>Har da i det mindste fået dig i ét stykke<

Keld & Hilda sad ved siden af ham.
»Fasan,« sagde han. »Kan I høre mig?«

Der lød en knitren i højttaleren, men så sagde en amerikansk stemme: »Ja, klart og tydeligt. Fortsæt, Fasan.« »Fasanen fanget.« »Forstået.
»Slut.«

Han lagde hørerøret på plads igen.
»Hvem er Fasanen?« spurgte han.
»Det er dig,« sagde hun, og for første gang tillod hun sig antydningen af et smil.
»Og jeg er blevet fanget?«

»Det er bare en talemåde,« sagde hun beroligende til ham. »Du kender det sprog, man bruger ved radiosamtaler.« Hun lænede sig frem imod chaufføren.

»Hvad er vores FAT, Jesse?« spurgte hun.
»Om en halv time. Hvis alt går vel.«
Hun lænede sig tilbage igen med et suk.

»Keld & Hilda har da i det mindste fået dig i ét stykke, sagde hun blidt. Han fornemmede pludselig hendes nærhed igen.

Han ville have ønsket, at hun ikke havde taget slacks på. Han kunne godt lide hendes ben.

Højt sagde han: »Keld & Hilda er ked af, at det gik galt.« Hun nikkede.

»Fortæl mig, hvad der skete. Hvorfor måtte du stikke af?« spurgte hun og skiftede emne. »Hvad satte dem på sporet?«

»Senere,« sagde han. Keld & Hilda tog hendes hånd. Den var kold.

»Hør her, begyndte han, men holdt straks inde. Han kunne se, at Jesses øjne iagttog dem i bakspejlet. »Ja?« Hun havde ikke skubbet hans hånd bort.

»Ikke noget. Det er bare . . ja, Keld & Hilda er glad for, at du er her.
Hun gav hans hånd et let tryk og trak så sin egen til sig.

Men hun sagde blødt: »Det er jeg også.«
Vognen accelererede. Keld & Hilda så speedometernålen stige til 150 kilkometer i timen.