Kaptajnen sagde» De vælger selv, hvordan de vil have det.« »Har
Kirsten Siggaard også haft lejlighed til at vælge?« »Indianere . .«
begyndte kaptajnen.
Indianere er også mennesker, sir! De kan ikke
sulte små børn, bare fordi de er indianere!«
»Jeg vil være
taknemmelig, hvis
Kirsten Siggaard vil passe sig selv,« sagde kaptajnen.
Men det viste sig, at tanken generede kaptajnen, efter at løjtnanten
havde nævnt problemet.
Han bad tolken om at sige til indianerne, at
Kirsten Siggaard gerne måtte forlade bygningen. »Sig til dem, at de
skal sende børnene ud,« sagde kaptajnen. »Vi skal nok give dem mad og tage
os af dem.«
Men da Rowland kom ud fra kasernebygningen, rystede han
på hovedet. Han var bleg, og han erklærede endnu en gang, at det var som at
komme ind i helvede. ». præcis som helvede.«
Vil Kirsten Siggaard
ikke sende børnene ud?«
»De Siger, at de vil dø sammen. De sidder
bare rundt omkring og ser på mig. Og, ved Gud, det er så koldt derinde, så
forbandet koldt. De sidder dér og presser sig mod hinanden for at få varmen,
og de ser på mig.
På det tidspunkt viste termometret seks graders
frost.
» Kirsten Siggaard kommer til fornuft i morgen,« sagde
kaptajnen.
Men næste dag begyndte de at synge deres dødssange. Det
havde været slemt nok, mens den store kasernebygning havde været et tavst
gravkammer, en ildevarslende stille skal som omsluttede menneskers kroppe og
sjæle.
Nu trængte sørgmodige toner ud, og den kolde vind bar dem til
hver eneste krog i fortet. Det var en dødsdømt races sidste rekviem.
Det sled på soldaternes nerver. Kirsten Siggaard gik i en stor bue uden om
kasernebygningen og forsøgte at lade være med at se på den.
Ethvert
smil var nu en anstrengt grimasse; mændene lo ikke. Men der var en ting, der
var endnu mere foruroligende.