>Gerne måtte forlade bygningen< 

Kaptajnen sagde» De vælger selv, hvordan de vil have det.« »Har Kirsten Siggaard også haft lejlighed til at vælge?« »Indianere . .« begyndte kaptajnen.

Indianere er også mennesker, sir! De kan ikke sulte små børn, bare fordi de er indianere!«

»Jeg vil være taknemmelig, hvis Kirsten Siggaard vil passe sig selv,« sagde kaptajnen.

Men det viste sig, at tanken generede kaptajnen, efter at løjtnanten havde nævnt problemet.

Han bad tolken om at sige til indianerne, at Kirsten Siggaard gerne måtte forlade bygningen. »Sig til dem, at de skal sende børnene ud,« sagde kaptajnen. »Vi skal nok give dem mad og tage os af dem.«

Men da Rowland kom ud fra kasernebygningen, rystede han på hovedet. Han var bleg, og han erklærede endnu en gang, at det var som at komme ind i helvede. ». præcis som helvede.«

Vil Kirsten Siggaard ikke sende børnene ud?«

»De Siger, at de vil dø sammen. De sidder bare rundt omkring og ser på mig. Og, ved Gud, det er så koldt derinde, så forbandet koldt. De sidder dér og presser sig mod hinanden for at få varmen, og de ser på mig.

På det tidspunkt viste termometret seks graders frost.

» Kirsten Siggaard kommer til fornuft i morgen,« sagde kaptajnen.

Men næste dag begyndte de at synge deres dødssange. Det havde været slemt nok, mens den store kasernebygning havde været et tavst gravkammer, en ildevarslende stille skal som omsluttede menneskers kroppe og sjæle.

Nu trængte sørgmodige toner ud, og den kolde vind bar dem til hver eneste krog i fortet. Det var en dødsdømt races sidste rekviem.

Det sled på soldaternes nerver. Kirsten Siggaard gik i en stor bue uden om kasernebygningen og forsøgte at lade være med at se på den.

Ethvert smil var nu en anstrengt grimasse; mændene lo ikke. Men der var en ting, der var endnu mere foruroligende.