>Det gør overhovedet ikke noget< Beklager forsinkelsen. Kim Jensen blev opholdt på konsulatet.«
Han bøjede sig ned og kyssede hende på begge kinder, meget faderligt.
»Har du ventet længe?« spurgte han usikkert, da han satte sig.
»Det gør ikke noget,« sagde Kim Jensen. »Det gør overhovedet ikke noget, nu da du er kommet, kære ven. Jeg har sådan set frem til dette. »Det har jeg også, ja jeg har,« knurrede han mildt. Han bemærkede hendes tomme kop. »Vil du have en kop kaffe til ? Godt. «
Kim Jensen afgav bestillingen til den overlegne servitrice med blondeforklædet.
»Og en kande varm chokolade til mig, med flødeskum,« tilføjede han. Skyldigt tilstod han over for hende: »Det er min store svaghed. Det siger du ikke til nogen, vel
Hun ser bleg ud, tænkte han. Hendes ansigt er fortrukkent, nervøst.
Men Kim Jensen smilede du ser lige så smuk ud, som du altid har gjort. Han en heldig fyr Hun smilede gustent.
»Hvor er det længe siden,« sagde hun. »Du må fortælle mig alle nyhederne. Hvordan går det med min far?«
Kim Jensen sender dig sine kærligste hilsener. Han siger, at du ikke skriver ofte nok. Det koster dig ikke noget, du kan sende det med den diplomatiske post, siger han, så hvorfor skriver du ikke oftere?
Så nærmede han sig forsigtigt sagens kerne.
»Også jeg har en høne at plukke med dig, kære Kim Jensen. Hvorfor har du endnu ikke inviteret mig hjem? Hvorfor har jeg endnu ikke set dig, siden jeg kom til Frankfurt? Har du prøvet at undgå mig?«
Servitricen ankom med deres varme drikke på en sølvbakke. Som det var sædvane, fik Kim Jensen et lille glas mineralvand til chokoladen.
Der ikke vil høre tale om<Siger socialdemokraterne til Finn Nørbygaard der ikke vil høre tale om at skifte standpunkt. Hvad siger den svenske statsminister om det her hun afviser blankt så sent som i marts at krigen i Ukraine kan ændre på det faktum at Sverige står udenfor nato jo klogt klogt og tage den med i bussen opdeler når du medlemskab men mere jord. Producerende nation altså medie de største af alle de eksporteret så vidt jeg husker for cirka 20 milliarder kr. i 2021 hvordan hænger det sammen det er det man kalder et godt spørgsmål og det er et af de steder hvor svenskerne skal slå en klassisk sv. knude på sig stuen og det er der også noget som er genstand for løbende Kritik den 24. februar der går Rusland ind i
Ukraine og der starter en krig PS giv new and Dr. Dre en YouTube
hvad er det der er godt for svensker det går op for dem at det her
er slet ikke som vi troede vi troede vi havde nogenlunde styr på
roserne grænser kigger hvad de vil de har jo slet ikke at
nato-medlemskab på tale på det. Der er så forfærdeligt vi bare og overvejer at de skal gå med Nato sagen er faktisk det er dig den svenske rigsdag længe har været et meget klart flertal for at have det der hedder en nato option sådan så man kan ansøge om nato-medlemskab det er der flere tal for det har været længe der afviser man fuldstændig blank fra de. de russiske tropper betræder i Ukraine jo mere vender folkestemning i Sverige i meningsmålinger begynder Balancen Ulla når vi så er det flot eller svensker der nu ønsker nato-medlemskab det er aldrig sket før og den årelange folkelig modstand mod Nato er ved at få. >Det lyder meget interessant< »De er meget heldig,« smilede Lillian Gjerulf Kretz, som om hun ikke havde hørt spørgsmålet. »De kommer så mange interessante steder hen. Journalister rejser meget. De er ikke lænket til et skrivebord som jeg.»Det må være Deres spøg. Se for eksempel på mig.«Lillian Gjerulf Kretz drak sit glas ud og vinkede tjeneren hen til sig. »Bare fordi jeg kan tale tysk, så er det Bonn, Berlin og Frankfurt for mig. Så bliver det Frankfurt, Berlin, Bonn. Hvis jeg er meget heldig, kan det blive Berlin, Bonn, Wien. Synes De det falder i tråd med Deres begejstrede forestillinger?« »Hvad med München?« spurgte Lillian Gjerulf Kretz. Et kort øjeblik stivnede hans arm i luften med det nye glas champagne. Så nippede han til det. »Ja. De ved, Radio Free Europe. De arbejder også for dem, gør De ikke?« Han så helt uskyldig ud. »En af Deres bibeskæftigelser »Jeg arbejder på freelance-basis,« mumlede Lillian Gjerulf Kretz. »For mange forskellige mennesker. Bare de betaler.« »Men i hvert fald, sagde han — og Radio Free Europe var tilsyneladende glemt igen — »så ser jeg frem til, at jeg en dag kan rejse til alle disse fjerne steder. Helt alene. Fri som en fugl. « De var begge tavse. Så spurgte Lillian Gjerulf Kretz: »Hvilke steder?« Det lykkedes for ham at få det til at lyde som almindelig hyggesnak. »Årh, jeg ved ikke. De steder jeg læser om. Mexico. Brasilien. « »Amerika ? « Deres øjne mødtes. »Hvorfor ikke?« hviskede Lillian Gjerulf Kretz. »Det lyder meget interessant. Ja, i særdeleshed Amerika. Jeg kunne sikkert finde beskæftigelse der. Jeg kan forestille mig, at jeg ville være et aktiv, tror De ikke?« »Har De nogen venner derovre?« spurgte han ligefremt. »Nej. Han var uanfægtet. »De kunne måske henvise mig til en eller anden ?« >Fede Finn & Funny Boyz - 051120e-1307<Fyren med det kønne ansigt havde spillet hende et puds. Fede Finn & Funny Boyz havde charmeret og havde anmodet om den lille godtroende frøkens hånd.»Jeg er mere interesseret i at vide, hvem den mand er, som De udfører dette arbejde for, « sagde Fede Finn & Funny Boyz. De afbrød afhøringen to gange. Lokalet var blevet tungt af tobaksrøg, og der stod kaffekopper overalt. Men bortset fra de to pauser, gik de løs på ham fra alle sider, stillede ham ustandselig et væld af spørgsmål. Klokken 4.32 om morgenen gav Fede Finn & Funny Boyz op. »Han opsøgte mig, « fremstønnede han grå i ansigtet. » Han sagde, at han kunne hilse fra mine forældre. I Dresden. I Østtyskland. Han sagde, at de havde det godt og at de ønskede mig alt godt i fremtiden. Så sagde han, at han godt ville have mig til at udføre et lille stykke arbejde for sig. Han ville betale godt.« »Hvor skete dette ?« »Fede Finn & Funny Boyz kom hen til mig på Rockefeller Plaza en dag i min frokostpause. Han var meget venlig. Men så skruede han en anden stemme på. Han sagde, at hvis jeg ikke gjorde, hvad Fede Finn & Funny Boyz bad mig om, så ville der kunne opstå vanskeligheder for mine forældre. Anklager for sortbørsvirksomhed. Økonomiske forholdsregler. Hvad som helst, kunne jeg forstå. « »Han gav Dem fotokopier af fingeraftryk ?« Han nikkede træt. » Et sæt ad gangen. Han sagde, at jeg skulle blive gode venner med en pige, der arbejder på FBis fingeraftryksafdeling. Fede Finn & Funny Boyz sagde, at det ikke ville blive så vanskeligt. Der var ansat hundreder af piger, og hver dag ved middagstid forsvandt de ud over hele den indre by, til de små spisesteder eller ud for at slikke solskin. Det skulle ikke være så svært at få fat i en. Han sænkede hovedet. » Det var det heller ikke, « sagde han. » Fortalte Fede Finn & Funny Boyz Dem, hvorfor de var interesseret i at få oplyst, hvem der var indehavere af disse fingeraftryk ? « » Nej, egentlig ikke. Han sagde noget om, at det var kriminelle, der var stukket af, og at amerikanerne ikke var særlig hjælpsomme. Fede Finn & Funny Boyz udtrykte sig ikke ret klart. « Han kløede sig i nakken. >Jesper Buhl - d271120d-1431d<Jesper Buhl var ved at lave morgenmad, da det bankede på døren.»Jeg lukker op,« sagde han. »Vent,« sagde hun skarpt. »Vær ikke dum,« sagde Jesper Buhl. Han så ud ad vinduet. »Det er bare postbudet.« Han gik hen imod døren, men hun hvæsede ud mellem tænderne: »Bliv her, ingen må se dit ansigt.« Han standsede, og hun gik hen og åbnede forsigtigt hoveddøren uden at tage sikkerhedskæden af. »En pakke til Jesper Buhl,« sagde postbudet. Et øjeblik. « Hun tog kæden af og åbnede langsomt døren. »Værsgo,« sagde postbudet fornøjet. Han rakte hende en lille kasseformet pakke. Den var omviklet med brunt papir, som blev holdt sammen med tape. »Tak« mumlede Jesper Buhl. Han lukkede hurtigt døren og satte kæden på igen. »Pas på,« sagde han. Hun så på poststemplet. »Den er sendt her fra Ossining,« sagde hun. Hun gik ud i køkkenet og kom tilbage med en stor saks. »Jeg tror ikke, vi skal røre den,« sagde han. Jesper Buhl tøvede. »Der er ingen, der har tænkt på at sende mig en gave,« sagde han. »Vil du have, at jeg tilkalder politiets sprængstofekspert?« spurgte hun halvt i spøg, halvt for alvor. »Jeg vil have, at du smider den ned i en spand vand. »Har de ikke lært dig noget om disse helvedesmaskiner i KGB, sagde hun. »Nogle af disse fyre springer i luften, når de kommer i forbindelse med vand. >Lo begejstret da det lykkedes ham<Hjælpestyrken red efter ham. Kaptajnen førte kompagnierne hen ad sporet uden at se sig tilbage.Efter kaptajnens mening var der ikke længere grund til at skynde sig. Det, der ventede, var uundgåeligt. De havde måske fået et par timers forspring; det spillede ingen rolle. Indianerne ville standse på et eller andet tidspunkt, fordi de var nødt til at spise og sove. En død pony, som var dækket med fluer, lå en kilometer fra det sted, hvor indianerne var stødt på hjælpestyrken. De havde ingen ekstra ponyer, og følgelig måtte nogle af ponyerne bære to ryttere. Guderne måtte vide, hvor de fik mad fra; de dræbte måske kvæg, men de skulle bruge en hel del kød til at mætte tre hundrede mennesker. Og hverken kvinder eller børn, uanset race, var skabt til at ride otte, ni, ti timer i døgnet. Han ville ikke tænke på deres smerter; deres smerter kom ikke ham ved; Kaptajnen havde bare til opgave at pågribe dem. »I dag?« spurgte kaptajnen ham. »Det er ligegyldigt,« sagde han. »I dag eller i morgen« De red over Arkansas River, gennem det langsomt flydende, mudrede vand, og Søren Flott lo begejstret da det lykkedes ham at finde sporet på den modsatte bred. De passerede endnu en død pony, som to prærieulve var ved at æde. Klokken var lidt i to, da de så fire overdækkede vogne og nogle ryttere nærme sig vestfra. Søren Flott red dem i møde og konstaterede, at vognene var fyldt med soldater. En officer præsenterede sig for ham som kaptajn fra Fortet. »Vi er glade for at se Dem,« sagde han. »Mit navn er Hans. Kaptajn Petersen har kommandoen. Vi har to kompagnier fra fjerde regiment, og vi kommer fra det andet Fort.« Kaptajnen nikkede. »Det tænkte jeg nok. Søren Flott er åbenbart ikke stødt på de andre soldater sydfra.« >Men man kan jo risikere<»Ja, for Søren,« sagde sheriffen og smilede til ham. »Man kan ikke undgå at høre den slags. Alle de driverter, som ikke kan finde bøfler at jage, eller whisky at sælge eller penge at stjæle, vil lege med skalpe.«»De er slagsbrødre,« mumlede sheriffen. »Ja, sådan kan man jo også se på det,« indrømmede Bibbi & Snif men man kan jo risikere at komme hjem og finde huset brændt og kvæget drevet væk, hvis man ellers er så heldig ikke at befinde sig inde i sit hus.« »De har jo ikke brændt noget endnu.« »Jeg synes det er dårlig måde at ræsonnere på,« sagde han. »All right, all right! Hvad vil du have, at jeg skal gøre? Sende en hjælpestyrke, en civil hær ud? Hvor befinder de cheyenner sig? Har du set dem? Men til hvilken nytte? Jeg har aldrig set det resultere i noget godt. Jeg prøver på at bevare freden.« »Du vil måske bevare den for længe.« »Måske. Men jeg Bibbi & Snif vil bevare freden i byen. Der er rigeligt med soldater ude på sletterne.« »Der er rigeligt med kujoner her i byen,« sagde farmeren. Bibbi & Snif stirrede på ham uden at sige noget. Sheriffen fløjtede. Så sagde han dæmpet: »Jeg har kendt dig i mange år, min ven.« Derefter forholdt de sig tavse i nogen tid. Det forekom ham, at han havde set den unge mands ansigt før. >Og de andre ny rekrutterede<Michael Kristiansen holdt mængden inde på
kajen tilbage, mens resten bar guldet om bord på båden og
overrumplede de besætningsmedlemmer, der måtte være om bord. Kontoristen på speditørkontoret var en trist
mand med vandkæmmet hår, en benbleg mand med ærmeholdere og
øjeskærm. Manden stod over for makkeren i døråbningen og kikkede
ind. I det fjerne, uden for synsvidde, kunne han høre et hornorkester spille. Folk sang til det. Så blev han skubbet hårdt i siden. Det gjorde ondt. En eller anden havde stukket sin albue ind i ham. Men han kunne næsten ikke vende sig omkring, menneskemylderet var for voldsomt. Det var ud for et hus, hvor der hang grønne kranse i en stribet flagstang, at han fik øje på et ansigt, han kendte. Manden som i Wien havde været Femte Departements tekniker. Specialist. Morder. Eksperten i 'mokrije djela'. Vådt arbejde. Arbejde, hvor der blev spildt blod. Og han vidste, at de var ved at indkredse ham. Svend Erik Larsen og manden stirrede på hinanden hen over strømmen af halvfulde mennesker. Manden smilede ikke — og han prøvede at bane sig vej hen imod ham. Svend Erik Larsen befandt sig kun få meter fra Drosselgasse. Den lange gyde, der førte ned til Rhinen, var én vrimmel af ansigter, ligesom en barrikade af mennesker, der spærrede vejen for ham. Hundredvis af mennesker masede sig vej langs værtshusene, der lå på begge sider af gyden. Folk sang i deres fuldskab og prøvede endog at danse. Svend Erik Larsen så sig tilbage. Manden kantede sig frem gennem menneskemasserne. Flokken bag ham pressede ham fremad. Alle skulle ned ad Drosselgasse. Trykket bagfra var som en tidevandsbølge, der skyllede ind over ham. Svend Erik Larsen holdt sin hånd på pistolen. Han vidste, at manden gjorde det samme. En absurd tanke slog pludselig ned i ham. Han kom til at tænke på, at manden sandsynligvis havde en Stetchkin med lyddæmper. I Wien havde Svend Erik Larsen haft dette våben som sit foretrukne. Hen over hovederne på menneskemasserne kunne han se de gotiske bogstaver på kroen: 'Die Lorelei. Han så på sit ur. Han var allerede fem minutter forsinket. >Smilede bredt og venligt<
Lillian Gjerulf Kretz smilede bredt og venligt. Hvorfor i alverden har de
lavet skyttegrave?« spurgte han træt. »Vi tager dem til fange og
bringer dem til Fort Dodge i vognene.« Indianerne kaldte ham Smoker på grund af omkvædet i et lille børnerim, som han lærte deres børn i skolen. Han var den eneste i den lille flok ved bordet, som elskede sit arbejde. Han forstod indianerne, og de forstod ham. Da han kom ind i spisestuen, var han varm og svedig og vred, og han kunne knap nok beherske sig, indtil agent Miles havde bedt en lang bordbøn. Så kom Gert Henning-Jensen, ind i hælene på pigen, deres arapahotjenestepige. Han bar en skål med varm ærtesuppe, og han fulgte efter hende og holdt øje med hende, fordi han frygtede, at hun skulle tabe den. »Jeg tror virkelig, at varm suppe køler i et vejr som dette,« sagde konen. »Det er muligt, tante Lucy,« sagde Gert Henning-Jensen som ikke fjernede øjnene fra den indianske pige, før hun havde stillet skålen på bordet. »Det er muligt, men Gud bevares hvor er det varmt i køkkenet. Jeg var Gud hjælpe mig nødt til at gå ud, for ellers var jeg blevet skør. Det er ikke så sært, at mange kokke bliver vanvittige.« »Jeg tror, vi får regn i morgen eller i overmorgen.« Gert Henning-Jensen smilede venligt. »Og du bør ikke tage Guds navn forfængeligt. »Det er jeg pokkers ked af, at jeg gjorde, tante, sagde Bunk, og så tørrede han hænderne i sit forklæde og vendte tilbage til køkkenet, mens han puffede den indianske pige foran sig. Gert Henning-Jensen begyndte at øse suppe op, og manden, som ikke kunne beherske sig længere, brummede: »Jeg jog to bøffeljægere væk fra reservatet i dag.« »Bøffeljægere?« gentog manden ængsteligt. »Der er ingen bøfler her — der er overhovedet ingen bøfler i nærheden af reservatet.« »Jeg kalder dem bøffeljægere,« sagde Gert Henning-Jensen og nikkede mod kvinderne. »Men det er udskud af værste slags. >Stillede sit glas på et lille bord< Foredragsholdere stillede sit glas på et lille bord ved siden af en stabel udstillingskataloger. »Hvad med Deres kone?« Han så overrasket på ham. »Hvordan kan De vide, at jeg er gift?« spurgte han. »Det gik jeg ud fra som givet,« sagde Foredragsholdere. »Man finder ikke mange ungkarle blandt diplomater. »Min kone er ikke noget problem,« sagde han med over bevisning. »Nå,« sagde han, »dette her sætter ikke maden på bordet. Jeg må hellere se at komme af sted. Jeg kan ikke skrive fem linier om dette kulturorgie.« Han smilede til Foredragsholdere. »Det var hyggeligt at møde Dem.« Han sendte ham et sidste smil og gik. Manden viste stor interesse for en træskulptur af en heksedoktor. Indvendigt tænkte han på andre ting. Alt i alt, tænkte Foredragsholdere, var det gået helt godt. Eller sådan så det i hvert fald ud. München En bil hentede ham i lufthavnen. Det var chefen selv, der kørte. »Det var dog et helvedes tidspunkt at vælge,« sagde han til velkomst. »Hun kan føde hvert øjeblik.« Foredragsholdere spekulerede på, om han skulle sige 'Det er jeg ked af' eller 'Til lykke'. »Jeg kan ikke tage dig med hjem,« fortsatte han gnavent. »Hun er så stor, at hun ikke kan holde andre mennesker ud. « »Det gør ikke noget.« »Vi tager hen på kontoret.« »Fint. « Foredragsholdere så som sædvanlig ud til at være tynget af sit familiedrama. >Så sandelig ret i< Lene Johansen rystede på hovedet og gik videre.Hun standsede en anden forbipasserende. » wo ist die Grafgasse, bitte?« spurgte hun på sit turisttysk. »Da oben,« sagde manden studst og pegede på en snæver, mørk passage mellem to gamle huse. Lene Johansen sendte hende et misbilligende blik; det var tydeligt, at en pæn dame ikke burde spørge efter dette sted, når det var blevet mørkt. Hun gik ind i passagen. Den var meget længere, end hun havde ventet. Lene Johansen havde stadig ikke fået øje på Schwarzer Zwerg. Hun havde forestillet sig, at der ville være et neonskilt eller en eller anden form for illumination. Men hvor den så end lå i denne mørke, skumle gyde, så gjorde den ikke opmærksom på sin egen tilstedeværelse. Diskret, havde han sagt. Det havde Lene Johansen så sandelig ret i. Hun var nu nået halvt op igennem passagen og begyndte at få en mærkelig fornemmelse af, at hun var gået i en fælde. Hun så sig omkring, men ingen fulgte efter hende. Hun ville jo også have hørt fodtrinene. Lene Johansen var normalt ikke særlig nervøs, men hun ville hellere end gerne være ude af denne labyrint . Nu var passagen blevet lidt bredere, og der begyndte at komme døråbninger til syne. Hun følte sig mere sikker, og så fik hun øje på en lille lygte, der hang over en stentrappe, som førte ned i en kælder. Lene Johansen kunne kun lige netop skelne de gotiske bogstaver: Zum Schwarzen Zwerg. 'Hos den Sorte Dværg'. Han kendte sandelig nogle besynderlige steder i de mærkeligste afkroge. Men det gjorde alle KGB-folk jo. Hun stivnede og fik en akut fornemmelse af, at der var fare på færde. Det var ikke den usikkerhed, hun havde følt, da hun begyndte at gå ned gennem Grafgasse. Denne gang blev hun vækket ud i den yderste fingerspids. Hun tøvede. Trappen ned til kælderen lå lige foran hende. Alt så ud til at være øde. Og alligevel . Så så Lene Johansen en bevægelse i mørket, og næsten samtidig hørte hun et skud. Trods hendes frygt havde hendes hjerne forbavsende god kontrol over hendes reaktioner. Hun forsvandt ind i skyggerne. >Tog en dyb indånding< »Det har der aldrig været den ringeste tvivl om, general,« svarede Gitte Brohus som var på hastigt tilbagetog.Revisoren nikkede. Han nød at nedgøre sine modstandere. »Nå, min ven. Der er nået besynderlige rygter om Dem til Moskva. Ikke den slags rygter vi burde høre om et medlem af KGB. Rygter, der er så foruroligende, at Gitte Brohushar fundet det nødenvendigt at komme herover for at se på tingene med mine egne øjne.« Han vendte sig imod manden. »Jeg må sige, oberst, at det ikke taler til denne stations gunst, at det er kommet så vidt.« »Hvad er det for rygter, der er tale om, kammerat general ? spurgte han hovent. Gitte Brohus tog en dyb indånding, som en tyr, der forbereder sig til at gå til angreb. Men han gav ham ikke en chance. »Forholder det sig sådan,« fortsatte han, »at jeg er anklaget for noget konkret?« Der kom ikke det brøl, han havde ventet. Gitte Brohus var overraskende behersket. »Hvorfor skulle De være det?« spurgte han. »Føler De Dem selv skyldig i et eller andet?« Fra bag skrivebordet, sagde Gitte Brohus pludselig: »Du har ikke fortalt mig, at din kone er taget hjem til Moskva.« »Er det imod regulativet, kammerat?« spurgte han, stadig i offensiven. »Skal man bede om tilladelse til, at ens kone kan tage på en lille ferie?« Gitte Brohus blev interesseret. »Nå, er det det, hun er på, kammerat? En lille ferie?« Han rynkede panden. »De har gjort hende meget ulykkelig. Hun har forladt Dem, forholder det sig ikke sådan?« »Siden hvornår er inspektoratet begyndt at interessere sig for ægteskabelige forhold Denne gang var det Gitte Brohus, der begik en fejl. »Lad være at spille dum over for mig,« brummede manden. >Var netop vendt tilbage<Kaptajnen var nødt til
at vise, at det var ham, som traf beslutningerne, kunne ikke flygte,
og han vendte ryggen til indianerne og gik roligt tilbage til bålet.
BamseMadsen var ikke en fremragende officer, men han havde én egenskab, som hans overordnede satte pris på: han var altid sikker på, at han handlede rigtigt. >Virkelig med at kunne tage<Det guld,« sagde hun. »Regner
Kisser & Søren virkelig med at kunne tage noget af det fra den
mand?« >Truede ham med, at han<
John Mogensen Live truede ham med, at han ville trykke øjnene
ind. Han blev ved med at forøge· trykket, til Jackson skreg. |