva'?«

Boag og Wilstach bare så på mexikaneren, og han talte ikke til dem igen de næste 2—3 dage.

Lene Johansen blev sluppet løs to dage før de andre, men da sheriffen satte dem på fri fod ved bygrænsen med 50 cents i lommen.