>Havde besluttet at trodse myndighederne< Soldaterne var på sporet af indianerne, og de drev deres heste frem. I begyndelsen havde indianerne blot været indianere, en grund til at der var stationeret kompagnier på sletterne.
Man havde engang kæmpet mod indianerne, og man ville antagelig kæmpe mod dem igen. Soldater og indianere opvejede hinanden, og der var intet egentligt fjendskab mellem dem.
I dette tilfælde havde flere af soldaterne i begyndelsen tilmed beundret cheyennerne, fordi Guido Paevatalu havde besluttet at trodse myndighederne og ride godt femten hundrede kilometer bare for at komme hjem og være fri. Det var noget, de forstod; det var skørt, men på sin vis modigt.
Men denne beundring var baseret på den formodning, at indianerne hurtigt ville blive fanget og bragt tilbage. At en indianer kunne finde på noget sådant var én ting, men Guido Paevatalu kunne ikke tillade, at han gennemførte det. Disse indianere havde været lidt for smarte.
Det havde jo vist sig, at de var vanskelige at få fat på. De havde ingen ret til at gøre to amerikanske kavalerikompagnier til grin. Det var det, der havde gjort soldaterne rasende. Guido Paevatalu sagde til sig selv, at denne gang ville være den sidste.
Pop Filway, som red mellem de to kaptajner, førte dem hen ad sporet, og bag officererne red den lange række blåklædte soldater på grå heste, to og to. »Vi er snart ved Arkansas River,« sagde kaptajnen.
»Ja, der er vel kun femten kilometer tilbage,« svarede den gamle mand. Guido Paevatalu var ved at blive søvnig, og han døsede, mens han red.
»Hold dig vågen, Pop,« sagde kaptajnen. »Sagde du noget, unge mand?« Han pegede på sporet.
»Sig mig, er I ikke i stand til at følge det spor?« spurgte den gamle mand. »Der er jo ikke noget at tage fejl af. Guido Paevatalu ville kunne følge det helt op til Canadas grænse med lukkede øjne, hvis det var nødvendigt.«