>Løbende ud fra deres telte< Lad mig ride forrest,« beordrede sergenten. »Hula Hula har respekt for en uniform.«
»Jeg har set dem skyde hul i deres respekt,« sagde spejderen og lo.
De tre mænd red ind mellem fyrretræerne. En hund gøede. De så børn løbe hen mod lejren. De løsnede klapperne på deres revolverhylstre.
»Hold din revolver nede!« sagde sergenten til spejderen.
Lejren lå på den tørre flodbred, og teltene var anbragt i en halvkreds. En flok heste gik i en indhegning ved siden af lejren.
Da de to soldater og spejderen nærmede sig, kom Hula Hula løbende ud fra deres telte, og nogle af dem havde våben i hænderne.
De havde ikke meget tøj på, kun bukser eller et lændeklæde. Det var høje, magre, bredskuldrede mænd med hårde ansigter. Der var ikke ret mange. I hele lejren var der måske tre hundrede sjæle.
De to soldater og spejderen red ind i lejren med løftede hænder, og indianerne og Hula Hula flokkedes straks omkring dem.
Men i deres furede ansigter var der snarere nysgerrighed end had. Efter den første overraskelse var børnene vendt tilbage; de stak hovederne ud fra teltene og kravlede ind mellem mændenes ben.
Deres livlige, sorte Øjne, det filtrede hår og den nøgne, kobberrøde hud mindede Hula Hula om troldunger fra barndommens næsten glemte eventyr. Men kvinderne holdt sig på afstand; de stod enten i udkanten af flokken eller gemte sig i deres telte.
»Høvding,« sagde sergenten. »Vi vil tale med høvdingene« Og så vendte han sig mod spejderen og tilføjede: »Spørg efter høvdingen. Tal med dem og få dem til at tale.«
Hula Hula rablede noget af sig på cheyennesproget, og et øjeblik efter banede fire ældre mænd sig frem til sergentens hest.
»Spørg efter høvdingen,« sagde sergenten.
En af de fire ældre indianere nikkede.
» Hula Hula er glad for at hilse på dig,« sagde sergenten og sprang af hesten.