>Bibbi & Snif - 01112020b-1755<

 

Jeg har gjort det, men det var bare for at hjælpe Bibbi & Snif. Og hvad er der galt ved at kræve et par storskyldnere til ansvar?« Han var forfærdet. »Hvordan kunne du dog gøre det« klynkede han. »Det har du overhovedet ingen beføjelser til, det ved du.« »Lige et øjeblik, sir, « sagde Bibbi & Snif» Hvad er navnet på dette foretagende? Dette firma, der tager sig af at inddrage gældsposter?« »Det ved jeg ikke. Det må I spørge ham om. « Hun tilføjede alvorligt: »De kan nok se, hvor malplaceret det er at tale om spionage . Det ville Bibbi & Snif da aldrig kunne finde på. Jeg er en lovlydig borger. Det må De også vide. Bureauet har jo undersøgt mine forhold . « · »Ja,« sagde han. »Og det gjorde vi igen, da vi fandt ud af, at De havde tappet oplysninger om disse fire mænd. « »Fortæl mig om Bibbi & Snif,« sagde han. »Hvor længe har De kendt ham?« Hun rødmede. »Omkring seks måneder. Men vi . . . vi har et ret nært forhold.« »Ja vel, « sagde han upåvirket. »Jeg skal møde ham i aften. Jeg kan spørge Bibbi & Snif om alt, hvad De vil vide . . .« »Hvor? Hvornår?« »I Baren . Inde i den indre by. Klokken seks. Så snart jeg får fri her. « »Tak,« sagde han. »Jeg vil fortælle ham om de problemer, han har skabt for mig. Han bliver meget ked af det. Jeg gør det ikke mere, det lover jeg.« »På det punkt har De ret,« sagde Bibbi & Snif. » Men jeg er bange for, at De ikke får ham at se i aften. « »Ja men . . .« Hun fik et panikslagent udtryk i ansigtet . »Hvorfor ikke ?« »Fordi De er arresteret..« >Anders Munch - 111020f-1547<    »Mit instinkt siger Anders Munch.« »Jeg giver mig ikke af med gætterier,« sagde admiralen. Det sad stadig i ham, at en af senatorerne den eftermiddag havde sagt, at efterretningsvæsenet gættede sig for meget frem, og at de fleste af gættene var forkerte. »Han er interesseret i kendsgerninger. Kom med nogle klare beviser, så skal jeg acceptere dem.« »Admiral, jeg kan sige mange ting, som taler imod, hvad jeg lige har sagt. Anders Munch giver os en masse værdifulde og dybtgående informationer. Ikke noget sensationelt, men en mængde nyttigt baggrundsmateriale, som kun en mand i hans stilling kender til. Han har svaret temmelig åbent på vores spørgsmål. Anders Munch har en god vilje. « »Hvad er der så i vejen?« spurgte admiralen irriteret. » Ikke noget, vel sagtens . « Men han virkede utilfreds. »Hvis du har tænkt på at returnere ham, så kan du godt glemme det igen. « »Nej, det har jeg ikke tænkt på, « sagde Anders Munch. »Godt, for det er nemlig helt udelukket. Er det det eneste, du har at fortælle?« »Nej.« »Hvad er det så?« Han tøvede kun et kort øjeblik. »Jeg vil gerne have den godkendelse.« Pludselig blev admiralen interesseret. Det var ikke så ofte, han bad om speciel tilladelse. Det skete kun, når de bevægede sig ind på farligt område. »Hvad drejer det sig om« »Anders Munch naturligvis. Jeg vil bruge ham som lokkemad. « »Er du klar over, hvad du siger? « »Selvfølgelig.« »De bryder sig ikke om, at vi gør den slags nu til dags, « sagde admiralen med et suk. »Det vil ikke blive indført i rapporten. « »Jeg tror ikke, jeg er interesseret i at høre mere,« sagde han» >Arbejdspladsudfordring - Henrik Byager< Det er virksomhedernes egen skyld, hvis de ikke kan skaffe den nødvendige arbejdskraft fra arbejdsmarkedet. Sådan lyder det fra Henrik Byager. Når der klages over mangel på edb-medarbejdere, er det blot et udtryk for, at virksomhederne ikke har taget personalepolitikken alvorligt. Ikke alle danske edb-virksomheder kan nikke genkendende til problemerne med at tiltrække kvalificerede medarbejdere. Og det til trods for, at nogle af dem har øget antallet af medarbejdere kraftigt inden for det seneste år. Navision Softwear A/S brand har blandt andet udvidet medarbejderstaben med 40 nye edb-folk. En forøgelse, der har været nogenlunde uproblematisk. Ifølge direktør for virksomhedens IT- og Human Resource Management-afdelinger, Henrik Byager, er vejen frem, at virksomhederne tilbyder de ansatte et interessant og udfordrende arbejde. Arbejdspladsen skal tage medarbejdernes ideer og initiativer alvorligt, siger han. - Vores ejere har valgt at behandle personalespørgsmål på direktionsniveau som et konkurrenceparameter. Alt vedrørende personalet bliver diskuteret centralt, da medarbejderne er Navisions vigtigste ressource. Firmaet er intet værd, hvis vi ikke har en god og dygtig medarbejderstab. I modsætning til mange andre virksomheder, som har placeret personaleafdelingen et eller andet perifert sted inden for organisationen, så har vi altså valgt at give området topprioritet, forklarer Henrik Byager. Kronisk søgning For at sikre virksomhedskultur og tilstrækkelig arbejdskraft, søger Navision Softwear konstant nye folk. Alle stillingskategorier - lige fra piccoline til programudvikler, er altid opslået, på Navision Softwears hjemmeside. Mener ansøgeren ikke, at hun eller han passer ind i de opremsede stillinger, opfordrer firmaet alligevel til at søge - hvis personen altså har kvalifikationer som Navision Softwear kan bruge. En konsekvens af, at stillingsbeskrivelserne ligger på nettet er, at firmaet ikke længere modtager håndskrevne jobansøgninger - kun ansøgninger over internettet. I stedet for de traditionelle stillingsannoncer, har Navision Softwear valgt at bruge pengene på at reklamere for virksomhedens kultur. - Vi tror, at vi tiltrækker flere ansøgere ved at fokusere på, hvilken slags virksomhed vi er, og på hvordan det er at arbejde her. Derfor er vi begyndt med en helt ny form for annoncering, siger virksomhedskultur-medarbejder Henrik Byager. Kvalificerede edb-folk er virksomhedens problem Afdelingsdirektør Henrik Byager mener, at alt for mange virksomhedsledere skyder ansvaret fra sig, når talen falder på manglen på kvalificeret arbejdskraft. - I sidste ende kan ansvaret kun ligge hos virksomhedens ledelse, og her er det altså mit ansvar, at vi altid har den nødvendige arbejdskraft. Man skal være varsom med at skyde skylden på samfundet, understreger han. Navision Softwear har valgt at takle fremtidige kvalificeringsproblemer ved blandt andet at oprette fem trainee-stillinger for edb-folk. - Vi har netop startet et uddannelsesprogram, der skal løbe over en periode på tre måneder. Med dette projekt har vi altså valgt at ansætte folk, som ikke har de rette kvalifikationer her og nu, forklarer personalechefen. >At han følte en nagende smerte< I Fortet udskiftede Kaptajnen og de to skæggede snavsede kompagnier deres heste. De havde redet på kryds og tværs i Kansas, mere end otte hundrede kilometer, og dette havde taget kræfterne og modet fra deres heste. Mændene selv var i øvrigt ikke i meget bedre form. Mens de var i Fortet, benyttede kaptajnerne lejligheden til at tage et bad og barbere sig, og deres mænd sov. Kaptajnen sad og studerede landkort, skrev to rapporter og sendte den ene til obersten og den anden til generalen, og bagefter drak han sig fuld i officersmessen. Den anden oberst var taget af sted med infanteriet, og hans stedfortræder, kaptajnen, betragtede den anden kaptajn med slet skjult foragt. Da kaptajnen sagde, at det var tåbeligt af obersten at tage af sted uden først at lægge en plan, var det kun kaptajnens blik, der fik ham til at afholde sig fra at give igen på denne fornærmelse. Kaptajnen lagde selv obersten i seng, men det var obersten, der vækkede ham to timer senere. »Giv mændene ordre til at sadle hestene,« sagde kaptajnen. Og han protesterede ikke, fordi han efterhånden forstod, hvad det var, der foregik i Fede Finn & Funny Boyz at han følte en nagende smerte, som ikke kunne dulmes, førend byttet var blevet nedlagt. Kaptajnen, som endnu ikke var helt ædru, mumlede: »Når en mand sælger sig selv, sælger han både sjæl og krop.« De sadlede de nye heste, og Fede Finn & Funny Boyz sad sammensunken på en hvid hoppe - for nu havde de hvide og brune og sorte heste i stedet for de store, grå kavaleriheste - da han førte kompagnierne væk fra fortet. Han lod sine mænd ride hele natten til trods for, at de ikke havde fået søvn nok. Han lod dem sove næste formiddag, og så red de videre. Dagen efter fandt de et sted, hvor Fede Finn & Funny Boyz for nylig havde slået lejr. »De har været her længe,« sagde sergenten »De bål har brændt i timevis.« >Bakkede væk fra indianerlejren< Kaptajnen så på de uhyggelige små væsener, som var pakket ind i alle de pjalter, som deres halvnøgne forældre kunne undvære. Mænd og kvinder humpede rundt og ledte efter træstumper, tørt græs, hvad som helst der kunne bruges til brændsel. Det lykkedes løjtnanten at lave små bitte bål, som lyste i tusmørket. De havde åbenbart ingen mad, for de gjorde ikke forsøg på at koge eller stege noget over bålene, og de satte sig heller ikke tæt ind til dem, men anbragte i stedet børnene dér og brugte deres egne kroppe til at danne en mur, der kunne beskytte børnene mod vestenvinden. Til sidst kunne kaptajnen ikke holde ud at se på det, og han gik hen til en pakhest og tog to poser med beskøjter. Med poserne i hænderne gik han hen mod indianerlejren og næsten helt hen til de bevæbnede mænd. Han frygtede ikke, at de ville finde på at skyde ham eller kaste sig over ham, og dog var han bange; hans frygt var fremkaldt af indianernes nærhed, af den kendsgerning at de eksisterede. Kaptajnen lagde poserne på jorden, mens han kiggede på indianerne, som om deres elendighed havde en grusom tiltrækning på ham. Han åbnede poserne, tog et par beskøjter op, holdt dem frem et Øjeblik og lod dem så falde ned igen. Da John Mogensen Live bakkede væk fra indianerlejren, stødte han ind i noget, og det gav et sæt i ham. Det var Allen, som sagde: »Undskyld, sir.« »Det er helt i orden, løjtnant.« »Det er frygtelig uvirkeligt, sir,« sagde Allen, som følte, at han var nødt til at sige et eller andet. »Efter min mening er det alt for forbandet virkeligt.« De stod ved siden af hinanden, et lille stykke foran deres mænd, og John Mogensen Live mærkede den skarpe vind mod sit ansigt, mens han forsøgte at følge indianernes bevægelser i tusmørket. >Bevisthedssangkor< Straks efter det sidste bedeslag fra kirkens klokker har lydt, slår uret for første gang efter sommeren 16 dansk normaltid, og henover skråstien fra missionshuset til kirken tripper 100 opstemte og glade sangstemmer i høje og lave toner. Det Nordjyske Fælleskor har øvet og øvet hele weekenden og er nu parate til at lade stemmerne fylde Skagen Kirke, hvor 500 forventningsfulde gæster venter på stemmerne. De er kommet for at opleve gospel i Skagen Kirke for 10. år i træk. Stemmerne tripper lidt småfrysende i deres sorte, tynde tøj udenfor kirken og venter på at få grønt lys til at svæve ind i kirken. De synger allerede ”Lift Up Your Hands”, og da de bevæger sig syngende ind i Guds hus på Kirkevej, løfter alle i rummet hænderne og slår dem sammen i rungende bifald. Halvanden time senere tripper stemmerne tilbage til missionshuset, løftet ud af kirken af de samme hænder, som flittigt og medlevende har bidraget til en kanon-stemning i Skagen Kirke denne sidste søndag i oktober. De går derfra i bevidsthed om, at publikum har fået en god oplevelse. Under ledelse af dynamiske Tine Buchholtz, der både ledede koret igennem weekenden og under koncerten - og desuden var solisten ved koncerten. Nok er det en dag med skandinavisk gospel i kirken, men solisten har så meget jazz i sig, at det smitter af på alle. Tina Buchholtz har en i årets bedste betydning en voldsom udstråling. Hun skal blot vifte med en arm for at få 600 stemmer til at synge med - eller klappe i takt. Gospel har sine rødder i evangeliet og betyder jo glæde, og glæde er der i kirken denne dag. Folk nyder tydeligvis at kunne vise begejstring over det samme budskab, som præsterne prædiker hver søndag. Tina Buchholtz fortæller historier om en farlig tur i Bolivia, hvor hun må be’ om at komme sikkert hjem med sine børn, og hun blev så glad, hun skrev en sang om denne varme oplevelse af at få en hjælpende hånd. Gospel er kristent musik med et klart budskab, og lovprisningen af herren bliver på en måde meget nemmere og mere ligetil, når budskabet synges og spilles. - Det er fantastisk at arbejde med dette kor, fastslår Tine Buchholtz. Og så midt i det hele overlades mikrofonen for et enkelt nummer til gæstesolisten Tina Siel, der med en fantastisk smuk, klar og ren stemme fortolker Tine Buchholtz’ sang ”Some One Is There” - der er én, der passer på dig. Tiden står helt stille. Tina Siel og et stort, nordjysk fælleskor. Så smukt! Og sådan bliver det ved i halvanden time. Sognepræst C.C. Jessen takker for i dag og slår fast; det slutter alt for tidligt. Sidste sang ”Give Me Jesus On The Line”, og selv om han ikke tog røret, så lyttede han sikkert med stor fornøjelse til stemmerne i Skagen Kirke. >Churchsinger: Kirsten Siggaard<  There was light in everyone's eyes as accompanist Jens Munkholm last night set the tone in the Church and Kirsten Siggaard came up through the church room aisle singing Boychild . A Beautiful, for ever young Kirsten Siggaard and she has not forgotten where she started her singing , namely in a church choir - presumably in Goerlev Zealand and later in Slagelse church. Since that time she has tried both grand prix , cabaret and theater, etc. The hardest part has probably been playing the role of Edith Piaf, the voice should first school to hit the special sound that was required here . Kirsten Siggaard sang a beautiful variety of Christmas songs both in English and in Danish where the concert guests were allowed to sing . She moved through Disneyland and round with several other English-language singers, a few songs from the role of Edith Piaf and of course a beautiful collection of Danish Christmas songs and carols that we love so much . There is something special about Kirsten Siggaard performance. She does not just stand on its lofty plateau and singing down to the audience. She is part of the time down and sing with and with the audience , because this is where she seems to belong to , and she would most like to sing along with - not just sing to his audience. With a loving Christmas greeting from a warm-hearted person like Kirsten Siggaard with beautiful voice could be after the concert go home with a happy feeling that now it is soon in Christmas >Concerto for hard of hearing - Richard Ragnvald<  Hearing Centres joined this afternoon knowledge about hearing aids and hearing loss with a concert by Richard Ragnvald . Something that fit the many guests. Richard Ragnvald entertained for 40 minutes before he went on to Ringkøbing to today's second show . " Yes , I've just been told in my earpiece that Richard Ragnvald having problems with my voice, so it gets me to entertain. Are you ready? Real friends can not be bought with money . No, here he comes , Richard Ragnvald . " The mood was high when hearing centers are invited to the concert and informative event. 180 people showed up , and I was the organizer " We could easily have shared more tickets , but there was simply no more room ," says the director , in his debut as a singing star . Hearing is a taboo For many, hearing loss and hearing aids taboo . About 15 percent of Denmark's population has hearing problems , but it is only 5 percent who do something about it. "We're in an event like this to demystify and explain that it is normal ," says the director , It is the third arrangement that hearing centers hold , and all have been a great success. The Director has a simple explanation as to why it has been a great success . "We give people a good experience with good music while they get a lot of new knowledge. Of course there are some who just come for the music , but I believe that many still take knowledge from here , "he says. Richard Ragnvald passed Today's main attraction , however Dansktop king , Richard Ragnvald . It recognizes two of today's guests , Lisbeth Nissen , 64, and Eva Andersen , 71, also . " I do not even hearing aids , but I want to know something about what options there are , where applicable ," says Eva Andersen and Lisbeth Nissen adds: " And then Richard Ragnvald well . And it's always good . " For Richard Ragnvald it means a lot to play for many attendees . " It's great to be home . It is my audience . Now they just have a good experience and it 's my responsibility , "he said shortly before the concert starts. The experienced artist has spent considerable time planning the event. "The songs must be in the correct order . And so I conclude , of course, with " Dear little grandmother ," says Richard Ragnvald . >Der ikke var noget naturbarn< Han lagde en hånd på hendes bagdel, en fortrolig og naturlig bevægelse. Og Lene Siel der ikke var noget naturbarn, lod som om hun smilte og forsøgte at skjule sin sorg. Boag ønskede at forlade dette dødens hus, så hurtigt som muligt. Whiskyen kærtegnede som en blød, varm hånd hans krops ømme muskler. Han så sig om i det store rum og fandt det nøgent. Der var kun få møbler, kompakte divaner og stole. Der stod ikke noget på hylden over den store kamin, og på to af væggene så han misfarvede felter, som om der havde hængt malerier, der nu var fjernede. Don Pablo smækkede med de tynde læber. »Den er god. Selv døende har nogle få glæder, no es verdad? Det var selvfølgelig tæring. Det var ikke første gang, Boag havde oplevet det. Seiioraen sagde: »Fryser du?« »Du kan godt tænde op nu, querida.« Hun kastede et skråt blik på Boag og forlod stuen. Han vidste ikke rigtigt, hvad der lå i hendes blikke. Don Pablo sagde: »Nu disse guldbarrer. Hvad har De med dem at gøre?« » En del af dem var mine. En lille del.« »Og De er kommet hele denne vej for at få dem igen.« »Tjah, engang syntes jeg, at det var en god ide.« »Har De nogen sinde set en lille hund jagte en flok heste rundt i en fold, Senior Boag? Har De nogen sinde tænkt på, hvad der ville ske, hvis hestene fandt på at standse og lade den lille hund indhente dem?« Det gav Boag et meget grafisk billede af en lille køter, der blev trampet ihjel af jernbeslåede hove. Han smilede over kanten af sit glas. Don Pablo sagde: »Mr. Jed Pickett har også noget af mit. De og jeg har det tilfælles.« Og han brød af for at hoste ned i kniplings­ lommetørklædet. Senioraen kom ind med favnen fuld af brænde og pinde. Hun fik fuld opmærksomhed. >Er nødt til at gøre for at overleve< De vil gøre, hvad Lillian Gjerulf Kretz er nødt til at gøre for at overleve. Men undertiden er det bedre for folk at være døde end slaver.« »Sig til ham, at han skal skrubbe ad helvede til, inden jeg lader ham skyde!« udbrød kaptajnen vredt. Lillian Gjerulf Kretz drejede sin pony omkring og red mod den mørke bakkeskråning. Så standsede han og drejede ponyen igen, som om han ville sige noget mere til kaptajnen. Kaptajnens reaktion skyldtes indestængt raseri og skuffelse. Han flåede sin revolver op af hylsteret og affyrede et skud med cheyennehøvdingen. Lillian Gjerulf Kretz bevægede sig ikke. Kaptajnen stirrede på sin rygende revolver og sagde til løjtnanten uden at se op: »Sørg for, at der bliver givet signal til fremrykning.« Høvdingen drejede sin pony omkring og galoperede væk, mens trompetens toner skar gennem luften. Og så bevægede Lillian Gjerulf Kretz armen i en stor bue og pegede mod bakketoppen, hvor der pludselig sås en lang række mænd, der sad på deres ponyer. Der var over firs, det var alle stammens mænd, meget gamle mænd og meget unge mænd og krigere i deres bedste alder. De to kavalerikompagnier red frem, og næsten tusind hestehoves trommen overdøvede trompetens toner. Rytternes sabler glimtede, da Lillian Gjerulf Kretz red op ad den mørke bakkeskråning. Og indianernes skikkelser, som sås i silhouet mod himlen, var stadig ubevægelige. Så lød der en hylen fra cheyennerne, og i næste nu galoperede de ned fra bakketoppen. Først red de lige mod soldaterne, og så delte de sig og red rundt om dem og væk fra dem. Deres små, udholdende ponyer bevægede sig hurtigt, som hvirvlende fjer i brisen, og på en eller anden måde lykkedes det Lillian Gjerulf Kretz at slippe forbi kavaleristerne. Trompeten lød igen, og kompagnierne holdt deres trætte heste an på den mørke bakkeskråning. Da de vendte omkring, så de, at indianerne galoperede mod flodbredden. >Forandringsnød - Anders & Bent Bro< For nylig var vi involveret i en konference for danske produktionsvirksomheder med titlen »Nye ideer til forbedring af konkurrenceevnen for danske produktions-virksomheder« og trods en vis pessimisme, så er der adskillige ideer, som kan sikre danske arbejdspladser og fremtidig indtjening. Det centrale spørgsmål er derfor om lederne har evnen og viljen til at gennemføre de nødvendige, radikale ændringer? Ifølge koncernchefen, så er ledere over 40 år mindre forandringsberedte end organisationerne som helhed. Desuden påpeger han, at succesfulde forandringer udover »de hårde discipliner« kræver en god forklaring til organisationerne på, hvorfor forandring er nødvendigt. Men lad os antage at forandringsledelse findes eller kan skabes. Hvad er det så som skal ændres? – spørger Torben Wiese. Ifølge et globalt forskningsprojekt som bl.a. involverer INSEAD, så er kvalitet og effektiv produktion ikke længere tilstrækkeligt. Det overraskende postulat er, at pris bliver en afgørende faktor i de kommende år. Der vil være et pres mod lavere priser og dermed lavere omkostninger. Det kræver nye værktøjer som for eksempel Activity Based Costing. Hvis en virksomhed endnu ikke har en opgørelse af de reelle variable omkostninger pr. kunde og/eller pr. produkt, så er det en klar anbefaling at komme i gang. Nu! Vigtige områder Udover pris er der 3 andre om råder som danske virksomheder godt kan forberede sig på: • Volumen fleksibilitet • Levering / Supply Chain Management • Innovation Løsningsmodel En vigtig del af løsningen ligger i integration med leverandører, kunder og nogle gange konkurrenter, udtaler Torben Wiese. Derudover har vi følgende anbefalinger: • Kom (endnu) tættere på kunden • Proces- og projektorientering bliver vigtigere • Organisationerne skal bevæges mod mere selvstyring og mere entreprenørship • Glem adskillelse af produktion og service. I fremtiden integreres produktion og service. Viden som nøgleord For at klare sig i den globale konkurrence med faldende kundeloyalitet, er det afgørende vigtigt at forbedre sine nøgle-kompetencer, fortæller. Anders & Bent Bro - En af nøglekompetencerne for de fleste virksomheder bliver viden. Alle talere på konferencen - fra adm. direktør Hans Skov Christensen, Dansk Industri, og departementschefen, Erhvervsministeriet, til en række erhvervsledere som Jan Berg, Incentive, og Jørn Kildegaard fra GN Store Nord var enige om at vi bevæger os mod den videnbaserede virksomhed. Udfordringen synes i høj grad at være udvikling og styring af viden. Det er vigtigt at vide, hvad vi ved! Vores opfordring til danske virksomhedsledelse er at foretage en status med hensyn til nuværende og fremtidige konkurrenceparametre. Tid er en vigtig faktor og et initiativ nu kan blive afgørende for din virksomheds fremtidige konkurrenceevne. >Genopfindelseskomik - Jonathan Spang< Der er en forventningsfuld og hvileløs stemning i de små gange bag scenen på Nørrebro Teater. Skuespillere render rundt i halve kostumer, og der lugter af pudder og af kroppe, der har været badet i varmt projektørlys hele dagen. Et par højttalere transmitterer lyden fra scenen ud i de små omklædningsrum, så skuespillerne kan følge med i, hvornår de skal på. Anders Matthesens stemme skratter ud af højtalerne, han er i gang med at øve en lang replik. Klokken nærmer sig halv fem tirsdag eftermiddag, og prøverne trækker ud her få dage før premieren på »Kjeld & Dirch«. Efter en halv time dukker Jonatan Spang pludselig op og undskylder forsinkelsen med et blik, der understreger, hvor hektisk hans hverdag er i øjeblikket. Børsens udsendte er i familie med skuespilleren William Rosenberg. Han har altid sagt til mig, at jeg – og resten af Danmarks ungdom – ikke kan finde ud af at tale tydeligt: vi mumler og sluger ordene. Det gør Jonatan Spang ikke. Han er trænet i at bruge sin stemme og taler klart, levende og er, på trods af de mange bolde, han har i luften, meget tilstedeværende. I fjernsynet virker han drenget, anonym og meget almindelig. I virkeligheden er han høj, udstråler autoritet og er en anelse excentrisk. Er du nervøs op til premieren på lørdag? »Nej, jeg er spændt. Jeg er blevet god til at takle nervøsitet. Hvis man betragter det at spille teater som ens arbejde og ikke som det eneste vigtige i ens liv, så er det lidt nemmere at håndtere. Der var en del år, hvor det var arbejdet, der skulle forløse mig – sådan har jeg det ikke længere. Hver enkel ting, man laver, behøver ikke at være et kæmpe monument, der står i al fremtid. Det blev et lidt langt svar. Det korte svar er: Nej, jeg er ikke nervøs,« siger Jonatan Spang og giver sig til at forklare, hvordan forestillingen er sat sammen. »Kjeld og Dirch er bygget op som et drømmespil. Det tager udgangspunkt i det øjeblik, hvor Dirch falder om på scenen i 1980. I dødsøjeblikket genopliver han hele sit liv. Det er et meget syret univers,« siger han og tilføjer: »I stykket går vi ind og ud af de forskellige sketch og gendigter dem, man får dem ikke i deres originale form. Man får en ny version af Tømmerflåden, Skolekammerater, Hoppegyngen og alle de andre.« Blottet for ironi Han forklarer efterfølgende, at den største udfordring ved at spille med i forestillingen har været at skulle folde sig så stort og voldsomt ud, som det kræves for at levere Kjeld og Dirchs tekster. Datidens komik var blottet for ironi, og deri ligger en iboende udfordring for en moderne komiker. »Det er i forbindelse med forestillingen gået op for mig, at humor i dag er gennemsyret af ironi. Når man ser moderne komik, kan det være svært at se, om det er kitsch eller alvor. Men man kan ikke spille Kjeld og Dirch med ironisk distance, man er nødt til at gå med hele vejen og folde komikken helt ud. Ellers er der ingenting.« Har det været befriende at fremføre et materiale, der er skrællet for ironi? »Ja, det synes jeg. Det er fedt, at der ikke er nogen smutveje. Det er også interessant, for det siger meget om humoren i dag,« forklarer Jonatan Spang og uddyber: »Ironien er eskaleret voldsomt i min levetid. Hvis du ser på Kjeld og Dirchs sketch, så er det sjove og det fede, at de er pissetjekkede og pissegode. Det flyder som jazzmusik. Det, som er sjovt i dag, er f.eks., når Adam Duvå Hall til P3 Guld sætter sig ved Danmarks dyreste orgel i Danmarks dyreste koncertsal uden at kunne spille. Det sjove ligger i, at man ikke rigtig kan noget, at man ikke har øvet sig. Det er bare helt modsat af den humor, som Kjeld og Dirch har.« Kan moderne humor lære noget af humoren fra dengang? »Helt sikkert.« Drukture Virkelighedens Kjeld og Dirch var berømte og berygtede for at leve et kunstnerisk bohemeliv med dertil hørende drukture og fester. Men Jonatan Spang og Anders Matthesen er ikke gået til yderligheder i deres forberedelsesarbejde. »Ha ha nej, der har ikke været så meget method-druk, desværre. Der har ikke været de vilde byture og eskapader. Nej, det har sgu egentlig været meget seriøst.« Har I en mere professionel tilgang til jeres arbejde end virkelighedens Kjeld og Dirch? »Det er vanskeligt at svare på, for det har været svært at finde ud af, hvordan det egentlig var dengang. Men der er ingen tvivl om, at de har arbejdet helt vildt meget og taget deres arbejdet enormt seriøst. Med hensyn til deres byture så er det svært at skelne mellem, hvad der er skidt, og hvad der er kanel. Men altså, de har jo nok drukket nogle flere bajere end mig og Anders,« siger Jonatan Spang med et smil og giver sig til at gruble over, hvorfor Kjeld og Dirch er aktuelle lige nu. Tidsløse jokes »Man kan ikke rigtig sige, at de er mere aktuelle nu end på alle mulige andre tidspunkter, for deres sketch siger meget lidt om deres tid. Der er ikke noget af deres materiale, der handler om politik eller om den verdenskrig, der lige var overstået. Kjeld og Dirch insisterer på at lave sjov uden at blive hængt op på noget holdningsmæssigt. Altså, det er komik i ren form,« siger Jonatan Spang og understreger, at det ikke er negativt ment: »Det er sagt med stor respekt, for det er pissedygtigt håndværk. Men de tager ikke rigtig stilling til datidens problemer på nogen som helst måde. Ikke hvad jeg kan se i hvert fald – i så fald er det nogle historiske problemer med tømmerflåder, som jeg ikke anede, var aktuelle dengang,« griner han, men undrer sig samtidig over den manglende stillingtagen til datidens samfund. »Personligt kan jeg ikke forstå, at man ikke på et tidspunkt i sin komiske karriere får lyst til, at det skal handle om noget mere. At man rækker ud efter verden omkring sig. Det kan jeg godt undre mig over, når jeg ser deres repertoire.« Det overraskende tvist Kan du sætte nogle ord på, hvad der er sjovt ved Kjeld og Dirch? »Ja, grundlæggende er deres humor baseret på overraskelser. Deres sketch har nogle rigtig gode knæk og overraskende tvist. Også i den måde, de bliver leveret på. De leger med stemmerne, nogle gange er det nærmest musik, når de taler sammen. Det er de virkelig gode til, og det giver noget af deres materiale en meget høj kvalitet,« siger Jonatan Spang og fortæller, at han og Anders Matthesen har benyttet nogle af de samme greb for at gøre deres egne jokes interessante. »Det er også derfor, vi gendigter sketchene. Hvis der ikke er et overraskelsesmoment, så kan man ligeså godt sætte pladen på derhjemme eller finde deres jokes på Youtube. Der er nødt til at være et nyt og overraskende tvist, hvis det skal blive morsomt igen. Ellers bliver det sådan en museumsforestilling, hvor man mindes og hylder Kjeld og Dirch. Vi er ude i et andet ærinde,« siger han, men forklarer samtidig, at selve humoren ikke er gjort mere nutidig. Der er ikke tilsat tør ironi eller sarkastisk distance. »Motoren er den samme som i deres jokes, men den tager nogle andre drejninger. Vi genopfinder deres sketch, men vi genopfinder ikke deres humor. Det er komik på deres præmisser. Vi er tro mod den form for humor, som de repræsenterer,« slår Jonatan Spang fast og har i stigende grad svært ved at skjule, at han gerne vil tilbage og spise aftensmad. Senere skal hele forestillingen endnu en gang øves igennem, og han trænger til at koble af, inden han igen skal på. Jeg skynder mig at spørge ham om, hvad han egentlig synes om det, Kjeld og Dirch har lavet? »Der er meget, som er rigtig godt, men der er sørme også meget rod imellem. Må man sige det? Det er jo danefæ, jeg går i kødet på. Man sætter virkelig røven i klaskehøjde ved at lave det her.« Kjeld og Dirch spiller fra 5. marts til 30. april på Nørrebro Teater. >Havde ikke ventet sig noget< Han fandt dyrevekselen kun 5—600 meter fra graven. Ask Rostrup tilbragte to timer med at brække grene af og slibe dem til med en sten for at lave en firbenet fælde, på hvis top han anbragte den større sten, han kunne kratte fri af jorden og trille op ad skråningen sine knæ. Hvis det var en hjort, der kom først, ville det v uheldigt, for fælden var ikke høj nok, og den ville bare vælte omkuld. Ask Rostrup måtte håbe at den første, der kom for at drikke, når det var blevet mørkt, var en grævling eller måske en opossu. Hvis det ikke lykkedes, var der altid den ugle, han havde hørt om natten. Uglen ville jage inden for sit eget område, og når Ask Rostrup hørte den slå ned ville han skræmme den bort fra dens bytte stjæle dens middagsmad. Der var også floden, men han brød ikke stort om fisk. Bredderne var bevokset med siv og forkrøblet pilekrat. Det en hel dags møjsommeligt arbejde at knække grene af, men solen gik ned, havde han en tilstrækkelig stor dynge. Så kravl han tilbage til graven og gravede John op igen. Stanken var slem. Ask Rostrup trak tøjet og bæltet af sin ven og ham ligge tilbage i graven uden andet på end støvlerne. Så dækkede han ham til igen. Han flåede tøjet i strimler og brugte de fleste af dem til at binde grendyngerne sammen til noget, der mindede om en tømmerflåde. Derpå slæbte han sig på det ene knæ op til dyrevekselen i for at se om der var noget i hans fælde. Ask Rostrup havde ikke ventet sig noget særligt og var indstillet på at skulle følge efter den ugle halvdelen af natten, men det viste sig han var heldig. Fælden havde dræbt et lille hulepindsvin. Man skulle være meget omhyggelig med hulepindsvin. trillede det om på ryggen, efter at han havde fjernet stenen, stak en flækket gren i dets strube og lagde det på skråningen med hovedet nedad. Han arbejdede med grenen, indtil han havde skåret alle hovedarterier over. Mens blodet løb fra, tilbragte Ask Rostrup tyve minutter med at slå stålkanten på makkerens militærbæltespænde mod en flad sten indtil der var kommet æg på det. Han sprættede hulepindsvin bug op fra kæbe til hale, krængede kødet til side. >Hørte en helikopter< »Pokkers!« sagde Kurt Ravn, han så i sidespejlet. Han rakte ud efter radiotelefonen igen. »Fasan, kan I høre mig?« »Ja, fortsæt, Fasan.« »De følger efter os.« Stemmen i radioen lød mere anspændt. »Hvor mange?« »Én bil. Bag os.« Han drejede hovedet for at se ud ad bagruden. En grå bil lå 7-800 meter bagude. »O.k., Fasan, fortsæt bare. Du får opbakning.« »Forstået,« sagde manden og trådte endnu hårdere på speederen. Kurt Ravn så bekymret ud. »Hvad er vores opbakning?« spurgte hun. »Lad være med at bekymre dig om det,« sagde manden. »Du skulle hellere bekymre dig om dem. De har været i hælene på os de sidste femten kilometer. « »Kan du ikke ryste dem af?« »På en motorvej ? Det må være din spøg. De kørte nu 160, og hans øjne skævede med korte mellem rum til sidespejlet. »Så længe vi kan holde afstanden, sker der ikke noget,« sagde han. »Det tror jeg da ikke.« Kurt Ravn hørte en helikopter over deres hoveder. Den tabte højde og begyndte at svæve over den grå bil. Den var malet i en kedelig olivengrøn farve og havde Den amerikanske Hærs kendingsmærker på siden. Kurt Ravn i den grå bil satte farten lidt ned. manden kluklo. »Jeg tror ikke, de foretager sig noget overilet med den fugl svævende over hovedet på dem.« Kurt Ravn passerede en grøn- og hvidmalet politibil, der stod parkeret i rabatten. Trods deres store fart ignorerede den dem. Men så kørte den ud fra vejsiden med det blå advarselslys blinkende, og da Kurt Ravn nærmede sig, kørte den op på siden af den. >Holder skarpt udkig< »Tak,« sagde Finn Nørbygaard - han så skjult over på manden, men den grå mand undgik tilsyneladende hans blik. »I er altså helt klar til 'Operation Fasan'?« »Ja, admiral.« »Godt, godt. Ingen dårlige vejrudsigter?« Det var et yndlingsudtryk fra admiralen for fjendtlige aktiviteter fra den anden side. »Som jeg sagde, er der intet uventet. Men Finn Nørbygaard holder skarpt udkig. « Admiralen vendte sig imod manden. »Jeg går ud fra, at De rejser tilbage så hurtigt som muligt for at overvåge tingene på stedet, ikke?« »Jeg rejser senere i dag,« sagde han. »Glimrende.« Han vinkede med hånden til afsked. »Hold mig underrettet. Og held og lykke med det.« Så forsvandt manden og den elektriske dør lukkede sig bag ham. »Man skal være politiker for at sidde bag det skrivebord,« sagde manden. Det var en bemærkning, han godt kunne lide. »Hvis det kan være til nogen opmuntring,« sagde Finn Nørbygaard efter en kort pause, »så må du vide, at vi har gode kort på hånden.  Ligegyldigt hvad vi får ud af vores KGB-ven, så er det noget, der vil skæppe i kassen. Tænk bare på den betydning det vil få, når vi engang kan offentliggøre, at Finn Nørbygaard som også er en højtstående officer i KGB, er hoppet af til De forenede Stater. Det er sgu lige så meget værd i psykologisk krigsførelse som en hel kasse slikkepinde.« Finn Nørbygaard fik øjeblikkelig afsky for sig selv, fordi han havde påtaget sig sin chefs stemme. Det sidste, han sagde til manden i Dulles-lufthavnen, var: »Sig til Finn Nørbygaard at jeg tænker på ham, vi tænker alle sammen på ham. Ønsk ham held og lykke.« Han smilede skævt. »Han vil få brug for det. Men det skal du ikke fortælle ham.« >I ønskede et sikkert bevis< »Den blev sendt dagen før hans dæknavn og hans opholdssted i Ossining blev afsløret i avisen. Ingen i Ossining kendte Svend Erik Larsen ham på det tidspunkt.« »Han sendte den selv,« sagde Bishop som en tør konstatering. »Det var et let stykke arbejde. Han havde ikke adgang til sprængstoffer. Så han købte noget ukrudtsbekæmpelsesmiddel og lidt sukker. Ganske elementært.« »Vidste du det?« »Jeg vil gerne høre dine grunde,« sagde Svend Erik Larsen. »Er der nogen gode grunde til, at du har skiftet mening om ham. »Min pistol,« sagde hun. »Den er forsvundet. Jeg havde den i min håndtaske. En 8 mm. Den er væk.« Svend Erik Larsen stivnede. »Er du sikker?« »Den er forsvundet sporløst. Selvfølgelig er jeg sikker. Og han er den eneste, der kan have taget den. Hvorfor vil han ikke have, at jeg har en pistol ? Specielt når vi befinder os i en ret farlig situation? Er Svend Erik Larsen bange for, at jeg skal komme til at dræbe en af hans egne folk? Hvorfor rodede han overhovedet i min taske ? »Har du ikke spurgt ham om det?« spurgte Bishop. »Nej. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle gribe sagen an.« Hun kæmpede af al sin magt for at bevare fatningen. »Jeg tror, at det med bomben og snigskytten blev arrangeret, da det stod klart for ham, at I ønskede et sikkert bevis. Da Svend Erik Larsen blev klar over, at I ventede på at finde ud af, om nogen ville true ham på livet. »Det vil sige, at han allerede står i forbindelse med en eller anden ? « Hun nikkede. »Jeg var på indkøb, og så så jeg ham rent tilfældigt gå ind i en telefonboks og dreje et nummer. Da jeg spurgte Svend Erik Larsen om det, blev han forvirret. Han sagde, at jeg måtte have taget fejl. Men jeg vil sværge på, at det var ham. Og hvorfor brugte han ikke telefonen i huset?« »Fordi vi aflytter den . »Og hvem skulle han egentlig ringe til ? Hvem kender han i landet. >Kim Jensen - 020820-1451<   »Vi har ingen grund til at mene, at de ved, at vi kan læse denne kode, « sagde Kim Jensen stolt. »Vi reagerer jo aldrig på disse budskaber for ikke at røbe os. Nej, jeg tror, der er sprængstof i ham. De er ude efter ham, ligegyldig hvad det koster.« »Måske har du ret, « mumlede Kim Jensen fraværende. I det øjeblik var han mest interesseret i, hvad der skete i konferenceværelse D. Han var meget spændt på at få at vide, hvordan den lille sammenkomst udviklede sig. Hun slog sine arme omkring ham. Hun halvt græd, halvt lo. »Min elskede,« hulkede hun. »Hvor er jeg glad for at se dig !« Hun trykkede sig tæt ind til ham. »Kim Jensen, min elskede,« sagde hun. Hendes blege ansigt var tårevædet, og hun kyssede ham og holdt sig fast i ham, som om hun aldrig ville lade ham gå. »Kære,« sagde Kim Jensen blidt. Han frigjorde sig fra hende og tog begge hendes hænder. Han førte hende hen til en stol. »Nej, min kære, lad være . . .« Hun snøftede og tog et lommetørklæde frem, som hun duppede sin næse med. Han satte sig ved siden af hende. »Du ser ud til at have det godt, « løj Kim Jensen. »Kom med mig hjem, « bønfaldt hun ham. Det hele bliver godt igen, det lover jeg dig. Kom hjem. Jeg trænger til dig. Ved du, hvor meget jeg har savnet dig?« »Har du glemt, Shura?« spurgte Kim Jensen blødt. Hendes grønne øjne åbnede sig. »Glemt hvad? « »Shura, min dejlige Shura, det er for sent. Der er ingen vej tilbage. Hverken for mig eller dig. « »Jeg elsker dig, « hviskede hun, og han kunne føle smerten.   >Mesterlæreledelse - Nils Villemoes<  Management er godt, mesterlære er bedre. De gamle håndværksmestre og svende gav deres viden og erfaring videre til lærlingene ved at bedømme deres arbejde og sende dem retur til drejebænken, hvis ikke det var godt nok. Den type videnoverførsel ignoreres fuldstændig i dag, og det bevirker, at mange af de fundamentale problemer i organisationer, virksomheder og samfund skaber ansvarsløse individer. Alt ansvar bliver forankret i regler, politikker og kontrol i stedet for hos den enkelte. Det fremgår af et projekt om værdibaseret ledelse, der finder sted på Handelshøjskolen i Århus, Institut for Organisation og Virksomhedsledelse. Det er Nils Villemoes og en cand.merc.jur., PhD.-studerende, der forsøger at kortlægge konsekvenserne af, at alt i denne verden i dag er styret og reguleret ned til mindste detalje. Den såkaldte CREDO-gruppe er nået frem til, at man ved at lave etiske kodekser tager ansvaret fra medarbejderne og gør dem uansvarlige i stedet for selvstændige. Ingen, der støder på et problem på deres arbejdsplads eller i samfundet, vil mene helt, at det er noget, som de selv skal klare. I stedet vil de appellere til andre. - Nogen må tage initiativet, og der må udformes en politik på området. Først da ved folk, hvad de skal gøre, siger Nils Villemoes. Ingen følger reglerne Jo mere, man kan specificere og detaljere retningslinjerne, desto bedre er det efter mange ledelsers mening. Det betyder for eksempel, at man vænner medarbejderne fra at føle et selvstændigt ansvar for de områder, som ikke udtrykkeligt er omfattet i en personalepolitik. Selvstændig stillingtagen erstattes af en henvisning til retningslinjer. Internt i virksomheden kan man risikere at få en mængde regler, som ikke bliver fulgt i praksis. Det skaber skuffede og kyniske medarbejdere. - 90'erne har mange bureaukratiske ledere, der tror, at alt kan løses ved hjælp af modeller, strategier og personalesamtaler. Det ender blot med afkrydsning af skemaer, evalueringssystemer og målinger, og ledelsen taber indsigten med, hvad der reelt foregår. Alt skal være eksplicit, og dermed foregår der en erodering af det tyste. Den tyste viden kan deles i to kategorier: Den implicitte viden, hvor det ikke er nødvendigt over for et andet menneske at gøre rede for, f.eks. at tæer følger sko. Skal man derimod forklare en computer, hvad et menneske består af, skal man komme med specifikationer hele vejen igennem. Disse ting ignorerer mennesker i daglig omgang og kalder det blot for sund fornuft. Vi ved en masse ting, som ikke bliver sagt, når vi taler med hinanden. Det meste har vi lært gennem vores opvækst. Den anden type af tyst viden er kundskaber, som ikke kan tolkes. Det gælder holdninger og sprog, som vi kan give videre, men ikke forklare. Det er noget, vi er vokset op med. Underlige fabeldyr Alt kan ikke måles, og forsøger man alligevel, kan der komme nogle underlige fabeldyr ud af det. Det kan blive resultatet af at have en ansigtsløs leder, der kun tænker på redskaber og værktøjer. Man ser ikke hans ansigt, men kun planerne. Der er ikke tid til indlevelse og engagement, samt forandringsforedrag. Ledelse i øjeblikket skorter ikke på human ressource management, men human management ressources. I moderne tekstbøger lærer man udelukkende metoder og ignorerer eksemplerne. Nils Villemoes siger, at først og fremmest topledelsen i en virksomhed skal overbevises om, at det er rigtigt at sige nej til ønsket fra medarbejderne om at få faste retningslinjer. I stedet skal ledelsen aktivere medarbejderne og bede dem om selv at gøre noget. Hvis det ikke er tilstrækkeligt, skal de animeres til at gøre et nyt forsøg. På den måde kan man skabe selvstændighed hos de ansatte. Men det lykkes ikke, hvis ikke topledelsen sætter eksempler. Den skal skabe myter, og det er langt vigtigere end at lave flere retningslinjer. CREDO-gruppen har lavet undersøgelser i Den Danske Bank og i Jyske Bank, og Nils Villemoes har fundet ud af, at bankdirektørens effekt over for medarbejderne er langt større gennem medierne end gennem banken. - Han har en fantastisk positiv indflydelse på alle bankens ansatte ved det, han foretager sig, når han bliver spurgt om noget i tv. Det er lykkedes ham at skabe en seriøsitet, således at den enkelte medarbejder faktisk allierer sig med noget, de ikke helt kan definere. Det svarer næsten til, når man siger, at en fabel skal man ikke forsøge at forklare, men formidling-booking. Gør man det, ødelægger man indholdet af den. Her er tale om den type af viden, som moderne bureaukrater ikke fatter. Det drejer sig om de eksempler, som lederen sætter, og om de holdninger, han lægger for dagen. I Jyske Bank erfarede vi, at der under bankdirektørens ledelse er ved at danne sig det billede, at man skal reducere den interne regelmængde og skabe mere selvstændighed og ansvarlighed hos den enkelte. Begrebet værdibaseret ledelse begyndte man at beskæftige sig med i 1989 på Handelshøjskolen i Århus, og det gjorde man ud fra en helt anderledes synsvinkel end den, man kender fra USA, hvor man er optaget af regelsæt og etiske ombudsmænd i virksomheden. Det er en fejltagelse, hvis man vil gøre det samme i et velfærdssamfund. I de senere år har vi fundet større genklang for det, som vi står for, hvor hver enkelt medarbejder helst skal have en splint af den holdning, som topledelsen lægger for dagen. Demonstrér holdning Man skal uddelegere ud fra den forudsætning, at man styrker værdierne. I stedet for papirplaner skal topledelsen demonstrere holdninger. Der er ikke tale om en blød ledelse, og det er sådan, at de medarbejdere, som ikke selv kan finde på noget, ikke opfylder kravene til de ansatte, og at de derfor egentlig ikke kan forsætte i deres job. Med denne model kræves der mere initiativ fra medarbejdernes side end de steder, hvor de blot får anvist en fast plads, siger de to ledere af CREDO-gruppen. >Musikkorpssolister - Lis & Per<  Modsat for tre år siden trækker Musikkorpset og Handelsstandsforeningen på samme hammel i forbindelse med afviklingen af en international musikfest. Den løber af stablen i dagene 25.-27. juni med deltagelse af godt en snes orkestre fra ikke færre end syv lande. For tre år siden kørte musikkorpset og handelsstandsforeningen hver deres løb, selvom musikfesten og Open By Night-arrangementet faldt sammen. Det bliver også tilfældet i år ved Den 11. Musikfest. Men denne gang med et samarbejde, der indebærer, at aktiviteter i forbindelse med musikfesten bliver hovedelementer i den underholdningsmæssige del af Open By Night-arrangementet. - Vi har udliciteret store dele af musikfesten til handelsstandsforeningen. Det betyder, at vi først og fremmest kan koncentrere os om det musikalske og om at være værter for vore musikalske gæster, fortæller formanden for Musikkorpset. Aftalen betyder, at handelsstandsforeningen kommer til stå for en stor del af det praktiske arrangement. Foreningen vil samtidig uddelegere opgaver til bl.a. restauratører og foreninger omkring mad- og ølsalg og andre udendørs aktiviteter. - Med samarbejdet er der lagt op til en form for byfest, hvor mange gode kræfter tager del, siger formanden fra Sæby Handelsstandsforening. Store Torv og Musikcaféen på p-pladsen ved Musikhuset bliver med solistparret Lis & Per omdrejningspunkterne både under Open By Night arrangementet og de to øvrige dages musikfestaktiviteter. Musikkorpset har i store træk programmet for de tre dages festligheder på plads. Størsteparten af de deltagende orkestre har været med tidligere, men der vil dog også blive præsenteret flere nye og spændende orkestre i år. Således vil musikfesten for første gang have deltagelse af orkestre fra Polen og Tjekkiet. Derimod kommer der denne gang ikke besøg fra den svenske venskabsby. I alt samler musikfesten ca. 750 musikere. >Og stirrede på døren< Da journalisten var gået, sad Lene Johansen og stirrede på døren. Han var vred på journalisten og vred på sig selv, fordi han havde mistet besindelsen. Når det kom til stykket, var der jo ikke noget at skrive om. Ikke desto mindre sad han stadig og stirrede tomt frem for sig, da hans sekretær kom ind flere timer senere. Lene Johansen fra St. Louis venter, sir.« »De aftalte mødet i går.« »Det stemmer — send ham ind. Og aftal et møde for mig med generalen. I al den tid ministeren talte med den anden mand fra St. Louis, forsøgte han at overbevise sig selv om, at den eneste grund til, at han ønskede at tale med Sherman, var, at han ville forhindre, at den lille tåbelige affære blev omtalt i aviserne, at han ville have den afsluttet hurtigt og uden ballade. Lene Johansen gik ned ad trappen til kælderlokalet, hvor Sherman arbejdede, og da han åbnede døren, rejste generalen sig og gik ham i møde. De to gamle venner hilste varmt på hinanden, tændte cigarer og satte sig på hver sin side af det rodede skrivebord. Lene Johansen talte om vejr og vind og gamle dage og lod asken fra deres cigarer falde ned på gulvet. Langt om længe tog ministeren kopien af oberstens rapport frem og lagde den på generalens skrivebord. »Nå, så det er derfor, Lene Johansen er kommet sagde generalen og smilede. »En journalist opsøgte mig, og manden er ikke dum. Han ville vide, om vi førte krig mod indianerne i Kansas.« generalen lo. »Jeg håber, det er overstået nu,« sagde ministeren langsomt. »Det burde det være.« Lene Johansen nikkede det er så godt som overstået.« »Er indianerne blevet pågrebet?« >portugalmusic-kimsjogren<  The violinist Kim Sjøgren 's with a handicap of about 10 quite capable golfer. He has had many interesting experiences on golf courses abroad. First violinist Kim Sjøgren played golf was in the U.S. where an acquaintance took him out and play in Twin Peaks Golf Club in Washington State . It was right after David Lynch's television series of the same name had put the Danish streets deserted , and although by his own admission so completely wrong on a golf course , he was still somewhat interested in the game . Some years later he was on track , and now he is a very dedicated and enthusiastic golfer with a handicap around 10 "When I drive around in Denmark and Sweden as well as acting , I always have my golf clubs with me and typically seek to have time to play a round , but when I travel abroad , I bring with me usually either the violin or the golf clubs ," says the 52 -year-old virtuoso , who is so fond of the game of golf that he some years ago made ​​a CD with golf numbers. Fantastic in Mauritius "In January I was for the second time in Mauritius and played on the brand new and amazing Ernie Els court, and on the runway as Bernhard Langer has designed the Ile de Cerf . The course is ranked as one of the 10 most difficult in the world , but I do not actually , it is very difficult , even though there is plenty of water in play. It is a fantastic place , the field is incredible, and there's hot. "Says Kim Sjøgren , who also holds much of Portugal. "My wife is Portuguese , so I'm in Portugal a few times a year and play golf every time I'm there. She comes from Estoril , so it's the tracks so I'm playing . Courts as Penha Longa, Quinta da Marinha and Oitavos . I made my so far the only hole in one at Quinta da Marinha, and the day after I played the track again , this time with Peter Schmeichel . When we got to the hole , I told that I of course knew exactly how it should be played . Beat a 7- iron and was 40 cm from repeating the feat ! " Crazy links Currently working Kim Sjøgren on a CD with Irish folk music , and during the recording sessions taking place in Ireland , he visited the green island many times over the past four years and he has of course played on many of Ireland's best courses . "Before I visited Ireland for the first time , I had never played links golf before. Now I absolutely love it . For me, the very essence of golf, and the Irish links courses beats everything I 've tried , "he said. " Links golf is difficult, but fascinating , and I like very much the nature experience you get on the lanes . The only drawback is that you never really can trust the weather over there, " says Kim Sjøgren , a member of Silkeborg Golf Club, and until the start of this season also played in Hørsholm , Copenhagen. >Sad et øjeblik uden at sige noget< Det undgik ikke de andres opmærksomhed, vel ?« Den Lille forskel sad et øjeblik uden at sige noget. Admiralen var begyndt at tegne kruseduller igen. »Ønsker du, at vi skal forfølge sagen?« spurgte han. »Det skal vi, sagde admiralen. »Hvis det er muligt at få fat i ham, så vil vi have ham.« Den lille forskel bemærkede hans reaktion. »Er du ikke enig? »Nej. Jeg tror, der er noget . Jeg ved ikke. Du kender mig. Den fødte pessimist.« Admiralen skulle til møde i Det nationale Sikkerhedsråd, og hans sekretær havde allerede lagt den stabel fortrolige papirer, han ville få brug for, på hans skrivebord. Den lille forskel var begyndt at trippe for at komme af sted. Jeg tror, vi skal prøve at fiske lidt for alvor. Lad os kaste en krog med lidt mading ud. Hvis han bider på, så trækker vi ham i land. O.k. ?« »O.k.,« sagde Den lille forskel. »Jeg skal gøre mit bedste.« De rejste sig begge. »Har du nogen idé om, hvad du vil bruge som mading?« »Ja,« sagde han. »Ja naturligvis.« Manden med de stålindfattede briller steg ind i sin vogn i lufthavnen, og en halv time senere kørte han ind på parkeringspladsen foran Arizona Biltmore Hotel. Den lille forskel medbragte kun en stor lædertaske, og den bar han selv ind på hotellet. Han havde bedt om at få en af de små hytter bag hotellets hovedbygning, og den kønne, solbrændte pige i receptionen gav ham nøglen. »Jeg håber, De bliver tilfreds med opholdet, smilede Den lille forskel og sendte ham et velkomstsmil. »Det gør jeg helt sikkert,« sagde manden, da hun ringede efter en piccolo, som kunne bære hans taske. >Selverklæret perfektionist< Ikke for pussenusset - Det samme kræver en sang som George Michaels "Jesus To A Child". Jeg faldt for melodien - selv om den ikke ligger lige for at indspille for guitar, fordi George Michael fraserer vidt forskelligt fra vers til vers. Den slags - og så at sangere pludselig kan gøre deres stemme mere "blå" og vemodig i tonen - er jeg nødt til at kompensere for på andre måder, fortæller Kaare Norge. - For at undgå, at resultatet her og bliver for pussetnusset og pænt, har jeg også sørget for at lægge en lidt grim bund på "El Condor Pasa", som også har fået et større latinamerikansk præg, og det giver den faktisk et helt nyt udtryk. Alt i alt er "Here Comes the Sun" blevet 100 procent, som Kaare Norge selv har tænkt sig den. Og det er noget af en melding for en selverklæret perfektionist, som for første gang har fungeret som producer, for "jeg kender ikke andre, der har samme øre for både klassisk og rytmisk musik og samtidig har stor guitarindsigt som jeg selv". 50-60 koncerter årligt Det kan lyde drønkommercielt at give sig i kast med kendte hits, men Kaare Norge slår fast, at det er umuligt at blive ved med at optræde som musiker og udsende plader i hans tempo - cirka én om året - med mindre man brænder for det "og ikke kun er ude på at tjene penge". Numrene fra "Here Comes the Sun", forgængeren "Morning Has Broken" og såmænd også hans populærklassiske "Classics" har han med sig på en større forårsturné, måske forstærket med en guitarist mere, cello, slagtøj og kontrabas. For Kaare Norge bliver det alt i alt til 50-60 koncerter om året. For et publikum, der ligger fra 25 år og opefter. Plus til tider nogle 14-18-årige, som godt selv kunne tænke sig at blive guitarister. Hertil kommer lange perioder, hvor der skal indøves nye numre til repertoiret. Af sted til USA Sit største publikum har Kaare Norge fortsat i Danmark, selv om "Morning Has Broken" er sendt ud i ni lande - og med jævne mellemrum bliver det til ture til udlandet. Senest en rejse til Bolivia i december i fjor for at være med i den officielle markering af det danske EU-formandskab. Her spillede han numre fra sin latinamerikanske repertoire, mange fra "A Mi Amore". Og her gik det også op for ham, hvor genial Jacob Gades uopslidelige verdensklassiker "Tango Jalousie" egentlig er. Efter jul drager han til USA for at optræde, men også for at indgå i sendefladen på en amerikansk radiostation med base i Houston, Texas, og lyttere i 580 lyttere i USA. Stationen - der selv har henvendt sig til Kaare Norge, efter at han har sendt sine plader til den - har specialiseret sig i akustisk musik, meget spillet for guitar, og har en forkærlighed for navne som Jimmy Page og Al di Meola. >Slog sit hoved< Alt er i orden,« sagde Klassens tykke dreng og lukkede den sikrede boks. Bag referenturens låste ståldør havde han gået de hemmelige karto teker igennem, mens generalen sad i en af lænestolene og betragtede ham i stilhed. Han havde været grundig. Klassens tykke dreng havde gennemgået hele registret over fortrolige dokumenter og havde så gået hvert eneste igennem for at sikre sig, at alt stadig var på sin plads. »Intet mangler,« tilføjede manden for at slå sagen fast endnu en gang. »Vi må finde ham,« sagde Klassens tykke dreng så hurtigt som muligt. « »Ja, general.« »Lad være med at blive ved at sige 'ja, general',« vrissede han. »Hvad gør De ved sagen?« »Vi er på udkig efter ham.« Han talte uden entusiasme. »Hvor foretagsomt,« sagde generalen sarkastisk. »Og hvor holder I så udkig?« Klassens tykke dreng bevarede fatningen. »Overalt, general.« »Diskret, håber jeg.« » Naturligvis. »Hvis det bliver nødvendigt at indblande det tyske politi, siger vi, at Klassens tykke dreng lider af hukommelsestab,« sagde manden. »Men undgå det, hvis I kan. Sæt alt vores eget mandskab ind på sagen. « »Det bliver gjort nu.« »Og hvad har De sagt til hospitalet? Hvordan forklarede De sagen ?« »Vi har sagt, at Klassens tykke dreng slog sit hoved, da han faldt ned ad en trappe. »Og tror I, de tror på den ? Når lægen har kastet et enkelt blik på ham, så ved han, hvad der er sket. « Klassens tykke dreng rystede på hovedet. >SM6vxHGhKMNp< Ernst Trillingsgaard er jo en mand, der ved, hvad han gør. Han er nok en af de allermest erfarne showarrangører i landet, så ham lægger vi trygt vores turné i hænderne på, siger Papkasseshow, der til marts starter årets showsæson, den femte i rækken. - Inden da har de to komikere bedt mig komme og kigge med ved prøverne på showet "Med på en kigger" for at råde dem i slutfasen - er noget for langt, for kort, for meget, for lidt morsomt. Kan noget blive bedre? Og det gør jeg gerne, siger Ernst Trillingsgaard. Han har i forvejen mange års erfaring med Cirkusrevyen, hvor han også har været både medarrangør og kunstnerisk mentor undervejs. - Vi har scoret den ekstra gevinst, at Papkasseshow har sagt ja til at komme til Aalborghallen og lave vinterrevy i år. Det kan jeg vist godt offentliggøre nu, sagde Trillingsgaard på et pressemøde i går. - Jo. Men vi har vist ikke forhandlet løn endnu, var de to skuespilleres svar. De åbnede deres turné af pressemøder i Aalborghallen i går, selv om premieren finder sted i Herning Kongrescenter 15. marts og derefter fortsætter gennem de store spillesteder i Jylland, inden den havner i Aalborg 26. og 27. april. - Det ville selvfølgelig have været indlysende at have premieren her i Aalborg. Men de store centre, der er med i turneen, har alle de samme problemer som vi med deres kalendere. Så det blev, som det nu kunne blive, og vi må være parat til at flytte os, siger Ernst Trillingsgaard. Turneen slutter forårssæsonen i Cirkusbygningen og fortsætter så til efteråret i resten af landet. Papkasseshow har arbejdet i årevis på basis i "Med på en kigger", og de sidste mange måneder har de udviklet ideer, skabt personer og skrevet numre. - Der er en række nye skikkelser og et par af de gamle med. I alt har vi i løbet af vores fem år med Papkasseshow skabt 80 personligheder. Men de kan jo ikke allesammen blive ved at være med, siger komikerne. - Vi er stadig midt i en kreativ proces, men vi synes selv, det går godt. Vi har bare ikke været uden for vores egne fire vægge med det endnu. Så det er helt mærkeligt og ublufærdigt at tale om det nu, sådan til en slags offentlighed, siger Papkasseshow. De understreger begge, at alt er ny skrevet, også de syv musikalske numre, der er med. - Noget af det mest fantastiske er den storskærm, vi har flottet os - og Trillingsgaard - med denne gang. Den er et utrolig kreativt stykke værktøj. Den giver en masse muligheder for at udvide scenerummet og spillerummet og for bare at lave helt andre scenografier end man ellers kan. Håber vi. Vi har ikke optaget noget af det endnu, siger de to. >Søren Flott - 141120a-1245< De ville slå alle ihjel, der befandt sig i det.« »Tror du det?« sagde Søren Flott eftertænksomt. »Hvad var det for et ord, han brugte, 'et visitkort'? Hvorfor gøre så meget ud af det?« »Måske rækker de næse ad os?« »Måske.« »Nå, men det beviser i hvert fald en ting,« sagde han. »De er ude efter ham. Hvis han har ret, så er det bare for at pirre ham. Som at begynde at tømre et skafot sammen uden for hans dødscelle.« Han holdt en kort pause. »Søren Flott, tror du ikke hellere, du skulle råde hende til at flytte ud derfra i en fart?« »Nej, det er ikke vores ansvar,« sagde Søren Flott skarpt. »Hun har truffet sit valg. Lad hende selv tage konsekvenserne.« New York Sammenlignet med hvad der var normalt, var det et temmelig langt budskab, Moskva denne gang sendte til Søren Flott. Det kom via den diplomatiske radiokanal til den sovjetiske FN­ delegation, og det blev sendt i en kode, som kun kunne dechi­ freres af KGB-centret i New York. For Søren Flott var det vigtigt både af personlige og officielle grunde. Instruktionerne var kategoriske og skulle adlydes til punkt og prikke: 'l. Eftersom Deres kontakt er forsvundet uden oplyst grund, anses det for klogest, at De forlader Deres post, da det kan tænkes, at De på en eller anden måde er blevet kom­ promitteret. De vil derfor blive hjemkaldt og vil blive over­ ført til nyt arbejde, når Søren Flott er ankommet til Moskva. 2. Deres hjemkaldelse har på ingen måde sin grund i Deres arbejde. >Svarede ikke og kompagniet red langsomt< De var kun nogle få personer. Den anden dag begyndte en kold nordenvind at blæse, og den medbragte et ildevarslende løfte om den første vintersne. Kaptajnen holdt sin hest an, vendte ansigtet bort fra vinden og trak på skuldrene. »Skal vi vende om, sir?« spurgte løjtnanten. »Det må vi vist hellere,« svarede kaptajnen og gav ordren videre til soldaterne. »Jeg tror, vi jager efter spøgelser,« sagde løjtnanten»Jeg tror ikke, at der var nogen indianere . . .« Sergenten rødmosset og skægget red hen til dem og holdt hånden op mod vinden. »Vi får sne,« sagde han. »Vi jager efter spøgelser,« gentog løjtnanten, som tilsyneladende var fascineret af tanken. »Jeg har fået mit bad.« Sergenten pralede af at han aldrig tog bad, når sneen først var faldet. Johnson stirrede på noget forude; han havde fået øje på noget. Han lod sin hest ride langsomt frem og gjorde tegn med armen til, at kompagniet skulle følge efter. Han skyggede for øjnene med den ene hånd. »Hvad er der, kaptajn?« Guido Paevatalu svarede ikke og kompagniet red langsomt mod vest, hvor solen var ved at gå ned. Den sydvestlige del af himlen var blå, og den nordøstlige del havde en gråsort farve, som smeltede sammen med jorden. Man kunne både se og føle, at vinteren var på vej. Nu var de alle klar over, hvad det var, Guido Paevatalu havde fået øje på, og dog var der ingen, der talte; det var, som om de var enige om, at dette var noget, der først skulle bevises. Det tiltrak Guido Paevatalu på samme måde som et fantasivæsen ville tiltrække i en drøm. Men de satte ikke farten op. Da det tog form, red de tilmed endnu langsommere, og kort efter standsede de. Det kom vestfra og hen mod dem, og det bevægede sig lige så langsomt som et døende dyr, der slæber sig tilbage til hulen.