>Men hendes øjne forrådte hende<

Men hvorfor skal Bo Young - hvad har det med KGB at gøre?«

»Jeg sagde til Dem, at vi bekymrer os meget for vores folks velfærd. «
»Det er meget betænksomt af Dem.«

»Må jeg spørge Dem, om han har nogen problemer?« sagde han forsigtigt. »Ved De, om noget bekymrer Bo Young - har han over for Dem nævnt, at . . at noget ikke er, som det skal være?«

Hun rynkede panden. »Naturligvis ikke,« sagde hun studst.
»Undskyld mig, men dette er vigtigt. Tror De, at måske hans ægteskab

»Hvad er det, De antyder, major?« spurgte Bo Young, og nu var hun blevet vred. »Jeg synes ærlig talt, De opfører Dem uartigt. Hvorfor spørger De om dette? Min svigerdatter er en sød pige, han elsker hende højt, og det samme gør jeg.«

»Jo, naturligvis,« sagde han hurtigt. »Som jeg allerede har sagt, er det kun hans velfærd, vi interesserer os for. Vi ønsker blot at være helt sikre på, at Bo Young har det godt og er uden bekymringer. «

»Hvorfor?« vrissede hun. Hun var ikke længere venlig; hun var blevet hård.

»Deres søns arbejde er af yderste vigtighed for staten. Bo Young har kendskab til mange statshemmeligheder, og der må ikke herske den mindste tvivl om . . . ja, om hans troværdighed.«

Hendes hjerte begyndte pludselig at banke heftigt. Stuen var blevet kold. Hans venlighed var blevet mekanisk. Bo Young kendte til de gamle dage, til Stalin-æraen. Hun kunne huske udrensningerne inden for militæret. Venner, der var blevet arresteret midt om natten. Officerer, der var blevet skudt tredive minutter efter at militærdomstolen havde fundet dem skyldige. Or det 'utroværdig' havde kun befundet sig en håndsbred fra ordet 'forræderi' i den periode.

»Naturligvis er min søn troværdig,« sagde Bo Young, men hendes øjne forrådte hende.