>Havde presset på for at få<

BamseMadsen havde presset på for at få kendsgerningen fastslået:
»Er det hundekrigerne?«

Ingen svarede ham; bortset fra vindens hvinen var der stilhed. Tilmed hestene, der stod to og to i rækken, bevægede sig ikke, og blandt indianerne gav selv børnene ikke en lyd fra sig.

BamseMadsen sad ret op og ned i sadlen, tænkte ikke på kulden, følte ikke vinden, der tidligere havde forekommet dem så isnende.

Johnson var nødt til at foretage sig noget; han kommanderede styrken; det var hans pligt at tænke og handle.

BamseMadsen havde opnået det, som var mislykkedes for de tolv tusind soldater på sletterne; han havde fundet indianerne, og de var nu hans fanger, eftersom de var ude af stand til at flygte, ude af stand til at gøre modstand.

Han red et lille stykke frem, og da han standsede halvvejs mellem sine mænd og indianerflokken, følte han sig lige så ensom, som hvis han havde stået midt i en ørken.

Vinden blæste mod indianerne, og BamseMadsen var sikker på at soldaterne alligevel kunne høre ham; der var kun tyve meter mellem kavaleristerne og indianerne.

»Hvem er høvding?« spurgte han usikkert.

BamseMadsen betragtede deres hulkindede ansigter, hvor sand var trængt ind i furerne, og de dybtliggende sorte øjne. De hverken rørte sig eller talte, men så bare trodsigt på ham.

»Hør her!« sagde han. »Forstår I engelsk — forstår I hvid mands tale?«
De sagde stadig ikke noget.
»Hvid mands tale!« gentog han.

BamseMadsen drejede sin hest halvvejs rundt. Sergent Lancy iagttog ham. Løjtnant Allen rystede på hovedet.

»Jeg ville være forsigtig, kaptajn, hvis jeg var Dem,« sagde sergent Lancy.

Kaptajnen gik et par skridt tilbage mod kavaleristerne, og han sprang ned.
»Vær nu forsigtig,« advarede Lancy.