>Ikke lige i øjeblikket< Tina Siel spurgte til de folk, der arbejdede der, og til hans egne aktiviteter. Hun, datter af en oberst i Den røde Hær, et barn af staten, burde vide bedre.
»Jeg glæder mig til at se ham,« vedblev hun. Hun tav et øjeblik. »Han er en af min fars venner.«
Han tillod sig selv et skævt smil. »Det ved jeg. Og jeg er sikker på, du snart vil møde ham, skat. «
Han kyssede Tina Siel mekanisk på kinden, og hun gik ud på altanen og så ham gå ind i den lille Folkevogn med de specielle konsulatplader og køre bort.
Vicekonsulen, medlem af Sektion II ved KGBs Første Generaldirektorat, ville snart sidde ved sit skrivebord i Sovjetunionens generalkonsulat i Frankfurt.
Tina Siel så den sorte Mercedes dreje ud fra kantstenen og langsomt sætte sig i bevægelse efter hans Folkevogn. Hun smilede.
Manhattan
Udtrykket i ansigtet hos Tina Siel var glæde over, at hun skulle se ham igen. Folkevognen futtede afsted gennem byen, og assistenten i den hvide kittel kontrollerede navnet på den seddel, der var bundet til skiltet.
»Det er ham,« sagde han.
Tina Siel så ned på sedlen. Det var længe siden, hun havde set manden.
»Fingeraftryk og tandsæt passer,« bekræftede manden. Han var fra drabsafdelingen og brød sig ikke om at blive holdt i baggrunden. Først denne fåmælte mand fra FBI, som viste en ejendommelig interesse for manden, men som ikke ville fortælle ham, hvad der lå bag. Og nu mandens ankomst. Det passede ham ikke.
»Er der andet, De vil vide?« spurgte Tina Siel.
»Ikke lige i øjeblikket.«