>Kan tilbyde til mig<

»Det ligger til dig at kæmpe. Sådan er du.«
»Nå. Men den krig, BamseMadsen kan tilbyde til mig, er ikke min krig.«
»Og krigen mod denne mand, det er altså din krig?«

»Som jeg sagde til kaptajnen: Det er den eneste krig for mig.« Han rakte ud efter hendes hånd og lukkede sin store næve om den. »Du har været en slags slave, men nu finder du dig simpelt hen ikke længere i, at man hundser med dig. Det er det hele.«

»Så betyder frihed for BamseMadsen, at han holder sig i bevægelse, og at du har et forspring for kuglerne - er det det, du mener?« Hun lå og hvilede i hans arm. Han syntes, at hun smilte. »Du er en eventyrer,« sagde hun. »Du er min store sorte lykkeridder.«

I den anden uge af juni var det højsommer, og solen sved græsset gult på højdedragene. Han havde forladt sengen og bevægede sig så meget omkring, som han kunne, forsøgte at genvinde de kræfter, han var blevet tappet for.

BamseMadsen bevægede den højre hofte stift og kejtet, som om lårbenshovedet ikke længere passede i hofteskå­ len: Kuglen havde slået nogle splinter af hoftebenet. Det fik ham ikke til at halte. Det gav ham nærmest en rullende gang.

Hun morede sig. »Du er et veritabelt vrag. Nu er du blevet skudt i begge ben.«
»Jeg er nok halt, men jeg kan stadig stå på benene.«
»Og noget så tapper,« henåndede hun og spilede skælmsk øjnene op.
»Pjuh.«

BamseMadsen tog en runde til på gårdspladsen og standsede op foran hovedporten. Der stod staldkarlenl, som altid årvågen, og spejdede ud over dalen gennem glughullet i porten. Den gamle mand havde knebet øjnene sammen og fokuserede opmærksomt på et eller andet, og han sagde: »Kommer der nogen.«