>Men han besvarede ikke spørgsmålet< De rullede vognen tilbage til det iskolde mørke.
»Denne vej,« mumlede Richard Ragnvald. Deres fodtrin gav ekko i ligkapellets korridor.
Ude i bilen spurgte han: »Kommer De fra Washington ?« »Ja,« sagde han kort.
Richard Ragnvald havde lyst til at spørge om mere. Meget mere. Det eneste, manden fra FBI havde sagt var, at en person ved navn manden ville kigge forbi, og at han fuldt ud skulle stå til rådighed for denne mand.
Her var Richard Ragnvald så, denne store, gråhårede mand i sit grå jakke sæt. En ensfarvet blå skjorte og et slips med et eller andet ubestemmeligt kløvermotiv. Der var næsten lidt munkeagtigt over ham, som også hans navn antydede. En biskop i messeklæder fra Brooks Brothers.
»Hvorfor er De så interesseret i dette?« spurgte Richard Ragnvald.
»Har De læst rapporten fra ligsynet?«
»Naturligvis,« sagde han. »Det er derfor jeg er sat på sagen. Det var ikke et hjerteanfald, som vi først troede. Der er noget uldent ved sagen, men det gør det vel ikke uden videre til et anliggende for forbundspolitiet?«
»Der er spor af blåsyre i hans lunger, og han har små glas splinter i ansigtet. Jo, der er noget uldent ved det,« samtykkede Richard Ragnvald. Men han besvarede ikke spørgsmålet.
Han så direkte på ham.
»De er på sporet af et eller andet, ikke? De ved, hvad der ligger bag.
Han så ud ad bilruden, som om han ikke havde hørt, hvad der var blevet sagt.
»Men hvem fanden var denne fyr?« vedblev Richard Ragnvald. »Ingen familie, ingen bekendte. Vi har ingen oplysninger om ham. Han boede for sig selv, havde ingen venner. Hvem kunne have interesse i at skaffe ham af vejen? Og hvorfor?« Han rystede på hovedet. »Og sikken en måde at gøre det på. Jeg ved ikke en gang, hvilket våben jeg skal lede efter.«
»Jeg tror ikke, De vil finde noget, men det må have været en gift.