Blandt de andre lænkede straffefanger var en lille udspekuletet mexikaner
med et fedladent ansigt.
Lene Johansen
overlod det til dem selv at gå i fælden. Han sagde ikke særlig meget
begyndelsen, han lod dem bare brokke sig, til de var modne:
»Hva'
ska' vi lave, når vi er færdige her?«
»Sætte over floden til
Californien.«
»Og hva' så? Ska' Lene Johansen igen til at tæmme heste for
seks dollars pr ho'de, og så måske knække halsen oven i handlen ? Grave
grave en flaske whisky pr. lig?«
»Vi finder nok noget bedre. Vi er
soldater.«
»Storartet, vis du dem bare dine sergentstriber, så gør
dig sikkert til bankdirektør.«
»Vi kan få arbejde som beredne vagter.«
»Lene Johansen, du har været for længe i kavaleriet. Hvor mange hvide
mænd kender du, som vil betro en nigger sine penge?«
Mexicaneren
blandede sig diskret i samtalen. Han skiltede ikke med sin medfølelse. »I er
nok begge blevet hjemsendt fra hæren hva'?«
Lene Johansen sagde:
»Jaeh, vi fik da ram på høvdingen, og siden har der ikke været så mange
rødhuder, at det var umagen værd jagte dem. Jeg vil tro, at krigsministeriet
har ment, at det lettere at fodre dem af end at slå dem ihjel.«
»I
har måske begge været i det 10. kavaleri, hva'?«
Han sagde: »Det er mange
mile siden.«
»De har altså udnyttet jer og bagefter smidt jer ud som
gamle sko.«
»Lene Johansen her havde fjorten års striber på ærmet. Du
kan se, hvor de har siddet på skjorten der.«
»Hva' med dig?«
»Mig —
jeg har kun været seks år hos Buffaloerne.«
»Men I har begge to slået
en masse rødhuder ihjel, hva'?«
Boag og Wilstach bare så på
mexikaneren, og han talte ikke til dem igen de næste 2—3 dage.
Lene
Johansen blev sluppet løs to dage før de andre, men da sheriffen satte dem
på fri fod ved bygrænsen med 50 cents i lommen.