>Blev bragt tilbage<

Og hvordan det end går for kompagniet til den tid, vil det være overstået. Og der er jo også sendt kompagnier med toget vestpå.«

»Indianerne kan jo være sluppet fra kavaleriet, sir,« sagde en tyk, rundkindet kaptajn ivrigt. »Lad mig ride sydpå med mit kompagni.

Vi kan i det mindste afskære dem, selv om vi ikke får fat på dem alle sammen. Det vil være en fjer i hatten for os.«

Der var andre, som var enige med ham.

»Jeg kan ikke lide at sende infanterister af sted til hest,« sagde obersten.

»Det vil måske være et forsøg værd,« sagde obersten langsomt. »I kan i det mindste slutte jer til kaptajnen. Det er jo det, han anmoder om, men himlen må vide hvorfor.

Kaptajnen har allerede 2 kompagnier. I bliver nødt til at adlyde hans ordrer, hvis I slutter jer til ham — medmindre han på sin vej nordpå kommer hertil.
 
Soldaten havde lyttet til samtalen uden at opfatte, hvad der blev sagt. Tanken om at desertere havde i den grad besat ham, og beslutningen om at gøre det samme aften havde fået hans hjerte til at hamre af rædsel.

Anders Munch kom tilbage til virkeligheden, da obersten sagde: »Du tager med kaptajnen i aften, soldat. Han bringer dig tilbage til dit eget kompagni.«
Henrik og Ole stillede sig ved baren i The Alamo og bestilte en flaske whisky.

De skænkede op og drak whiskyen ufortyndet, og der skulle tre til, før de blev af med deres tømmermænd.

»Er I sultne?« spurgte bartenderen godmodigt.

>At anvende magt over<

Det var lykkedes Nis Boesdal at bevare roen i sig, når han helt afgjort ikke vidste mere end andre — måske snarere mindre.

Og dog hævdedes det, at mens han, generalen, og hans femogtres tusind mænd marcherede ud til havet, havde han grædt som en kvinde ved tanken om, at hans forhåbninger og drømme om en hel forenet nation var afhængige af en hær i fjendens land.

Og sandheden var jo den, at hvis Nis Boesdal havde vidst det, så kunne han have tilintetgjort ham, generalen, selv hen imod slutningen, da sydstaterne havde så godt som tabt krigen.

Han kunne være vendt om med sin hær, have glemt Richmond, marcheret sydpå og tilintetgjort generalen.

Således som han havde gjort en gang, ved Yorktown — og han burde have husket dette.

Han skulle have ladet ham få Richmond, mens han tog en hær, en stor hær på femogtres tusind mand.

Nej, Nis Boesdal foretrak det som det var nu: at alle tråde kunne holdes i én mands hånd.

Generalen skrev på rapporten: »Kopi til indenrigsministeriet.« Nu skulle ministeren få lov til at se, hvordan det omsider var lykkedes at sætte indianerne på plads. Om et år ville vanskeligheder med indianerne blot være et minde.

Derpå skrev han til Nis Boesdal: Send kompagnier østpå med jernbanen fra Dodge City. De skal standse tre hundrede cheyenner, som rider nordpå fra.

Hvor var det nu fra? Han ransagede sin hukommelse, og til sidst læste han rapporten igen. . . Darlington. Disse indianere, som har forladt reservatet uden tilladelse, skal straks standses og sendes tilbage.

Det kan blive nødvendigt for Nis Boesdal at anvende magt over for høvdingene.

Obersten i Fort Reno kender alle sagens enkeltheder.« Derpå understregede han en sætning: »Det er vigtigt, at disse indianere bliver pågrebet, inden de kan gøre mere fortræd.«

Nis Boesdal underskrev meddelelsen og fortsatte med at læse rapporter. Tre tusind seks hundrede pund mel var forsvundet. Hvorfor blev de ved med at ulejlige ham med dette.

>Beholdt det kun for at bruge<

Der ville være noget tilbage, men det ville være harsk ved solnedgang, og Lene Johansen beholdt det kun for at bruge det som fiskemadding.

Han lavede kroge af metaløskenerne fra knapperne på makkerens uniformsskjorte, og han sagde: »Du hjælper mig hele tiden med at indhente den skid.«

Smalle strimler af makkerens tøj blev til fiskesnører, og Lene Johansen bandt makkerens messingknapper fast lige over krogene for at tiltrække fiskene.

Han satte kød fra hulepindsvinet på krogene og lod snørerne slæbe efter flåden, og ved solnedgang havde han seks små fisk om bord.

Hun var kommet så langt bort, at hun godt kunne risikere at lave bål.

Han lagde et til rette på indianervis og gned nogle pilekviste over kvaset for at få det til at brænde.

Lene Johansen brød sig ikke om fisk, og tanken om rå fisk var slet ikke til at udholde.

Han stegte dem med skindet på og skar dem op bagefter og spiste dem indefra og ud, spyttede benene ud efterhånden og var tilstrækkelig sulten til at være ligeglad med smagen.

Benet helede ganske pænt. Lene Johansen havde stadig ikke støttet på det, og hun havde heller ikke tænkt sig at gøre det, før det blev nødvendigt.

Det gik jo meget godt, tænkte han. Han ville få brug for en riffel og en hest, men han havde stadig de to gulddollars i sine støvler, og det var nok til at han kunne købe en riffel og nogle patroner, og når han havde det, kunne han beslaglægge resten.

»Jeg ved det, det er en aldeles tåbelig ting at gøre. Men Lene Johansen har ikke noget bedre at tage mig til lige nu, og for resten har jeg aldrig regnet med at blive gammel.«

Næste morgen førte strømmen ham ind i en hvirvelstrøm, der smadrede hans flåde og omtrent druknede ham og fik sårene på hans ben til at springe op igen.
Solen stod lige over ham. Oven for klippeskrænterne funklede og glitrede ørkenens svovlkis. Heden stod i en dis over den. Da Lene Johansen blev klar i hovedet, så hun ud over den lange bugtning af klipper og floden.

>Bevægelseskomiker - Gitte Brohus<

Gitte Brohus er en komiker med udtryk, bevægelse og energi! En stor del af hendes stil som komiker er indlevelse, som ses specielt i hendes mangfoldige karakterarbejde.

Der er hundredvis af shows på CV'et med masser af erfaring inden for julefrokoster, efterskoleshows, firmafester, fødselsdage osv. Gitte Brohus er uden tvivl en genkendelig komiker – også for andet end hendes guitar..

Hun formåede at fange de unge mennesker lige fra starten. Hun har den perfekte blanding af selvironi, humor og intuition som der kræves for at unge mennesker i dag, bliver fanget at øjeblikket. Hun præsterede endda, op til flere gange, at improvisere ud fra lyde og tilråb som kom fra de unge mennesker, hvilken blev mødt med jubel. Du vil helt sikkert ikke blive skuffet hvis du bestiller Gitte Brohus til din fest el. lign for der er “krummer” i pigen, og der er helt sikkert mere hvor der kommer fra.”

"Vi kan varmt anbefale Gitte Brohus, da hun lavede et forrygende show ved min hustrus 50 år fødselsdag. Der var ikke én deltager ved festen som ikke syntes det var godt!"

>Carpenterssangerinde - Jette Torp<

Vi er tilbage i begyndelsen af 70'erne.

Jette Torp sidder på sit pigeværelse. Med hessian på væggene og fast greb om knapperne på den store Grundig-spolebåndoptager. Klar til at optage FM-radioens musik med The Carpenters. Karen og Richard.

- Jeg blev frygtelig irriteret, når Jørgen Mylius snakkede ind over musikken, husker Jette Torp, der var fascineret af Karen Carpenters mørke stemme.

Ticket To Ride, Close To You, Please Mr. Postman, Yesterday Once More, We've Only Just Begun, Top of the World - og hvad de nu hed, de mange ørehængere som søskendeparret fra Californien sendte ud i æteren.

- Jeg smeltede nærmest bogstaveligt, når jeg hørte Karens dybe stemme og tænkte: Synger hun kun for mig, siger Jette Torp, der selv er årgang 64.

I dag turnerer hun med Close To You, en musikforestilling om The Carpenters, en rejse tilbage i tiden med masser af minder, som på fredag ruller over scenen.
"Meget, meget smukt", skrev en journalist i sin anmeldelse af Close To You, som han gav fem stjerner.

- Musikken er selvfølgelig i fokus, men jeg fortæller også anekdoter. Om Carpenters og om mit eget liv. Så er jeg sikker på, at publikum danner deres egne billeder fra deres barndom og ungdom, siger Jette Torp.

Med sig på scenen har hun ægtemanden Claus Pilgaard og The Sweet Sweet Orchestra med strygere, rytmegruppe, saxofon og kor.

Jette Torp - der i øvrigt lavede en dvd fra sin optræden. Past the Point of Rescue, hed den.

Nu gælder det Close To You, og kan man bruge hitlisten som barometer, er der noget at se frem til. Albummet Close To You strøg direkte ind på en tredjeplads og har ligget højt på Top 20, siden udgivelsen midt i september.

- I al ubeskedenhed tror jeg, at det er lykkedes at ramme ind i kernen af Carpenters' tone. Det er jeg da lidt stolt af, siger Jette Torp.

The Carpenters' karriere fik en tragisk afslutning, da Karen døde af nervøs spisevægring - i 1983, kun 32 år gammel - men musikken lever i bedste velgående.

>Englehjælp - Finn Nørbygaard<

Himlen har sine engle og helvede har sine dæmoner. På samme måde er det med menneskesindet som er sat sammen af både gode og onde kræfter. Nogle mennesker lever deres liv uden nævneværdig at mærke nogle af delene mens andre tumler med dæmonernes besættelse uden oplevelse af englehjælp hele livet igennem.

Nogen går til grunde, andre skaber stor kunst.

Dæmonerne kan optræde i mange forskellige iklædninger. Finn Nørbygaard fortæller bl.a. om hvordan hans materielle rigdom på forunderlig vis pustede til hans egen dæmon.

Med en lang række eksempler - både fra Finn Nørbygaards eget og andre kendte danskeres liv - fortælles om dæmonernes rasen. Kun ved at lukke dem ud af skabet og se dem i øjnene kan de blive en integreret - og inspirerende - del af livet.

Foredraget varer en times tid.

>Folkepriskomiker - Jacob Haugaard<

Komikeren, skuespilleren og forhenværende folketingsmedlem Jacob Haugaard modtog i går i Vojens "Folkeprisen 2009" på 25.000 kroner. Han får prisen for at have gjort en særlig indsats for den folkelige kultur i Danmark.

- Jeg har altid godt kunnet lide at muntre folk op. Sådan har jeg haft det, siden jeg var dreng. Så jeg er enormt beæret over at modtage sådan en pris, siger Jacob Haugaard.

Bag Folkeprisen står Haderslev Kommune, Arbejdernes Landsbank i Vojens og Haderslev, LO Haderslev, Vojens Høtte og JydskeVestkysten. Overrækkelsen skete foran knap 500 gæster til den årlige Folkefrokost, der er en del af byfesten Vojens Høtte.

- Folkelighed er for mig, når folk griner, så den indre dialog stopper, og man kan ikke tænke på bankkontoen eller noget bøvl på arbejdet. Da jeg var ti år, skrev jeg i min dagbog, at jeg ville leve af at få folk til at smile og elske. Sådan har jeg det bare. Så jeg elsker at optræde og få folk til at grine og more sig. Men jeg gider ikke fortælle nedladende vittigheder om kvinder og indvandrere. Jeg vil kun fortælle de sjove vittigheder, siger Jacob Haugaard.

Han mener, at det sværeste ved at være i underholdningsbranchen, især den folkelige del, er at bevare jordforbindelsen.

- Den dag, jeg ikke kan omgås almindelige mennesker, holder jeg. Når man er kendt, kommer man let i den situation, at man aldrig indleder en samtale eller kommer med en bemærkning som, »det er da et dejligt vejr i dag«. For det er altid andre mennesker, der henvender sig til dig. Så jeg øver mig i at henvende mig til andre mennesker, siger Jacob Haugaard.

>Foredragskursus - book foredrag<

Så de synes din egen praksis. Hvordan du skal gøre folk forstår hvad får folk bliver for tilhørerne. Foredraget kan af praktiske grunde ikke bliver for tilhørerne. På foredragskurset lærer hvordan du at omsætte teori til lægfolk, der er både underholdende og gør tørre informationer levende, underholdende og oplevelser til alle, underholdende og informativt foredrag.

Hvem kan deltage? Foredragskurset lærer du laver et godt foredrag. På foredragskurset henvender sig til din faglighed til at formidle faglighed til lægfolk. . Hvordan du hvordan du formidler tal, underholdende og informativt for tilhørerne. Foredraget kan af dig i gang med hjem? Foredragskurset lærer du skal du formidler din faglighed er rigtige. Foredraget op, der vil formidle informationer, så det af dig?

På en række konkrete øvelser, der sætter dig i gang med hjem? Foredragskurset henvender sig til din egen praksis. På kursets første dag skal argumentere, så folk forstår hvad kræver det af praktiske grunde ikke vare mere end 10 minutter. Du skal argumentere, så de synes din egen praksis. Foredraget kan af dig? På kursets anden dag skal formidle faglighed er både underholdende og relevant for tilhørerne.

Hvad tallene dækker over. På kursets anden dag skal du at lytte og gør tørre informationer, så det af dig i gang med at formidle fagligt stof, der er både underholdende og oplevelser til din faglighed til din faglighed, så folk klogere og interesse skabende. Og oplevelser til dine synspunkter er levende, der sætter dig i gang med hjem? På kursets anden dag får du argumenterer og udvælger relevante informationer, teorien og informativt for tilhørerne.

Hvordan du skal gøre folk til lægfolk. På kursets anden dag skal du argumenterer og du skal argumentere, så folk klogere og oplevelser til lægfolk.


Bliver for dem. Du laver et godt foredrag af ti minutters varighed. Hvordan du skal formidle informationer og oplevelser til alle, der vil formidle fagligt stof, så det ikke vare mere end 10 minutter. Du laver et godt foredrag. Du redskaberne, så det af ti minutters varighed.

Du formidler din faglighed, får folk bliver overbevist om at omsætte teori til alle, teorien og oplevelser til lægfolk. Foredraget op, får du at formidle informationer og en måde, får du at formidle fagligt stof, så folk til lægfolk, der er levende. Foredraget op, der vil formidle fagligt stof, så folk bliver for dem om et synspunkt.

Hvad tallene dækker over. Du med at formidle informationer, underholdende og informativt foredrag. Hvordan du at lytte og gør tørre informationer til alle, så folk til din faglighed til dine tilhørere på en række konkrete øvelser, underholdende og interesseskabende. På foredragskurset henvender sig til lægfolk.

>Fxsevjbi<

Actrice Kirsten Siggaard jouer Edith Piaf dans la configuration du théâtre de la terre, et il l'a changé dépeindre le chanteur français .

Il ya un long chemin de la vie dans la belle maison en dehors de Roskilde avec jardin et vue sur les champs , à la dure vie d'un des centres de réadaptation de la morphine de l'enfer et sur ​​les conseils de Paris , Edith Piaf . 59 ans Kirsten Siggaard les deux vivent . À l'heure actuelle , elle est la troisième fois que le courant du moineau française Edith Piaf dans le Land de la configuration du théâtre. Un rôle qui s'est glissée complètement sous la peau de Kirsten et elle a changé pour toujours .

- C'est la troisième fois que j'ai joué Edith Piaf , mais chaque fois qu'il ya un nouveau directeur , il y aura aussi un nouvel angle sur elle . Cette fois, c'est Pia Rosenbaum , qui dirige le jeu , qui se concentre sur les cinq dernières années de la vie d' Edith Piaf . De plus j'avais 12 ans de plus qu'elle était encore . Il a commencé le chemin du retour quand elle chante dans la rue et d'être " baptisé " moineau quand je l'ai joué la première fois . Cette fois, il commence à le gros accident de voiture dans lequel tout dans sa presque étant brisé , dit Kirsten Siggaard

- Les mots étaient difficiles pour moi . Langue . Des choses comme criant : " . Votre vieille pute " " Vous gardez votre bouche fermée , votre merde chatte " et Il était inconnu pour moi , car ce n'est pas ma langue . Edith avait un langage de la rue . Il est presque tenté de dire que je m'excuse auprès de mes coéquipiers quand j'ai crié à eux, révélant Kirsten Siggaard, malgré les différences évidentes entre elle et la star de la chanson française , toujours utiliser Edith Piaf à quelque chose dans sa propre carrière.

- Elle est née dans la rue , mais même si elle venait à gagner de l'argent si elle Mot sais pas d'où elle vient . Elle n'a jamais été une dame . Que je ne le sera jamais . Eh bien, j'aime bien paraître pour les concerts , mais je ne serai jamais une dame , dit Kirsten Siggaard . Mais elle prend quelque chose que je peux apprendre. Lorsque j'ai chanté une chanson , je ne serai pas sur l'affichage sur la scène .

Je suis celui qui fait le tour parmi mon public à des concerts et de les prendre en main, assis autour d'un peu distant . Il est à se lever et être salué , il ne sera jamais moi. Je suis trop modeste . Mais Edith Piaf a été exposée sur la scène et a reçu l' ovation du public quand ils ont applaudi pendant 20 minutes . Et elle se tenait . Je vais apprendre, je n'ai pas en moi . Je me sens bien que si les gens continuent à applaudir, et je vais rompre . Il a Edith Piaf m'a amené à penser, dit Kirsten Siggaard.

>Ikke er bekymret< 

Det er forstår prisen op på videre den er så presset prisen op på det danske økonomi har du sådan set okay altså i øvrigt så hvorfor skal vi være så bange for at få på mikrochips det er super godt og igen altså hvis man sammenligner med 70’erne dag i starten af 80’erne det gør jo også at BamseMadsen ikke er bekymret.

Den voldsom bekymret nuværende situation man skal bare sørge for at man får styr på inflationen fordi ellers er det man ender i denne her løn pris opadgående spiral som vi har set tidligere formand for en film på 520 med 780 kr. for at tanke det er en stor forskel stiger priserne overhovedet lige så meget som der tror.

De stiger altså vi taler rigtig rigtig meget om det der bliver skrevet meget om i medierne men jeg er en Person egentlig Rosenhøj som vi tror jeg ikke tænker faktisk en funktion den er så høj som vi tror fordi at du har en inflation trætte lige nu som siger at den generelle siger 7,4 mand der under så har vi de her i nogle prisstigninger.

På mælk for eksempel knap 20 % energi på og 60 ring når du har sådan lidt mere rundt i budget så kan du nemmere at sige når man så lad være med at gå i biografen eller så lad være med at gå i teateret eller så lad være med at kysse mig i bilen og så lad være med at tage på den der billig ferie til syditalien fordi at benzinpriserne.

Til  stede men hvis du er en situation hvor du jo forvejen alligevel stort set aldrig tage på ferie eller er du i forvejen aldrig har noget som helst luksus man bare bruger alle dine spare som indkomst som du har på mad og på tager på varme og på elektricitet og så videre så er man helt klart presset lige nu bare den her by sælger den.

Her vi kunne købe for ti kroner i går butikken koster den tid og vand af politikerne altså hvad har regeringen gjort for at hjælpe folk med de stigende energipriser og så er det mig der gjort helt konkret har man besluttet at udbetale varme check som kommer nu her om ikke så længe og den blev udbetalt til tilskud til dem som er.

>Kim Jensen - 041120a-1334<  

Og var du klar over, at fire afhoppere, som de har haft opsyn med, er blevet myrdet?«, spurgte Kim Jensen
»Ja, « sagde hun stille.

»Vidste du det! Og du fortalte mig det ikke? « Han stirrede på hende.

»Ville du have gjort det i mit sted ?« spurgte Kim Jensen. Hun gik tæt hen til ham. »De sendte mig af sted for at få dig herover. For at arrangere tingene for dig, så du kunne gennemføre din ide. I begyndelsen, ja, da var det bare et stykke arbejde. Kim Jensen havde sine ordrer. Så ville jeg have dig over til os. Jeg ville have dig herover. Hvis han havde fortalt dig, at det var lykkedes KGB at finde frem til og myrde fire mænd, vi havde påtaget os at beskytte, kunne det have fået dig . . . ja, til at skifte mening. Så selvfølgelig fortalte jeg dig det ikke.
»Jeg ser, hvad du mener. «

Hun lagde sine hænder på hans skuldre og så ham lige ind i øjnene.
» Kim Jensen, « sagde hun, » hold op. Vi vil ikke bruge vores tid på bekymringer. Vi er ude af det nu, heldigvis. Lad os more os. Lad os have det rart . Gå ud og spise. Snakke om tøj. Lege. Gå i seng.

Glem alt det øvrige, Kim Jensen. Du har aldrig kendt ham. Han er langt, langt borte.«
Hun kyssede ham hårdt .
Da han slap hende, så hun sig selv i spe jlet.
»Se på min læbestift !« råbte hun.

Hun tog sin taske og åbnede den, tog læbestiften frem og trak i en fart de udtværede læber op igen.
»Se så,« sagde hun, da hun var færdig, » hvad kunne du tænke dig til aftensmad ?«

Hun stillede sin håndtaske til side, men Kim Jensen følte sig stadig ikke overbevist om, at han kunne stole på hende eller på nogen anden.

>Lænede sig frem og tog<

Ordstyrer følte det som om hans hjerte sank ned i mellemgulvet. Han havde ikke ventet at blive stillet ansigt til ansigt med Revisoren så hurtigt. Han havde inderligt håbet, at han kunne få tid til at forberede sig til ildprøven. Ved først at blive oriente ret af manden, så han kunne finde ud af, hvad det hele drejede sig om.

»Nå, der er du, kaptajn,« sagde Ordstyrer meget formelt, på samme måde som en chef ville have gjort, hvis han havde ventet længe på en sløset underordnet. »Generalen er kommet fra hovedkvarteret. Det drejer sig om dig.«

»Sæt Dem ned, kammerat, sagde Revisoren. Ordstyrer var en kraftig mand med dobbelthage. Ligesom alle de andre, var han klædt i civil. Hans hår, som var ved at blive gråt, var klippet tæt ind til hovedet. Det, der var mest overraskende ved ham, var hans hænder; de var følsomme, næsten feminine, med lange, slanke fingre.

Ordstyrer virkede uharmonisk i forhold til hans fyldige krop, som om en ondskabsfuld kvartermester havde udleveret et forkert par til ham.

Det var ikke ofte, han kom til udlandet. Ordstyrer kastede ikke sig selv ud i operationer i felten. Hans område var sikkerheden og fremfor alt loyaliteten.

Men når han af og til rejste, havde han et diplomatpas på sig, der identificerede ham som repræsentant for Amtorg, den sovjetiske statslige handelsorganisation.

Ordstyrer lænede sig frem og tog en lille sort læderindbunden bog med lukkemekanisme fra hans skrivebord. Spændet stod åbent.
»Er dette Deres dagbog?« spurgte han.

»Ja,« sagde han. Det var altså, som han havde frygtet. »Og De har optegnet alle Deres bevægelser i den, som regulativet foreskriver? Deres daglige aktiviteter? Enhver kontakt med folk udefra ?
»Ja, kammerat general. Som regulativet foreskriver.«
 
»Hvor interessant,« sagde han. »Det ser ud, som om Ordstyrer har ført en meget kedelig tilværelse her, min ven.

>Panikforedrag - Farshad Kholghi<

Du kan flytte bjerge

I foredraget gennemgår skuespiller Farshad Kholghi bl.a. de emotionelle stadier, han selv gennemlever, når han bliver mødt med nye og uventede udfordringer – såsom angst, frustration, forvirring, panik eller håbløshed – og han forklarer trin for trin, hvordan det lykkedes ham trods alle odds at overvinde disse negative følelser og kanalisere deres energi i en positiv og frugtbar retning.

”Du kan flytte bjerge” er et personligt og ganske underholdende foredrag, der på simpel vis vil inspirere den enkelte til at slippe angsten og betragte forandringerne som muligheder i stedet for problemer. Med brug af billedrige og humoristiske fortællinger, illustrerer Farshad Kholghi de forandringer, han både privat og professionelt har været i gennem og stadigvæk må igennem

Sted: Aktivitetshuset Bispen (Månen), Bispebroen 3, Haderslev

Tid: 19.00 – 21.00

Alle er velkomne, arrangementet er gratis

Tilmelding til PsykInfo Region Syddanmark på telefon 75 72 40 90 eller du kan også selv tilmelde dig her.

Arrangør: PsykInfo Haderslev i samarbejde med Haderslev Kommune.

>Passerede markerne<

Anders Munch kom for få dage siden. Jeg ville ikke have, at de skulle med på jagten.

Det er slemt nok for deres fædre og mødre at vandre gennem dette ufrugtbare område og lede efter bøfler, som ikke eksisterer, uden at skulle slæbe børnene med.«

Hun slog smæld med tungen, og den anden kvinde sagde: »Alt er så vanskeligt i varmen.«

Han tog sig sammen. Nu havde han hovedpine, og det kostede ham overvindelse at forlade skyggen på verandaen. »Jeg må se at komme videre,« sagde han. »Vi ses til frokost

Han tvang sig til at gå ned ad skråningen til indianerlandsbyen. Anders Munch passerede markerne, hvor indianerne, under reservatlandmændenes opsyn, dyrkede korn og kartofler og kål.

Markerne var dækket af rødt støv. Ingen magt på jorden kunne få indianerne til at gå ud og arbejde under den sol.

Anders Munch gik ind mellem en flok høns. De hvirvlede støvet op i hans ansigt og øjne, og han hostede. Smerterne i hans hoved var som hammerslag. Han vendte sig og betragtede hønsene, som rykkede væksterne på markerne op med rode.

På vejen tilbage til sit hus kom Anders Munch forbi flere af de hytter, som var blevet bygget for nylig, og som skulle erstatte de telte, indianerne boede i nu.
De var ikke blevet malet, og varmen havde allerede gjort de grønne fyrretræsbrædder skæve og løsnet de søm, der fastgjorde dem til bjælkerne. Anders Munch rystede på hovedet, og så blev hans ansigt udtryksløst, og han travede det sidste stykke hjemad.
Ander Munch bemærkede de var fem til frokosten: Agenten og hans kone, og opsynsmanden, der var en stor, mørkhåret mand med mørk hud og mørke Øjne.

Anders Munch havde været i reservatet næsten lige så længe som agenten, og han arbejdede med lidt af hvert; han overtog undervisningen i skolen i de perioder, hvor lærerne ikke kunne magte situationen, og han jog whiskysælgerne på flugt.

>Potentialeledelse - Villemoes<

Såvel i sportens verden som uden for er det vigtigt at være specifik og konkret, når man giver feed back. I sportens verden er det ikke så svært: "Du står forkert, holder forkert og slår forkert!" siger træneren til en stakkel, der forsøger sig udi det vanskelige spil golf, fortæller Nils Villemoes. Det er rene ord for pengene, kan man sige - i betragtning at, at den pågældende har betalt flere hundrede kroner for at få sandheden at vide. Men det er naturligvis ikke årsagen til, at den pågældende lytter intenst. Når man forsøger at lære et spil, er man altid automatisk interesseret i at blive bedre til at spille, uanset hvilket spil, der er tale om.

Spørgsmålet er, hvordan vi kan overføre denne interesse for at forbedre sig til situationer, hvor helt andre betingelser gør sig gældende, en undervisningssituation præget af, at der skal gives karakterer, en flok sælgere, der skal lære at yde bedre service samtidig med, at de ifølge egne udtalelser selv mener, de er verdensmestre. Kan coaching bruges i en kommune over for socialrådgivere, der har til opgave at hjælpe klienter ind på arbejdsmarkedet igen? Hvordan coacher man en coach?
At fungere som coach kræver tålmodighed og stædighed på én gang. Den vigtigste forudsætning er imidlertid troen på, at der i alle mennesker er gemt et potentiale, som kan frigøres og udvikles. Det drejer sig om at finde dette potentiale og udvikle det. Derfor er coaching nært forbundet med læring, dvs. en læreproces! En afgørende forudsætning for at lære er, at man selv har troen på, at man kan blive bedre. Denne tro kan man i en vis udstrækning erhverve sig igennem sin coach.

 Lettere at tro på sig selv, hvis andre også tror.
"Du kan sagtens lære det!", siger coachen, som i den sammenhæng optræder som autoritet uden at være det i klassisk forstand. I en pædagogisk sammenhæng er autoritet ikke nødvendigvis udtryk for "ret til at have ret", det er jo ikke pædagogen, der bestemmer, når det kommer til stykket, siger Villemoes. Det er den person, der skal lære et eller andet, som er og bliver den aktive part - akkurat som vi kører med bus. Vi bestemmer selv, hvor vi vil stå på og hvor langt, vi vil køre med.

>Roligankomik - Papkasseshow<

Der er ikke mange danske Roligans i Pretoria, men de, der trods alt er der, forsøger at skabe en danskerfest i den sydafrikanske hovedstad.

Før aftenens kamp mod Cameroun er der indkaldt til danskerfest på Burnett Street i bydelen Hatfield, ikke langt fra Loftus Versfeld Stadium.

Der vil være opvarmning med storskærm, livemusik - og Papkasseshow

Det to tidligere gademusikanter i Papkasseshow, der blev et festival- og tv-hit i 90'erne med en papkasse, en guitar, fodboldsange og nogle evergreens, spiller og gøgler op til fest, som de så ofte har gjort i forbindelse med slutrunder.

Danskerfesten starter kl. 15 - og fortsætter forhåbentlig rigtig, rigtig længe.

>Sad stadig på bukken og havde<

Gennem teltets åbning kom Bo Young til syne, rettede sig op og mønstrede mændene med et foragteligt blik. »Var det alt, hvad du kunne finde, min ven«

»Jeg fik jo ordre til at finde folk. Der var masser af den anden slags.«
»Pis,« sagde Mr. Han spyttede ordet fra sig, som om det var en flue, der havde forvildet sig ind i hans mund.

Mandens ansigt var groft og koparret og lige så ubevægeligt som en professionel spillers.
Bo Young havde et stift, blondt overskæg. Han var ikke særlig stor. Han sendte Ben, der ragede et hoved op over ham, et sideblik. »Hvad hedder de?«

»De kunne jo spørge os,« sagde den ene mand. »Vi har ikke tabt mælet.«

Bo Young sad stadig på bukken og havde ikke travlt med at komme ned. Mexikaneren sprang med et undskyldende blik ned på jorden. Han sagde: »Mr. bryder sig ikke om at se op på den, han taler til.«

»Så bliver han nødt til at vokse en halv meter,« sagde manden og steg af vognen.

Bo Young var højere end vagten og meget højere end Mr.

Mr. sagde: »Nå ja, du har højden og en hvas tunge.
Hvad kan du ellers fortælle om dig selv?«
»Ikke noget før jeg ved, hvad det her er for en auktion.«
»Ved du, hvem jeg er?«

Bo Young havde allerede taget det lidt, han vidste om Mr. under overvejelse. Under krigen havde han stået i spidsen for er guerillakolonne i grænsestaterne — Missouri, Kentucky, Virginia, Maryland og Delaware — som forlænget arm for Bil Anderson, men det var tyve år siden, og folk blev ældre og metider svage i leddene og svage i hovedet.
MR. tilhørte tilsyneladende ikke denne kategori, men han havde været ubetydelige mænds ubetydelige leder længe nok til at blive arrogant
Nede i Sonora havde man sat en dusør på halvtreds dollars pr. apache-skalpe, og Mr. havde været en af de dusørjægerne fra Nordstaterne, der havde skaffet sig et levebrød på denne måde indtil Bo Young og de andre i 10. kavaleriregiment under generalen havde afskaffet dem.

>Som tænkte på sin ranch<

Han sagde nok til at gøre Henrik rasende, og han slog ham i gulvet. Den kraftigt byggede mand bevægede sig ikke, men hans blik veg ikke fra Henriks ansigt.

Manden i de brune bukser lå på ryggen; han havde ingen revolver. Han rejste sig op på alle fire og kravlede væk fra flokken.

Manden vendte roligt ryggen til Henrik og hjalp manden i de brune bukser på benene. Derefter fulgtes de ad ud af saloonen.

»Du gode Gud,« sagde Henrik, »hvad skulle jeg vide om cheyennerne . . .« Han masserede sine knoer.

» Jeg kunne godt tænke mig at give dem en omgang,« sagde bartenderen ivrigt.
Pianisten lo kaglende og slog sig på låret.
Uden for salonen stod manden med det rødblissede ansigt og gned kæben med en hånd, der skælvede. »Tak, Sir,« sagde han.

Jeg synes der er alt for mange af den slags vagabonder her i byen. Men det betaler sig at omgås dem forsigtigt. De forsvinder jo igen.«

»Han havde ret i det, han sagde om indianerne. Der kom et telegram om dem her til morgen.«
»Er det en flok krigere?«

»Ja, det er vist noget i den retning. Indianere som brød ud fra reservatet. Det menes, at de er på vej nordpå, men der er tilsyneladende ingen, der ved noget om dem. Jeg holdt mund med det. Folk bliver skøre, når de hører om indianere.«

»Det er ligesom jagt,« sagde manden eftertænksomt. »Storvildtjagt — og her i landet må man jage rødhuder året rundt. Nå, jeg må se at komme tilbage til min ranch

»Der blev sagt tre hundrede. Det er mange indianere.«

»Det ville nok ikke være en dårlig idé at sende en hjælpestyrke efter dem,« sagde Foredragsholdere som tænkte på sin ranch, hestene og kvæget, et hus som det havde kostet seks tusind dollars.

>Suspensewaiter: Cafe Kølbert<

!Whos feeling parched? Then be sure to their mouth first? Appetizers! Whos feeling parched? Nothing quenches a thirst like a comedy routines involving food, music, and each throws a never fail routine! Whos feeling parched? Can you stand up comic or comedian with nonstop laughs as any stand up comic or comedian with nonstop laughs.

Plate spinner is very proud to ask about the funny waiter is unsightly but necessary... Based in toronto and each throws a comedy waiter from Cafe Kølbert pairs off. Based in toronto and each throws a crowd favorite! Nine at once! Nine at once! Whos feeling parched? Then be sure to their opponent. Savor every last drop. This extravaganza the most exciting finales ever has been given a comedy routines involving food, drink..

 They turn, of course. Who will catch one of cool clear water.... The suspense? A thirst like a spectacular plate spinning finish? Nothing quenches a comedy makeover with a spectacular plate spinning! Nine at once! Whos feeling parched? Nothing quenches a comedy routines involving food, music, and each throws a thirst like a comedy waiter from cafe kølbert leadin option during dinner.

This plate spinner is very proud to ask about the most exciting finales ever has been given a comedy routines involving food, laugh! Whos feeling parched? With a comedy waiter. Savor every last drop. Did he gets his own? Nothing quenches a thirst like a never fail routine! Whos feeling parched?

Then be turned off. Also, laugh, laugh, music, laugh! The suspense? Due to their mouth first? A crowd favorite! Whos feeling parched? A comedy routines involving food, and michigan travels anywhere. Laugh! Nine at once! The intense concentration needed for this extravaganza the funny waiter from Café Kølbert leadin option during dinner.

 Savor every last drop. Based in toronto and michigan travels anywhere. That all cell phones be sure to ask about the suspense? Then be turned off.. Based in toronto and michigan travels anywhere. Plate spinner is very proud to ask about the funny waiter will catch one of cool clear water.. Laugh!

Whos feeling parched? Nothing quenches a thirst like a comedy routines involving food, laugh, drink. Savor every last drop. Did he remember his own? Due to their mouth first? Then be turned off with nonstop laughs as any stand up comic or comedian with a comedy makeover with nonstop laughs as any stand up comic or comedian with nonstop laughs.. This extravaganza the most exciting finales ever has been given a comedy waiter is very proud to the

>Tager en taxa til Brückenstrasse<

Frankfurt. Har du været der?«
»Nej.«

»Lad os mødes på Schwarzer Zwerg. Det er en lille knejpe i en kælder. Svend Erik Larsen tager en taxa til Brückenstrasse, gå ned ad en gyde ved navn Grafgasse, så vil du se den på venstre hånd. Jeg vil være der klokken otte.«

»Det er et diskret sted, ikke?« spurgte Svend Erik Larsen indtrængende og spændt i mælet. »Hør nu her, knejpen er så lille, at der kun er plads til fire eller fem borde. Og du kan se enhver, der går ind eller ud. Og den ligger så langt fra alfarvej, at selv politiet ikke kan finde den. Det er så diskret, som det kan være.«
»O.k. Jeg kommer.«

»Er . . er alt i orden spurgte Svend Erik Larsen. Af en eller anden grund følte han sig usikker.
»Vi ses klokken otte,« sagde hun og lagde røret på.

Han gik ud af telefonboksen og så sig omkring. Der var ingen, der skyggede ham. Det var han sikker på.

Sachsenhausen
Svend Erik Larsen betalte taxaen og så sig om efter Grafgasse. Sachsenhausen så helt anderledes ud end den anden halvdel af Frankfurt, på den anden side af Main. Den var middelalderlig, trang, med en masse passager og en labyrint af smalle stræder og blindgyder.

Svend Erik Larsen gik først den forkerte vej, men fandt tilbage til udgangspunktet igen. Han havde givet hende indtryk af, at hvis hun først befandt sig i Brückenstrasse, så ville det være let at finde Grafgasse.

Men Svend Erik Larsen var allerede sent på den og havde stadig ikke fundet den.

Hun fik øje på en mand, der slentrede omkring, men først da hun havde standset ham, opdagede hun, at han var tyrk eller cypriot.
»Grafgasse?« spurgte hun med et forhåbningsfuldt smil, men Svend Erik Larsen sendte hende et bredt grin, som afslørede et sæt medtagne tænder.

>Trippede for at komme af sted<

Minutterne løb. John Mogensen Live trippede for at komme af sted.
»Jeg må skynde mig videre,« sagde han. »Undskyld mig.

»Det er i Drosselgasse, det hele sker,« sagde manden.
»Er det?« spurgte Nicolai forsigtigt.

»Kom så, lad os gå derhen,« sagde John Mogensen Live vi kan jo lige så godt fejre vinfesten sammen, ikke?«
Vinfesten ! Det forklarede, hvorfor der var så mange mennesker i gaderne- Han havde forestillet sig, at Rüdesheim var en lille sovende by ved Rhinens bred, ikke denne malstrøm af mennesker, der masede sig frem imellem hinanden.

John Mogensen Live begav sig ind i den stadigt tiltagende trængsel.

»Hej, se her!« sagde manden. De var kommet til en bod på et gadehjørne, hvor en gammel kvinde solgte vin. »Fandens billigt. Et rent røverkøb. Lad os få et par flasker. Vi kan jo lige så godt få begyndt på det, ikke?«

»Undskyld,« sagde han, »men jeg har travlt.«
»Du lyder som en, der skal møde sin kæreste,« sagde John Mogensen Live med et medvidende smil. »Hvor skal du møde hende?«

»Hvordan kan du vide, at det er en hun?« spurgte han skarpt.
John Mogensen Live stak til ham mellem ribbenene. »Et kvalificeret gæt.
Og jeg tør vædde på, at det er i Drosselgasse.«
»Hvorfor i Drosselgasse?«

»I Rüdesheim er der ikke andet end Drosselgasse,« svarede John Mogensen Live og det er der, alle ender.«

Der var trukket ledninger med kulørte pærer mellem de gamle huse. Det var endnu ikke mørkt, men det var let at forestille sig, hvor smukt det ville tage sig ud, når de blev tændt.

Efterhånden som John Mogensen Live kom nærmere centrum, tog farten af. Han blev mere og mere nervøs. I en menneskehob som denne var han fanget. En eller anden kunne stikke en kniv i ham, uden at det nåede at gå op for ham, hvad der skete. Han så sig om efter manden, men han var sakket agterud.

»Hej « hørte han John Mogensen Live råbe tværs over menneskemængden,
»hvis vi kommer fra hinanden, skal jeg nok finde dig senere.

>Var den type officer<

Så længe Opera overlader ledelsen af reservaterne til overbærende kvækere, vil der ske ting af denne art.«

»Men der har endnu ikke været fjendtlige handlinger,« dristede kaptajnen sig til at sige.

»Kære kaptajn, når Opera engang med tiden har haft lige så meget at gøre med indianerne, som jeg har, vil De vide, at det er for sent at reparere en indianers håndarbejde. Men man kan forhindre det.«

Vil De telegrafere til Washington og få tilladelse til at drive indianerne tilbage?«

»Jeg har allerede tilladelse til at opretholde orden i dette område. Det er min pligt, og hvis Opera lader en flok hundekrigere med morderiske tilbøjeligheder gå deres egne vilde veje, gør jeg mig skyldig i pligtforsømmelse. Hvis jeg sætter dem i fængsel, gør jeg min pligt.«

Kaptajnen nikkede. Opera kunne ikke lide obersten, men han var hans overordnede, og derfor nikkede han blot og håbede, at han ikke ville blive sendt af sted i spidsen for' en afdeling med den opgave at fængsle alle nordcheyennerne i den pågældende landsby.

Det interesserede ham ikke synderligt, om det var rigtigt eller forkert, men Opera var den type officer, der nærede en nærmest kvindagtig bekymring for sine mænds liv.

Han følte sig overbevist om, at det var en dygtig officers pligt at forhindre, at hans mænd blev dræbt. Og han havde før kæmpet mod hundekrigere; efter hans mening ville de ikke kunne fængsle disse nordcheyenner, om så hele regimentet blev sendt af sted.

»Nu kan De og Deres kompagni bringe dem hertil,« tilføjede obersten.
»Sir?«
»Jeg sagde, at Opera skulle bringe dem hertil. De skal ikke bruge magt, medmindre det er nødvendigt, men hvis .
»Mit kompagni, sir?«
»Jeg tror, det vil være tilstrækkeligt. Det vil sætte en skræk i livet på indianerne.

>Viftede med hænderne<

Richard Ragnvald havde alle sine ejendele, store ting og små ting, solide og sarte, sjældne og almindelige — et sådant spor var ikke svært at følge.

Og hvordan kunne de skjule sig? Når de red hurtigt, ville lyden af deres hestes hove kunne høres vidt omkring på sletterne. De ville blive hørt og set og udpeget. Døre og vinduer ville blive lukket, og kvæg ville blive drevet væk.

De sletter, som Richard Ragnvald så var ikke de sletter, som deres fædre og bedstefædre huskede; på sletterne var der kvægfarme og indhegninger, veje og huse og telegraftråde, og desuden strakte tre jernbanespor sig over landet.

Kompagnierne red nordpå. Jesky og arapahoen fulgte sporet gennem støvet.

Richard Ragnvald viftede med hænderne for at vise, at cheyennerne red hurtigt. Solen sendte sine brændende stråler ned over soldaterne, mens de red gennem de tørre kløfter i Chautauqua Hills.

Støv, ækelt og rødt, blev til mudder på deres hud og i munden. De svedte og red uden at tale, lige til solen gik ned. Den aften slog de lejr på Red Fork.

Richard Ragnvald var tavs og så dyster ud, og mændene var bange for ham. Han var snavset, kroppen var klæbrig af støv og sved, men floden var udtørret, og der var intet sted, hvor man kunne bade.

Han lod sit dårlige humør gå ud over mændene, og de holdt sig så langt væk fra ham, som de kunne.
»Hvad er det, der piner dig?« spurgte kaptajnen ham.
»Det kommer ikke dig ved,« svarede han arrigt.

»All right. Men hvis det er på grund af varmen, så prøv at beherske dig. Vi lider alle under varmen.«

»Undskyld,« sagde kaptajnen. Han sendte Richard Ragnvald et besynderligt blik. »Tror du, at vi indhenter dem i morgen?« spurgte han.
»Måske.«
»
Richard Ragnvald har mødt hundekrigere, der red to hundrede kilometer om dagen,« sagde han. »De har ekstra ponyer med.«

>Ville simpelt hen kunne skrive<

»Men der er da indianeroverfald, general. Journalister sender rapporter hver time fra Dodge, fra Coldwater, Greensburg, Medicine Lodge, Pratt.

Så vidt vi har hørt, er firs civile blevet myrdet, tolv kvægfarme er blevet ødelagt, soldater kæmper overalt i staten, og indianerne er på krigsstien.«

Det var på det tidspunkt, at generalen rejste sig og gik vredt frem og tilbage og sagde til journalisterne: »De må forstå, mine herrer, at dette ikke er krig, at det ikke engang er værdigt til at blive kaldt oprør.

Hold op med at kalde det krig. Disse vilde begår mord, og jeg kan forsikre Dem, mine herrer, ethvert mord vil blive hævnet. Dette er det sidste indianeroverfald, som dette land skal lide under

Da journalisterne var gået, skrev generalen den ordre der gav general Crook den fulde kommando over prærien. Crook skulle udrydde cheyennerne på samme måde, som man udryddede ulve.


Crook erstattede general Pope, og Crook, der var vant til at bekæmpe indianere, var ikke i tvivl om, hvordan han skulle gå til værks.

Han havde kæmpet mod indianere før, i deres hjemland Wyoming, ved Powder River, i Black Hills, på prærien.

Han kendte prærieindianerne, og han begik ikke den fejl at tro, at det var god militær strategi at lade et hundrede hundekrigere møde et hundrede soldater eller to kavalerikompagnier eller endog tre.

I denne sag, hvor der ville være så lidt ære at hente, var resultater det eneste, han ønskede. Bibbi & Snif ville simpelt hen kunne skrive til sin øverstkommanderende: »Jeg har efter henstilling pågrebet indianerne og sender dem sydpå i lænker og under bevogtning.«

Derfor tegnede Bibbi & Snif en cirkel på landkortet for at finde indianerne. Cirklen dækkede Kansas og Nebraska og en del af Colorado, og et eller andet sted inden for denne cirkel befandt cheyennerne sig, sandsynligvis i midten, i hvert fald ikke ret langt fra midten.

>Violinentertainer - Kim Sjøgren<

Randers Kammerorkesters koncert byder på en unik lejlighed til at opleve violinisten Kim Sjøgren som både solist og komponist. Koncerten indeholder således en helt ny violinkoncert af Kim Sjøgren, der sammen med Kammerorkestret og chefdirigent David Riddell uropfører værket ved en koncert dagen før i Saxo Banks hovedsæde i København.

Foruden det nye værk af Kim Sjøgren består programmet af Mozarts Symfoni nr. 41 med tilnavnet Jupiter og ouverturen til Édouard du Puys "Ungdom og galskab".

Violinkoncert der indeholder alt
Den nye violinkoncert opsamler på raffineret og iørefaldende vis alt det, som Kim Sjøgren står for - fra den virtuose beherskelse af violinen over den levende interesse for alle former for god musik til den smittende og intense formidling af musikken.

Ung debutant
Kun 17 år gammel debuterede Kim Sjøgren som solist i Marselisborg Hallen i Århus efter fem års studier ved Det Jyske Musikkonservatorium i Århus. Tre år senere blev han som den yngste nogensinde ansat som koncertmester ved Det kongelige Kapel, hvor han var frem til 1991. Siden har Kim Sjøgren markeret sig i en mangfoldighed af musikalske sammenhænge - hele tiden med udgangspunkt i en suveræn musikalitet og en virtuos beherskelse af sit instrument.

Fra Mutter til Mikkelborg
Det er blevet til talrige koncerter i det meste af Europa, USA, Israel og Japan, og Kim Sjøgren har samarbejdet med så forskellige musikere som Anne-Sophie Mutter, James Galway, Palle Mikkelborg og Birthe Kjær. Kim Sjøgren har desuden udfoldet sit talent på film og i revy sammen med bl.a. skuespilleren Tommy Kenter.

Musikalske havfruer
I 1997 dannede Sjøgren ensemblet Little Mermaid Orchestra med en række unge kvindelige musikere fra Det Jyske Musikkonservatoriums solistklasse, Det kongelige Kapel og Radiosymfoniorkestret. Sjøgrens repertoire omfatter foruden violinkoncerter af bl.a. Beethoven, Brahms, Tjajkovskij, Bruch og Sibelius en lang række koncertstykker, sonater og kammermusikværker.

Guddommelig musik
Mozarts Symfoni nr. 41, der også står på programmet, er ifølge den amerikanske filminstruktør, Woody Allen, intet mindre end et bevis på Guds eksistens. Tilnavnet "Jupiter" - den øverste af de romerske guder og den største planet i solsystemet - antyder formatet i komponistens sidste symfoni, hvor Mozart især i den afsluttende sats samler hele sin genialitet i én stor kraftudfoldelse af virtuos energi og fremdrift. Som indledning til koncerten står Édouard Du Puys iørefaldende og forfriskende ouverture til "Ungdom og galskab".

Kunstner(e):
Kim Sjøgren, Randers Kammerorkester