>Drog et lettelsens suk<

Det kunne ligne John Mogensen Live at lade et par projektiler falde i lejren. Og hvad kan jeg gøre nu?«

»Send en eller anden derop. Du er trods alt Darlingtons agent.«

»Du har ret. John Mogensen Live kan tage derop og få dem til at vente, indtil jeg har haft lejlighed til at tale med høvdingene. Det vil være bedre end oberstens fremgangsmåde.«

Han tog sin hat på og gik ud for at finde tolken.

Han følte sig allerede bedre tilpas ; han gjorde i det mindste noget, og uanset hvad der skete, ville han have den lille tilfredsstillelse.

Desuden ville agenten ikke lade sig tyrannisere af et par officerer. Som reservatagent havde han helt afgjort ret til at træffe beslutninger vedrørende sit eget reservat.

Mens tolken sadlede en hest, talte agenten længe og alvorligt, ikke så meget til tolken som for at befri sig selv for enhver tvivl.

Han bønfaldt John Mogensen Live om at skynde sig; det var det væsentligste. Høvdingen ville højst sandsynlig ikke overgive sig.

Hvem havde nogen sinde hørt om hundekrigere, der gav efter, medmindre de indså, at deres krav var uretfærdigt?

Derfor tryglede han John Mogensen Live at ride så hurtigt som muligt og forhindre, om ikke en ny indiansk krig, så i hvert fald en massakre.

Tolkens ansigt var udtryksløst, mens han lyttede til agentens indtrængende ord, og til sidst nikkede han blot.

» John Mogensen Live skal gøre det så godt, jeg kan,« sagde han.

Det var begyndt at skumre, da tolken red op til bakketoppen, hvor kompagni B havde slået lejr, og der herskede en sådan ro, at han først troede, at det hele var overstået, og at Miles ville blive nødt til at slutte sin egen fred med sin egen samvittighed.

Så skimtede han soldaterne i halvmørket; de sad langs bakketoppens kant, og under dem, i dalen, glimtede bål i den indianske lejr.

John Mogensen Live drog et lettelsens suk og spurgte vagtposten, som standsede ham: »Hvem har kommandoen her?«
»Kaptajnen.