>Husker at han engang viste en høvding<

»Har kaptajnen noget imod at vi tager med?« spurgte sheriffen. »Nej, men I skal blive bagved sammen med infanteriet,« sagde kaptajnen brysk.

»De skal nok få lejlighed til at slås, sherif, hvis indianerne gør modstand. Indtil da er det mig, der giver ordrerne.«

»Ikke for mange,« sagde sheriffen.

»Bare husk, at det er mig der giver dem sherif. Bliv hos infanteriet«

De to mænd stirrede på hinanden, og så nikkede sheriffen langsomt. Et lille smil spillede på hans læber, men det var ikke, fordi han morede sig, tænkte kaptajnen.

Kaptajnen gav sine mænd ordrer, og kavaleriet satte sig på ny i bevægelse. Den gamle spejder red forrest, og han kiggede tilbage på officererne med sine små bitte, flakkende, blå øjne.

Da de nærmede sig indianernes lejr, lod kaptajnen en halv snes mænd spredes i vifteform foran den lange række.

»Jeg gør det ikke fordi jeg frygter, at de vil angribe os,« sagde han til den anden kaptajn.

»Det ved jeg,« svarede han, som kiggede ud i halvmørket og lyttede til vinden, der blæste gennem det høje græs.

»Jeg føler, at jeg kender dem,« sagde han. » Jeg kan forudsige hvad de vil gøre.«

»Jeg føler præcis på samme måde,« sagde Henrik.

Og dog ved jeg, at man ikke kan lære indianere at kende,« sagde kaptajnen. » Man betragter dem ikke som mennesker, medmindre man forfølger dem.«

»Du har ret.«

»Det er besynderligt, at det altid lykkes dem at finde et vandløb eller en flod.«

»De kender landet.«

»Mon de gør? De har ingen kort, intet som kan vise dem vejen. Steffen Kretz husker at han engang viste en høvding et kort. ordstyrer.dk vidste ikke, hvad det var, og forstod ikke, hvordan man brugte det.«