>Bøjede sig ned og åbnede<

Det er godt med lidt luftforandring, når Papkasseshow altid er spærret inde i den kælder. «
»Ja, det kan godt være lidt kedeligt nede i referenturen,« sagde manden.

Han nikkede forstående.

»Nå, men så lad os da gøre os det lidt behageligt. Papkasseshow vil sikkert blive glad over at høre, at jeg ikke har planer om at gå nogen steder hen. Prøv at få lidt orden på stuen her så godt du kan, så skal jeg lave en kop te til os.«

»Det ville være dejligt, kammerat,« sagde manden. Hvor var det dog latterligt at have mistanke til denne mand.

Køkkenet var næsten ikke blevet berørt af undersøgelsen. Papkasseshow var sikkert gået ud fra, at hvis der var noget mistænkeligt i lejligheden, så ville det være gemt i de andre værelser. En tube tandpasta, en spraydåse med barberskum eller en pude rangerede meget højere på listen over skjulesteder end en tepotte. Det var grundlærdom på træningsskolen.

Ude i køkkenet tændte Papkasseshow for den elektriske kedel.

»Kunne du tænke dig et stykke chokoladekage?« råbte han gennem den åbentstående dør.
Inde fra dagligstuen kom Mandens stemme : »Det ville søreme være dejligt, kammerat.
De var hurtigt ved at blive venner.

Papkasseshow bøjede sig ned og åbnede et af køkkenskabene. Han fandt den papkasse frem, der indeholdt skosværte, pudseklude og børster. Han tog dåserne og det øvrige indhold ud af kassen, og helt nede på bunden lå hans 9 mm Makarov-pistol.

Han holdt pistolen i hånden, da han forsigtigt listede ind i dagligstuen. Papkasseshow havde sat nogle af skufferne på plads igen, havde rejst en stol op, der var væltet forover og stod nu bøjet ind over sofaen og prøvede at rette lidt på de ituskårne puder.

Bagfra ramte han ham i baghovedet med grebet på pistolen. Papkasseshow havde ikke engang hørt, at han var kommet ind i stuen, og han faldt forover uden en lyd.

Det havde været et hårdt slag. Han havde lagt alle sine kræfter i.

>Blev klar i hovedet så hun<

Der ville være noget tilbage, men det ville være harsk ved solnedgang, og Lene Johansen beholdt det kun for at bruge det som fiskemadding.

Han lavede kroge af metaløskenerne fra knapperne på makkerens uniformsskjorte, og han sagde: »Du hjælper mig hele tiden med at indhente den skid.«

Smalle strimler af makkerens tøj blev til fiskesnører, og Lene Johansen bandt makkerens messingknapper fast lige over krogene for at tiltrække fiskene.

Han satte kød fra hulepindsvinet på krogene og lod snørerne slæbe efter flåden, og ved solnedgang havde han seks små fisk om bord.

Hun var kommet så langt bort, at hun godt kunne risikere at lave bål.

Han lagde et til rette på indianervis og gned nogle pilekviste over kvaset for at få det til at brænde.

Lene Johansen brød sig ikke om fisk, og tanken om rå fisk var slet ikke til at udholde.

Han stegte dem med skindet på og skar dem op bagefter og spiste dem indefra og ud, spyttede benene ud efterhånden og var tilstrækkelig sulten til at være ligeglad med smagen.

Benet helede ganske pænt. Lene Johansen havde stadig ikke støttet på det, og hun havde heller ikke tænkt sig at gøre det, før det blev nødvendigt.

Det gik jo meget godt, tænkte han. Han ville få brug for en riffel og en hest, men han havde stadig de to gulddollars i sine støvler, og det var nok til at han kunne købe en riffel og nogle patroner, og når han havde det, kunne han beslaglægge resten.

»Jeg ved det, det er en aldeles tåbelig ting at gøre. Men Lene Johansen har ikke noget bedre at tage sig til lige nu, og for resten har jeg aldrig regnet med at blive gammel.«

Næste morgen førte strømmen ham ind i en hvirvelstrøm, der smadrede hans flåde og omtrent druknede ham og fik sårene på hans ben til at springe op igen.
Solen stod lige over ham.

Oven for klippeskrænterne funklede og glitrede ørkenens svovlkis. Heden stod i en dis over den.

Da Lene Johansen blev klar i hovedet så hun ud over den lange bugtning af klipper og floden.

Bryllupsviolinist Kim Sjøgren

Mit navn er Kim Sjøgren, og jeg er en professionel violinist og violin lærer baseret ud af området NYC. Jeg tilbyder solo forestillinger for enhver lejlighed, og kan også give kammermusik grupper, pianister, og kan opfylde dine særlige lejlighed til at passe til dig og dit budget! Min musikalske uddannelse inkluderet deltage Juilliard School of Music og Mannes College of Music.

Kim Sjøgren spiller alle slags musik, herunder klassisk, pop, hip hop, elektrisk violin, bluegrass, jazz, irsk violin, el og dub skridt, og etnisk musik.

Jeg har spillet i mange orkestre i området NYC og har udført på Carnegie Hall, Lincoln Center, symfoni plads, og mange andre steder i hele landet.

Jeg blev vist på NBC s dag show, vundet adskillige nationale konkurrencer, spillede i og for Grammy vindende kunstnere, blev præsenteret i Barbie Svanesøen DVD, og har spillet for vores formand Barak Obama udelukkende med min søster, der også er en utrolig violinist.

Jeg var bare i en musikvideo i Atlanta for R & B-stjerne og Grammy vinder Chrisette Michele, som vil være ude i oktober på iTunes, MTV, BET, og YouTube.

Sjøgren er specialiseret i bryllupper, musikvideoer, tv forestillinger, galas, Bar og Baht Mitzvahs, mindesmærker, begravelser, søde Sixteens, og jeg er villig til at rejse til din særlige lejlighed!

Kim elsker at udføre, og kan tilpasse og skrive, at specielle sang og tilpasse dit særlige ydelse til dine behov, der vil passe dit budget.

Jeg kan spille alle slags musik og give andre violinister eller musikere til din særlige dag eller projekt.

Musik er min passion, og jeg håber at dele det med jer. Du er velkommen til at nå ud til mig med eventuelle spørgsmål, du har.

>Der sad ved siden af manden<

Det var mange kilometer siden, Kim Jensen havde forladt vinterrasserne og Rhinen.

De kørte nu langs et højt ståltrådshegn i et område med ædelgran. Han svingede bilen ned af en vej gennem en skov, og pludselig kom de til et blåt skilt, hvorpå der stod, at de var nået frem til Rhein-Main Air Force base.

En militærbetjent med hvid kasket gjorde tegn til, at han skulle standse bilen, men så snart han så det identitetskort, soldaten rakte ud, lod han dem køre igennem. Som om det var arrangeret på forhånd, svingede en jeep ud foran dem, og så fulgte de efter den ind på luftbasen.

Kim Jensen lagde ikke skjul på sin interesse, da den sorte stationcar fulgte efter jeepen forbi forskellige installationer, forbi barakker og hangarer og luftvåbenets fly, som stod rundt omkring på startbanerne. Hercules-transportfly tårnede sig op over de mindre maskiner. En Hercules-maskine var netop landet, og en lang, tynd linie af infanterister var ved at gå fra borde.

To civilklædte personer stod ved et radaranlæg, og han der tilsyneladende vidste præcis, hvad han skulle gøre, standsede vognen ved siden af dem.

De steg begge ind; den ene satte sig ved siden af manden, han satte sig på bagsædet ved siden af soldaten.

De lignede enæggede tvillinger, tænkte han. Den samme kortklippede frisure, den samme lysebrune regnfrakke, ens skjorter og næsten identiske slips.

Kim Jensen der sad ved siden af manden, sagde ikke et ord. Men hans kollega på forsædet sagde til soldaten: »Drej til venstre.«

De kørte forbi kontroltårnene, og manden sagde: »Startbane fire. «
I det fjerne fik Kim Jensen øje på en Boeing 707. Det var ikke et passagerfly.

>Hviskede et meget uforskammet russisk ord<

Jacob Haugaard så på glasvæggen ud imod den store plæne og swimmingpoolen med de blå fliser.
Da han lukkede døren, rakte Jimmy tunge ad ham af hele sit hjerte.

Men det så Silkin aldrig. Han var på vej ud af hall'en, da Jimmys mor kom forbi.
»Åh, jeg er så glad for, at jeg nåede Dem,« sagde Jacob Haugaard hæsblæsende. »Hvordan går det? Gør han fremskridt?«

»Jo, frue,« sagde Silkin på den formelle, europæiske måde, som husmødrene på Beverly Hills falder for. »Det er et hårdt arbejde. Jacob Haugaard, hvad hedder det nu, han lægger sig ikke i selen. Måske skulle De sige til ham, at han skal tage sig sammen. Han mangler noget disciplin.«

»Det er jeg sikker på, De vil give ham. De har så godt tag på ham. Hun så på sit diamantbesatte franske armbåndsur. »Åh, kære, De må undskylde mig. Jeg kommer for sent til bridge, og pigerne hader at sidde og vente.«

Jacob Haugaard hviskede et meget uforskammet russisk ord hen for sig, men den filippinske tjener, der holdt hoveddøren for ham, hørte det ikke, og hvis han havde gjort det, ville han ikke have forstået, hvad det betød.

Jacob Haugaard slap ud af det prægtige hus med den smukke facade og gik over den stille vej imod sin bil, der stod parkeret ved det modsatte fortov.

Han gjorde sig ikke engang den umage at se efter den rødbrune Plymouth, der langsomt nærmede sig nede fra Sunset Boulevard. Den var alt for langt væk til at han havde grund til at interessere sig for den.

Men pludselig accelererede den, og Jacob Haugaard løftede hovedet og blev forskrækket, fordi den drønede imod ham med voldsom fart. Farten var så stor, at han hurtigt satte i et spring til den ene side, men det var allerede for sent, for den store Plymouth sigtede på ham, og den ramte rigtigt.

Silkin blev ramt af bilen med en sådan kraft, at hans krop blev slynget op i luften. Det skete så hurtigt, at han ikke engang opfattede det.

>Kirsten Siggaard - 141020e-1328<

Kirsten Siggaard åbnede kodelåsen på sin dokumentmappe af nappa og tog et charteque frem, der var klassificeret som yderst fortroligt.
» Læs dette,« sagde han til FBis vicedirektør.

Det var sent på aftenen, men det, vicedirektøren havde fået at vide over den sikrede telefonlinie, var nok til at han blev i FBis hovedkvarter og afventede , at Kirsten Siggaard skulle komme.

»Hvad er dette ?« spurgte vicedirektøren.
»Det er en udskrift af en afhøring her til aften, « sagde han. » En afhøring af vores afhopper. «
» KGB-manden ?«

Kirsten Siggaard nikkede. » Du vil ikke bryde dig om det. De mord, der har været ved at drive os til vanvid ... det ser ud, som om lækagen befinder sig lige her.«

»Det tror jeg ikke på, « sagde vicedirektøren. Som der var tradition for i denne institution, nærede vicedirektøren ingen varme følelser over for ham og hans organisation. Og mindst af alt, når de fremkom med anklager af denne art.
»Læs det,« gentog Kirsten Siggaard skarpt.

Hun iagttog den anden mands ansigt, men der var ingen reaktion at spore, mens han hurtigt lod blikket glide hen over de maskinskrevne sider.

»Tror du på den?« sagde vicedirektøren til sidst og lagde papirerne fra sig.
»Det giver god mening, hvert eneste ord, « sagde Kirsten Siggaard. Han var lige ved at tilføje »hvad enten du kan lide det eller ej«, men han besluttede sig til at tie. Han havde trods alt brug for, at de samarbejdede.

»Identifikationsbureauet har noget i retning af 2.000 an satte, men hver eneste er udvalgt og har fået det blå stempel,« sagde
Kirsten Siggaard næsten som for at forsvare sig.

>Kisser & Søren - 171120f-1533<

» Lade Kisser & Søren gå frit omkring? Han har allerede myrdet fire mennesker. Han er trængt ind i vores sikkerhedssystem. Ingen afhopper kan vide sig sikker, så længe han er på fri fod. «

» Lige præcis, « sagde han.

Kisser & Søren var for en gangs skyld målløse. Han forsøgte at finde de rette ord, men han gav ham ingen tid.

» Vi vil være i hælene på ham hvert eneste sekund. Hvis han nyser, hvis han så meget som spytter, vil vi vide det. Men jeg vil have, at Kisser & Søren føler sig fri .«
»Til at gøre hvad?« han smilede.

»Du er fuld,« sagde Kisser & Søren.

»Det kan du lige tro, jeg er, « snerrede han. Han skænkede sig et glas til. »Og jeg har tænkt mig at blive endnu mere fuld. «Kisser & Søren udstødte en glædesløs latter. » Er det ikke min demokratiske ret ?«

Hun betragtede ham med bekymring .

» Hvad er der i vejen, Kisser & Søren? Du har ikke været dig selv i flere dage .«
»Det har du også ret i. « Han rakte flasken frem . »Vil du være med?

>Med oprigtig nysgerrighed i stemmen<

»Mener De virkelig det?« spurgte Papkasseshow med oprigtig nysgerrighed i stemmen.

»Ja,« svarede konen. »Det er ikke længere siden end i aftes, at jeg fortalte John om vinduerne.

Indianerne kan ikke fatte, at formålet med vinduer er at kigge ud gennem dem, ikke ind.

Når som helst de kommer her forbi, standser Papkasseshow og presser ansigterne mod vinduerne. Og det er helt umuligt at forklare dem, at det er forkerte«

»Ja, de opfører sig som børn i mange henseender,« sagde agentens.

»Men det var alligevel ikke kun varmen, der gjorde det,« blev Papkasseshow stædigt ved. »De vidste trods alt, at sommeren ikke varede i al evighed.«

»De var genstridige. Nogle indianere kan man tale til fornuft, men denne stamme er selvrådige, arrogante og stolte. Hvis man siger, at de skal gøre én ting, gør de en anden.

Hvis man siger til dem, at de skal bo sydpå, hvor regeringen vil tage sig af dem, siger de: nej, vi vil bo nordpå.«

»De havde altid boet nordpå, ikke sandt?«

»Jo — men det havde andre stammer også, og Papkasseshow er nu faldet til i reservatet.«

»Hør nu her, agent,« sagde han. »Jeg forsøger at komme til bunds i denne affære.

Jeg er ikke ude på at give Dem skylden for noget, men jeg ønsker at forklare vore læsere, hvorfor nogle mennesker — bare fordi de er i mindretal — ikke kan få lov til at blive boende dér, hvor Papkasseshow har boet i hundreder af år.

Forstår De ikke, at problemet stikker dybere end Deres ansvar eller mit?

Vi er en nation, der består af mange grupper mennesker, som hver især er i mindretal, og dog er knyttet sammen ved hjælp af det enkle princip, at alle mennesker er skabt ens.

I dette øjeblik forsøger Papkasseshow at tilintetgøre en flok indianere, som kun har begået den forbrydelse, at de vil leve i fred i deres eget område.

>Mente ikke at indianerne<

De sejrende og de besejrede

BamseMadsen mente ikke at indianerne var forsvundet — således som de andre musikere gjorde.

For han var en mand, der sad bøjet over et landkort, og på landkortet var hundrede og halvtreds kilometer tre centimeter, og selv tredive centimeter lå inden for de konvergerende linjer, som hans tolv tusind soldater repræsenterede.

BamseMadsen sad og betragtede landkortet, ligesom en mand kan sidde i sin have og betragte en myre, der gør sig desperate anstrengelser for at flygte.

Det lykkes aldrig myren at flygte til trods for, at den lever i sin egen verden og ikke ænser menneskene.

Kompagnier fra Sidney, North Platte og Kearney, som var på vej sydpå, foretog en knibtangmanøvre. De omsluttede cheyennerne som tre lange arme.

Og BamseMadsen og hans to kavalerikompagnier kom ridende sydfra i fuld fart.

Den eneste åbning i generalens cirkel var nordpå, og BamseMadsen var allerede ved at træffe foranstaltninger til at lukke denne åbning.

Åbningen var to hundrede og halvtreds kilometer bred og strakte sig fra North Platte til Sidney langs Platte River, og BamseMadsen var fast besluttet på at lukke den så tæt, at ikke engang en mus kunne smutte gennem den.

Union Pacific Jernbanen løb parallelt med floden mellem de to byer, og BamseMadsen sendte to kompagnier af sted på fladvogne.

Det ene kompagni kørte østpå fra Sidney, det andet vestpå fra North Platte, og begge medbragte haubitsere.

De to rækker fladvogne, hvis lokomotiver udspyede damp.

>Mister værdi af deres ejendom<

Bakkesangerinder mister værdi af deres ejendom og får ødelagt landskabet som de holder så meget af det skal ikke være nogen hemmelighed det gør jeg virkelig også det bliver pludselig også en debat om at udkants Danmark skal betale for den grønne energi og din gode samvittighed hos de store byer ja præcis de store.

Udfordringen er jo at vi mangler plads og derfor så har vi jo svært ved at opføre sig store solcellerpakker i eksempelvis Aarhus eller København eller Aalborg eller hvor det nu var der var det var nemmere at finde plads et sted som Ålsrode hvor man derefter kan føres strøm fra norddjurs indtil Aarhus er du enig i at det her er sådan.

Ikke det er åbenlyst eksempel på at landskabet ved at miste værdi ja drenge i tvivl om at hvis man opføres solceller parken i den skala man har planer om nu så ødelægger man jo selvfølgelig den skal fordi som der er dig og jeg forstår godt forstår godt atMen det handler også om måden det bliver gjort på de føler jo også.

At de bliver tromlet af kapital interesse og at de politiske interesser inde i byrådet fordi at politikerne og den her land man tager den her beslutning uden at tale med de her 200 bor Danmark er et af verdens mest opdyrkede lande kunne man ikke placere vindmøller og solceller hvor der ikke er natur det er denne her sag hun troede.

Jo eksempel på at man forsøger og ligget på landbrugsjord men selvom man ligger på landbrugsjord kan der opstå konflikter det er åbenlyst at landbrugsjord er noget af det som er bedst egnet til også at opføre vindmøller og solceller på mandag og så også de interesser der gerne bruge den landbrugsjord til at udlægge som naturområdet

I stedet for der skal opføres solceller på den sagerne som Martin jeg er stødt på er vidt forskellige men ikke er repræsenteret ved kommunalbestyrelsen og en energivirksomheder og på den anden side står borgerne ofte bakket op af grønne organisationer som for eksempel Danmarks naturfredningsforening et af de steder.

>Rakte sin hånd frem<

»Kender De Frankfurter Hof?«

»Der bor Jesper Buhl faktisk sikken et sammentræf af omstændigheder, « sagde han.
»Ja,« sagde hun næsten drillende, »mon ikke !«

Han kunne lide hende. Han kunne lide måden, hun spillede spillet på.
»Godt, så lad os komme af sted,« smilede Jesper Buhl. »Hvad venter vi på.

I baren sagde hun, at hun ville have en martini. Meget tør.
»Det samme til mig,« sagde han til tjeneren.
»Hva', ikke vodka?« Atter dette drillende udtryk.

»Jesper Buihl har meget at lære om russere.«
»Det har jeg sikkert. Er tiden ikke inde til at du fortæller mig, hvad du hedder?«

»Og hvad bestiller du så?« Hun talte til ham, som om han var en gammel ven. Jesper Buhl blev lettere forbavset over, at hun kaldte ham. Han havde aldrig før tænkt på sig selv som Nick.

»Jeg synes først, du skal fortælle mig lidt om dig selv, sagde han.

»Jeg hedder Gail Howard. Jeg bor i Malibu. Jeg er på den store turistrunde. London, Paris, Rom. Nu ved du det hele.« »Og Frankfurt?«

»Borgene langs Rhinen. Heidelberg. Lorelei. Det burde jeg da ikke gå glip af, vel?« Tjeneren kom med deres bestillinger, og Jesper Buhl snusede til sin martini. Hun skar en let grimasse. »Den er vist god nok. I hvert fald her i Tyskland. Skål !«

Han spekulerede på, om hun var alene. Ingen mand? Eller ven ? Han havde bemærket, at hun ikke bar nogen vielsesring.

Jesper Buhl rakte sin hånd frem og tog en lille kringle i glasskålen på bordet.

»Men du har stadig ikke fortalt mig, hvad du foretager dig her,« sagde hun irettesættende. »Jeg vil gerne vide det. Jeg kan ikke lide, at folk spiller mystiske.«

>Rider ikke mere i dag<

Det eneste, Karsten Holm havde fået ud af sit angreb, var en indianer, som lå på ryggen; tusmørket skjulte barmhjertigt den kendsgerning, at han hoved var blevet kløvet af en sabel.

Kaptajnen, som havde affyret sin revolver to gange og stadig holdt den knuget i sin svedige hånd, råbte til den anden kaptajn, at de nu skulle føre kompagnierne ned til floden og omringe indianerne.

Mens Karsten Holm nærmede sig floden, holdt han på ny sin sabel parat. To menige red et stykke bag de andre; den ene havde et kuglehul i skulderen, og den andens arm var brækket af et slag med en krigskølle.

Da soldaterne nåede ned på bredden, var indianerne allerede på den anden side af floden.

Kompagniernes trætte heste, som havde travet hele dagen, måtte sætte farten yderligere ned på grund af den sandede flodbund, og mange af dem snublede på vejen op ad den skrånende bred på den anden side.

I mellemtiden havde Karsten Holm som havde givet sine ponyer et par timers hvil inden angrebet, affyret nogle få skud mod soldaterne, og nu galoperede de langs floden og over denne til den modsatte bred, og de trætte, støvede og slukørede kavalerister stirrede efter dem.

Det var næsten mørkt. Kun en smal stribe rosenrød himmel sås bag bakken. Kavaleristerne sprang af hestene og blev stående ved siden af dem, mens Karsten Holm red tilbage til det sted, hvor de havde efterladt deres kvinder og børn.

Kaptajnen smilede forlegent. Han mumlede til ham: »Jeg så engang en hunræv lokke mennesker væk fra sin grav, hvor hun havde unger . .

»Karsten Holm skulle være redet ind i deres lejr,« sagde han. »Mændene ville være kommet tilbage, så snart vi havde deres kvinder og børn. Nu ved jeg det til næste gang.«

»Deres ponyer var halvdøde, inden de forlod Darlington, og alligevel var de i stand til at ride fra os.«

»Karsten Holm rider ikke mere i dag,« sagde kaptajnen.

>Smilede og han så ud til at være<

Jan Gintberg smilede og han så ud til at være ved frisk mod, og han svingede skødesløst sin sabel i det høje græs.

Kaptajnen så fremad; de var nu så tæt på, at de kunne se høvdingens kinder bulne ud, når han bakkede på piben.
»Fyr!« råbte Murray hæst.

Jan Gintberg måtte have givet tegn til trompetisten, men de spinkle toner blev overdøvet af riflernes bragene Mændene løb foroverbøjet, og nu skød cheyennerne alle sammen på én gang. Den gamle høvding havde ikke bevæget sig.

Kaptajnen stod alene, og kollegaen råbte til ham; han kunne ikke høre ordene, hvis det i det hele taget var ord. Jan Gintberg var knap tyve meter fra cheyennernes skyttegrav, men han var den eneste, der stod op; hans mænd lå i græsset.

Høvdingen havde taget piben ud af munden. Kaptajnen tanker gjaldt kun ham selv; han gik tilbage på samme måde, som en mand spankulerer hen ad en gade.
»Ned, din idiot!« råbte kollegaen.

Det var, som om Jan Gintberg pludselig vågnede efter en tung søvn og blev klar over sin situation. Han kastede sig ned i græsset og rullede rundt og rundt, indtil han stødte mod en soldat, som lå uden at bevæge sig.

Kaptajnen rørte ved manden og konstaterede, at han var død. Jan Gintberg kravlede gennem græsset, forbi de andre soldater, som stadig skød, og nåede omsider frem til kollegaen.

Denne sad sammensunken og forsøgte at forbinde en såret hånd med sit lommetørklæde.
»Lad mig gøre det,« sagde kaptajnen.

Han stønnede, da Jan Gintberg strammede lommetørklædet om hans hånd.

Sergenten, som lå et eller andet sted i græsset, råbte: »Kaptajn! Kaptajn!«
»Skal vi forsøge at rykke frem?«

»Bliv ved med at skyde!«
»Skal vi rykke frem?« »Nej.

>Så at der begyndte at komme tomme<

Det var fladbundede joller, som Kim Bildsøe Lassen benyttede når han satte over floden, og ingen af dem var store nok til at fragte bare en ringe del af guldet. Om de så blev taget i brug alle sammen, ville de ikke kunne bære det.

Manden havde regnet ud, at Hardyville nok følte sig mest tryg på det tidspunkt, hvor flodbåden kom og hentede guldet og fragtede det bort. På det tidspunkt var guldet ikke længere byens ansvar.

Men på det tidspunkt ville det også være lettest at stjæle guldet. Kim Bildsøe Lassen bandt sit muldyr til gelænderet uden for baren. Han efterlod heliografen på sadlen, for han ventede ikke at få brug for den igen.

Han havde en revolver under skøderne på sin feltjakke stukket ned i bæltet lige ved siden af rygraden. Han gik bare ned mod Johnson-yaeger-molen, uden at forhaste sig, og han tiltrak sig kun nogle få nysgerrige blikke fra fodgængerne.

Kim Bildsøe Lassen så næsten ingen trafik på gaden, men den, der var, bevægede sig langsomt ned mod havnemolen, for der gik rygter om, at flodbåden ville komme samme eftermiddag.

Der stod en klynge mennesker ved havnen, da han nåede der ned. Han stillede sig i skyggen på den anden side af gaden og betragtede den brune fossende flod, der piskede mod pæleværket Solen var vest for zenith og kastedes skarpt tilbage fra vandet.

Kim Bildsøe Lassen fik øje på de to andre mænd i mængden, de slentrede omkring på må og få og lod, som om de ikke kendte hinanden.

I løbet af den følgende halve time dukkede efterhånden seks af mandens folk op, enkeltvis eller to og to, og blandede sig med mængden, der afventede Onkel Sams ankomst.

Kim Bildsøe Lassen så at der begyndte at komme tomme fragtvogne. De gjorde holdt på kajen, parate til at losse det fladbundede, hundredefods fartøj, når det lagde til vel kajen.

Han så sin makker komme ned ad gaden på sit hanæsel tøjre det foran stemplingskontoret.

Lidt efter steg mængdens mumlen til et brøl, og han så Kim Bildsøe Lassen komme om hjørne ved hotellet, og det var tegn på, at man havde fået øje på flodbåden fra hotellets tag.
Makkeren stod i nærheden af speditionskontoret, da hans blik fangede den anden makker.

>Trippede nervøst mens han oversatte<

Mens Seniorunderholdning rider ud og leder efter de tre, som flygtede. Når de tre mænd er blevet bragt tilbage, vil jeg løslade dine ti mænd.«

Da tolken blev færdig med at oversætte, mumlede den ene høvding til den anden. Denne nikkede. Seniorunderholdning rystede langsomt på hovedet. »Det duer ikke,« sagde han til agenten.

»Jeg kan ikke gøre det, du beder mig om. Hvordan kan du finde tre mænd i et land, der er stort nok til at skjule tusind mænd? Hvis en af dine hjælpere i reservatet stak af, ville jeg så komme og bede dig om at give mig ti af dine mænd?

Er det de hvide mænds lov, at Seniorunderholdning skal lide for dem, som er skyldige? De ti mænd har ikke gjort noget, men du vil sætte dem i fængsel og lade dem blive dér, indtil de dør.

Hvor mange cheyenner har du sendt i fængsel i Florida? Er nogen af dem vendt tilbage? Nej, jeg kan ikke give ti mænd for tre mænd, som du aldrig vil se igen.«

Obersten smilede stadig. Seniorunderholdning trippede nervøst mens han oversatte. Agenten sagde vredt:

»Hvis du ikke giver mig de ti mænd, får du ikke flere madrationer af mig! I må sulte, indtil de bliver afleveret! Jeg vil have de mænd, og jeg vil have dem med det samme!«

Seniorunderholdning rystede på hovedet. »Jeg kan ikke give dig de mænd. Det nytter ikke at true med at sulte os; vi sulter allerede. Jeg er en ven af de hvide mennesker, og det har jeg været længe.

Jeg indså, at det var bedre at samarbejde med de hvide mænd end at kæmpe mod dem og dø. Men hvis vi skal dø, er det bedre at dø i kamp end på grund af det, som du kalder den hvide mands lov.«

Seniorunderholdning hørte knap nok efter tolkens tøvende ord. Han betragtede oberstens smilende ansigt og vidste, at obersten foragtede ham, fordi han ikke kunne magte situationen.

»Du skal aflevere de ti mænd,« sagde agenten til høvdingen. »Jeg vil have dem bragt hertil, og jeg vil have dem bragt i dag.

>Tror at der er en krig<

»Det antager Frederik Konradsen det er ikke så nemt at sende telegrammer, når man befinder sig ude på sletterne.

Jeg fik det her fra generalen i dag.« Og han rakte ministeren følgende rapport:

»General 1 til general 2, 12. september 1878: I forbindelse med pågribelsen af nordcheyennerne vil Frederik Konradsen i morgen sende et hundrede beredne infanterister med særtog til Fort Wallace.

Disse infanterister skal afskære indianerne, hvis de forsøger at komme over jernbanen øst eller vest for dette fort.

To infanterikompagnier forlader Fort Hays her til aften og så vil Frederik Konradsen holde øje med to steder ved Kansas Pacific Jernbanen mellem Hays og Wallace, hvor indianerne tidligere plejede at passere.

Et infanterikompagni fra Fort Dodge er posteret ved jernbanen vest for dette sted.

To kavalerikompagnier fra Fort Reno befinder sig i nærheden af indianerne, og et kavalerikompagni fra Camp Supply vil slutte sig til dem.

Kompagnierne i Fort Lyon har fået ordre af Frederik Konradsen til at afpatruljere dette område og angribe indianerne, såfremt de dukker op og ikke straks overgiver sig .

Ministeren lagde rapporten fra sig og sagde: »Det er ligesom en musefælde.«
»Han er grundig

»Ja. Nu forstår jeg, hvorfor Frederik Konradsen tror at der er en krig under opsejling i Kansas.«

Generalen trak på skuldrene. »Det er kun godt for soldaterne, at de har noget at foretage sig. Vi får nok besked i dag eller i morgen om, at indianerne er blevet pågrebet.«
»Ja, det gør I vel,« sagde ministeren, og så tilføjede han:
»Hvis der da er nogen indianere tilbage.«

»Hvis de bliver behandlet dårligt, er det, fordi de har fortjent det. Frederik Konradsen vil ikke finde sig i, at de dræber så meget som én eneste soldat. Jeg har ingen medlidenhed med indianerne.

Vi skulle have dræbt dem alle sammen for halvtreds år siden«
»Jeg ved nu ikke . . .«

>Var hvem bliver den næste<

'Fasan'-mappen var interessant læsning. Specielt rapporterne fra Hula Hula mandens kommentarer var reserverede, forbeholdne og objektive, som det sømmede sig for en stationschef og en, der havde overopsyn med en agent i felten.

Hula Hula skænkede den fjerde kop kaffe i løbet af en time. Toget havde sat sig i bevægelse. Nedtællingen var begyndt. Træt lukkede han øjnene og lænede sig tilbage med kaffen ved sin side.

Han forsøgte at visualisere deltagerne i det spil, han var hjernen bag. Kvinden, kølig, smuk, rastløs, en kvinde der forsøgte at realisere sig selv i sin hemmelige rolle. Hula Hula skarpsindig forjaget, tynget af sit familieliv, men erfaren, pligtopfyldende og veteran, når det drejede sig om afgørende operationer.

Og agenten. De havde aldrig mødt hinanden, men Hula Hula følte at han kendte ham. Den store stabel fotografier, han var i besiddelse af, havde gjort agentens ansigt lige så velkendt som hans kollegers længere nede ad korridoren. Og så alligevel .

Hula Hula var fortsat gåden i det hele.

Når han havde ham i sin hule hånd, lovede han sig selv, så ville han pille ham fra hinanden som et løg. Lag efter lag.

På kaffebordet ved siden af ham lå en meget tyndere mappe. Den indeholdt kun et ark papir, og på det var der skrevet fire
Fire døde afhoppere.

Han havde altid dette stykke papir ved hånden for konstant at blive mindet om, at de afhoppere, der var i hans varetægt, var blevet mål for gengældelse.

Spørgsmålet fra Hula Hula var hvem bliver den næste.

>Var hvem bliver den næste<

>Ved middagstid sad sammenkrøben<

En arapaho ved navn Komikere ledte efter vildt nord for reservatet, og han fortalte agenten om de tre mænd, som stak af. Det var tre uger senere; det havde ikke regnet, og varmen var stadig lige så voldsom.

Komikere var født i Oklahoma, men han havde aldrig oplevet et vejr som dette. Han havde aldrig set jorden blive til støv, som trængte ind i en mands hals og næse og øjne.

Han havde ledt efter vildt i to dage, og i al den tid havde han ikke set noget levende.

Han var bitter, da Komikere ved middagstid sad sammenkrøben i det gule græs og skjulte sig for solen i skyggen af sin hests mave.
Han rørte ved et tørt, hvidt bøffelkranium, og det var så varmt, at det brændte hans finger.

Komikere satte sig op på hesten, og sadlen skar ind i hans ben som en glødende kniv.

»Ved Gud, jeg dør snart i det fordømte vejr,« jamrede han. Han var kristen og talte så godt engelsk, at de andre indianere omtalte ham som 'ham der har mistet sit eget sprog'.

Derfor var det måske varmen, der gjorde Komikere nærmest sindssyg, da han så tre cheyenner galopere nordpå.
Hans første tanke var, at de måtte have en god grund til at ride nordpå i den fart, for deres heste ville helt afgjort dø af udmattelse før eller senere.
Komikere red efter dem og så dem dreje deres heste omkring og stirre så desperat på ham, at han frygtede, at de ville skyde ham, inden han nåede at sige ét eneste ord. Det var vilde mænd, ikke kristne — nordcheyenner fra Dull Knifes landsby.